Styr på finanserne

Omkring bordet til et middagsselskab er der ikke ret meget, der er mere tabubelagt end emnet privatøkonomi. Det er nok sværest at tale om penge, hvis man er presset, og pengene er knappe. Derfor er det er vigtigt at have et godt overblik over privatøkonomien, for på den måde undgår man, at det hele ”sejler” så længe, at det bliver svært at rette op på igen. Hvordan du skaber overblikket, får du her nogle helt konkrete råd til.

Af Henriette Rosenthal

Har du talt med dit barn om penges værdi, og hvad det betyder at tjene og bruge penge? Hvor langt penge strækker og hvor hurtigt de slipper op, hvis man ikke passer på dem?

Ifølge Louise Skjødsholm, som er specialkonsulent i finansielt forbrug i Finanstilsynet, er det en god idé at tale med barnet om penge og økonomi, når det når skolealderen. Måske er det tid til – i en eller anden målestok – at barnet får lidt lommepenge,
og i starten giver kontanter barnet det bedste overblik.

– Når barnet bliver lidt større, og kontanterne bliver afløst af MobilePay og betalingskort, kan man hjælpe det med at bevare overblikket over, hvad der er tilbage af lommepengene, ved at vise et screenshot af bankkontoens saldo og hvad der er af
bevægelser på kontoen. Nogle banker har også tilknyttet en app, så barnet kan se, hvor mange penge der er tilbage på kontoen. Det er vigtigt, at barnet får en forståelse af pengenes værdi, udtaler Louise.

Familiens forsikringer

Alle bør været ordentligt forsikrede. De giver dig en god følelse af tryghed mod de uforudsigelige ulykker, der kan ske i livet. Når du køber en forsikring, spænder du samtidig et økonomisk sikkerhedsnet ud under dig selv, så du ikke falder dybt, hvis uheldet er ude. Du bør som minimum have en forsikring for dine ejendele, mod ulykker, og hvis du skader andre eller deres ejendele.

Du kan spare penge ved at indhente tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber. Når du sammenligner priser, skal du huske at være opmærksom på, at dækningerne kan være forskellige i forsikringsselskaberne. Tjek, at de forsikringer du vælger, dækker dig og din familie bedst muligt i forhold til jeres behov.

Du kan læse mere om forsikringer i vores artikel “familiens forsikringer” her: www.bornogfritid.dk/familiens-forsikringer

Før du køber noget, så spørg dig selv, om du virkelig har råd til det. Prøv at afsætte et fast beløb hver måned i dit budget til opsparing, For eksempel til nyt elektronik eller tøj.

Spar penge i hverdagen

Med et godt overblik over dine udgifter, kan du nemmere se, hvor det er muligt at spare penge. Rådtilpenge.dk er drevet af finanstilsynet. Målet er at hjælpe private forbrugere med at finde overskuddet i privatøkonomien. Her får du deres gode
råd besparelser i hverdagen.

1) Læg et budget og gennemgå dine udgifter

Det er alfa og omega, at du lægger et budget. Først når du kender dine udgifter og ved hvordan de fordeler sig, kan du få indtægter og udgifter til at passe sammen.

For at komme i gang kan, kan du gå din netbank igennem for faste udgifter. Kig minimum et kvartal tilbage, og gerne endnu længere. I dit budget, skal du se på hvor stort eller lille et beløb du har til overs, når du har betalt dine faste og variable
udgifter. Har du et stramt budget, hvor der kun er et lille beløb til overs hver måned, eller har du overskud i budgettet med et stort beløb hver måned?

Husk at indtaste alle dine udgifter i budgettet, så du får et retvisende billede af, hvor mange penge du egentlig bruger hver måned. Gennemgå gerne dine udgifter enkeltvis og overvej, om der er noget du kan gøre, for at mindske de enkelte udgifter.

2) Ryd op i dine forbrugsvaner

Dine forbrugsvaner kan hen over et år sluge så mange penge, at beløbet svarer til et nyt fjernsyn eller en rejse. Så hvis du vil spare penge, er dine forbrugsvaner et oplagt sted at starte.

3) Ryd op i dine abonnementer

Gemt rundt omkring i dit kontoudtog ligger der en masse større og mindre faste udgifter i form af abonnementer og medlemskaber. Sammenlagt kan disse skyggeudgifter løbe om i mange tusinde kroner om året. Hvis du ikke bruger dine abonnementer,
er det bare med at få muget ud.

Skyggeudgifter kan for eksempel være:

  • Fitnesscentret – kommer du der rent faktisk?
  • Softwareabonnementer som betalte apps – måske er der gratis alternativer?

4) Opret en budgetkonto

En budgetkonto bruges til at betale alle dine faste udgifter som husleje, el, forsikringer og lignende. Tal med din bank om at oprette en budgetkonto til dine faste udgifter. Ved at overføre et fast beløb til din budgetkonto hver måned, er du sikker på at dine faste udgifter er dækket – også dem du kun skal betale to gange om året.

5) Spar op til en ting, før du køber den

Før du køber noget, så spørg dig selv, om du virkelig har råd til det. Prøv at afsætte et fast beløb hver måned i dit budget til opsparing, for eksempel til nyt elektronisk eller tøj. Lad så vidt muligt være med at låne penge til forbrug. Husk at det koster penge at låne. Det kan også være en god idé at lave en julekonto, hvor du sparer op til julegaver, julefrokoster og alle de andre udgifter, der hurtigt får budgettet i december til at skride.

6) Spar op til uforudsete udgifter

Uforudsete udgifter er ofte dem, der gør mest ondt i pengepungen, fordi du ikke havde forventet dem. Lav derfor en lille opsparing, så du altid har ekstra penge, hvis du pludselig skulle få brug for det. For eksempel hvis din cykel eller dit køleskab går i stykker,
eller hvis en tandlægeregning er ekstra høj.