Pages Navigation Menu

Børn i haven

Børn i haven

Hvordan får hele familien det sjoveste liv i haven?

Og hvordan får man kombinationen boldspil, børn og blomsterbede til at ende lykkeligt, så alle bliver tilfredse? For slet ikke at tale om den allestedsnærværende trampolin, som er god for børn, men ikke hører til havens pæneste element.

Det er vigtigt, at vores børn får en glæde ved at bruge haven. Prøver at dyrke jorden, med den forståelse det giver, at se noget spire og gro.

Til pryd eller til nytte. For måske kan det spises? Det er altid en brugbar metode at påvirke haveglæden gennem smagsløgene.

Det er trods alt børnene, der skal fastholde den næste generations haveglæde.

Den spændende børnehave

Skal små, nye mennesker blive glade og dygtige, skal alle deres sanser udfordres og stimuleres.

Det kan både forældre og institutioner få stor succes med, ved at bruge haven som et sanseligt og spændende rum.

Her kan børn være, lege og opdage sig selv i forhold til deres omgivelser.

Fokus i indretningen af det grønne udendørs rum er derfor på børns størrelse, deres nysgerrighed og evne til at bruge havens indhold.

Er der en gren, prøver børn af, hvad grenen kan. Er der et bålsted, er det en invitation til at bage snobrød og pandekager eller til at poppe popcorn.

Børn elsker blomster

I børnenes have skal der være rigeligt med blomster at plukke hele sommeren.

Er der blomster i haven, vil børn plukke buketter. Hvad er da mere oplagt end at plante rigeligt med stauder og sommerblomster, der giver den ene fine buket efter den anden?

De fleste sommerblomster sætter nye knopper og blomster, når der bliver plukket af dem, så længe de ikke sætter frø, vil de forsætte. Ærteblomst, stolt kavaler, morgenfrue, kæmpeverbena, margerit – for bare at nævne nogle muligheder.

Med blomster følger ofte sommerfugle og andre flyvende skønheder. Derfor er det en god ide at udvælge buske og stauder, der tiltrækker sommerfuglene. Det gør sommerfuglebuske især, og da blomstringstiden også er meget lang, er der en flot mulighed for at få skønne sommerfugle i børnenes sanselige have.

På opdagelse

Det er en god ide at tilrettelægge børnenes have som en lille sanselig opdagelsesrejse ind mellem høje græsser eller solsikker.

Man kan også skabe grønne tunneller med pralbønner eller frodige kalabasser, der vokser opad en rund bue af jern. Højden på denne tunnel skal ikke nødvendigvis være beregnet til voksne, men være i den aktuelle børnehøjde. Eller lavere. Så kan kun de små børn gå igennem, mens de større må krybe.

Det er vigtigt, at børnene kan nå planterne, så der kan plukkes en buket, hives en gulerod op, eller en blomst kan kigges nærmere efter i sømmene.

Derfor er en sti, der fører ind gennem børnenes have et ”must”. Stien kan laves som af almindelige fliser, grus eller barkflis eller måske som en lille hoppesti, hvor børnene hopper fra sten til sten.

Børn undersøger altid hvad tingene kan bruges til.

Flisestumper lagt ud som trædesten henover græsplænen, er en fin sti, hvor børn ikke kan lade være med at hoppe fra plet til plet.

Haven er børnenes paradis, hvis der er oplevelser, spiselige ting og plads til udfoldelse. En stor bar græsplæne og en hæk udenom er ikke tilstrækkeligt til at gøre haven interessant. Heller ikke med nok så mange legeredskaber og en kæmpestor trampolin.

 

Kan børnene hjælpe til med at gøre haven fin?

Det kræver en vis overbærenhed, at slippe børnene fri og lade dem gøre tingene på deres måde.

Men alle børn vil gerne hjælpe til med at haven bliver flot og sjov. Når børnene er med i haven, er der mulighed for at få ”spontan” tilplantning af krukkerne. Det er netop charmen og de kan sagtens hjælpe med at plante krukkerne til, plukke rabarber og sætte stativer ved ærteblomsterne.

Du skal ikke være nervøs for at slippe ungerne løs med Trifolium, som er hvidkløver med forskellige bladfarver.

De – altså Trifiolium – kan tåle at få vendt bunden i vejret og blive udforsket. Skulle der ryge et blad eller knække en ranke, så lad endelig børnene fortsætte, for Trifolium gror bare videre, og du kan ikke se det efter kort tid.

Er der blomster, der dufter og dermed giver børnene minder til resten af livet?

Lugtesansen er den sans der i højest grad huser hukommelsen. Derfor får mange voksne skønne minder om mormor eller oldemor, når de dufter til syrener, roser, påskeliljer og pæoner.

Det var nogle af de ældre tiders foretrukne duftplanter og dem man mødte, når man var besøg hos mormor. Derfor er det godt at plante de samme planter i dag – og de kan vokse i enhver have.

Kilde: Home & Garden