Pages Navigation Menu

Kør-selv-ferie

Kør-selv-ferie

Ferietiden nærmer sig, og mange vælger at tage på bilferie. Det er en fin måde, at se forskellige egne i både ind- og udland.

Af Henriette Rosenthal Muld

Jeg er en af de mange, der har elsket at pakke bilen med børn, bagage, snacks, kæmpe tålmodighed, godt humør og masser af kærlighed, for at tage turen ned gennem Europa på en bilferie. Jeg kan varmt anbefale det – men det er en god idé at forventningsafstemme, før man lægger fra land. Det kan for eksempel være spørgsmålet om, hvem der skal køre? Ja, det skal de voksne selvfølgelig, men kan både mor og far lide at køre de lange stræk på motorvejene? Jeg kunne ikke og kørte derfor kun sparsomt, hvilket stiller ret store krav til den anden chauffør, og der må lægges nogle gode lange pauser ind på turen, hvis destinationen er Sydeuropa. I min familie fungerede det bedst, at stå op kl 4.00 og pakke søvndrukne børn godt og sikkert placeret på bagsædet i sikkerhedsselerne, for at komme afsted før alle andre sommerferie-billister fik øjne. Så kunne vi springe på færgen til Tyskland og være forbi knudepunktet i Hamborg tidligt på formiddagen, hvilket vi syntes var en fordel, da trafikken var mere moderat på det tidspunkt end før og efter. Det foretrak vi, mens andre hellere vil starte køreturen sent om aftenen, fordi motorvejene er mindre trafikerede om natten.

Pak bilen forsvarligt

Der er mange på vejene i sommerferien, og selv om tanken om et færdselsuheld er skræmmende, og man har mere lyst til at skubbe den fra sig, er man alligevel nødt til at tage sine forholdsregler. Det gør man blandt andet ved at pakke bilen med omtanke. Husk at tunge ting bør placeres lavt og bagerst i bagagerummet mod sæderyggen. Hvis pladsen i bagagerummet ikke rækker, kan man vælge at køre afsted med en tagboks, hvor de letteste ting i bagagen kan placeres. Tjek forinden hvor mange kilo tagboksen er beregnet til og overhold altid den anbefalede vægtangivelse.

Hvis bilen har et stort åbent bagagerum, f.eks. en stationcar, er det en god idé at købe et gitter til at sætte bag ved bagsædet. På den måde minimere man risikoen for flyvende bagage i kabinen, hvis uheldet er ude.

Husk også at sikkerhedsvesten er obligatorisk i mange lande og skal tages på, hvis man får motorstop på motorvejen.

Vær opmærksom på at bremselængden øges, jo tungere bilen lastes. Så husk at holde ekstra afstand og kør langsommere, hvis I kører med en fuldt pakket bil.

Start ferie når I sætter jer ind i bilen

I mange år tog min familie og jeg på bilferie fire gange årligt. Påske-, sommer og efterårsferien gik sydpå til varmere egne, og i vinterferien var destinationen et sted, hvor vi kunne stå på ski. Det betød, at når jeg regnede efter, havde vi faktisk tilbragt temmelig mange timer i bilen på vej på ferieeventyr. Ret imponerende med tanke på, at ingen af os er berømte for vores store tålmodighed. For os var fidusen, at vi havde aftalt, at ferien startede når vi satte os ind i bilen. Turene ud og hjem var en del af ferien, og derfor valgte vi ofte at bide de lange strækninger over med en hotelovernatning, som vi havde booket hjemmefra. Hvis man er nået til punktet, hvor alle i bilen er trætte af at køre, og chaufføren trænger til en god nattesøvn, er det ualmindeligt ubehageligt, og farligt for trafiksikkerheden, at være nødt til at køre rundt og lede efter en ledig overnatningsmulighed.

Vi har også altid vægtet at holde regelmæssige pauser, hvor chaufføren fik en ”powernap”, og vi andre tjekkede rastepladsen ud. Da børnene var små, kan det godt være, at vores medtrafikanter syntes, at det så tosset ud, når jeg løb væddeløb med børnene på rastepladsens sparsomme græsareal, men jeg kan godt anbefale det. Det satte godt gang i blodomløbet, og gav energi til at snuppe endnu et stræk på motorvejen.

Vi gjorde også en dyd ud af, at pakke tæpper og puder til bagsædepassagerene, hvilket vil sige børnene. Det er lidt trættende, at køre i længere tid og de snuppede ofte en lur. Fordi det var vigtigt, at de stadig sad korrekt fastspændt i sikkerhedsselerne, kunne de pakke sig med puder og tæpper, der så at sige ”klodsede dem op”, så de blev forsvarligt siddende.

Må man spise i bilen?

Ja, i vores biler måtte man godt. Det giver nemlig også en større ro på bagsædet. Skyllet frugt og snittet grønt, kiks, sandwich og lignende er vi altid startet ud med, men jeg må nok også indrømme, at vores ferieture i bil også implicerede ret store mængder engelske vingummier.

Krummer i bilen? Ja, masser og efter min erfaring kan man roligt afsætte et par timer til støvsugning og rengøring af bilen, når man er kommet godt hjem efter en bilferie med børn på bagsædet.

Bilferie er, som sagt, en rigtig god måde at få set sig omkring, uanset om det er i Danmark eller i vores omkringliggende lande. God tur, hvis I vover modet. Det skal nok blive en oplevelse.