Skovflåter og tæger

En skovflåt er en lille blodsugende mide. Den kaldes ofte fejlagtigt en tæge, men der er grund til at skelne, da en tæge er et insekt, som ikke gør mennesker noget.

Af Bonnie Jensen

Hvad er en skovflåt?

Man kan kende forskel på en flåt og en tæge ved at tælle deres ben. En tæge ligner en bille og har seks ben, mens en flåt har otte, og mere ligner en meget lille edderkop. Flåten lever af at suge blod fra større dyr, som hjorte og ræve, men den kan også sætte sig på mennesker.

Skovflåten sidder i toppen af højt græs og lignende, og venter på, at en potentiel vært skal gå forbi. Får du en skovflåt på dig vil den typisk vandre til et varmt, fugtigt og mørkt sted på din krop (skridtet eller armhulerne), men den kan slå sig ned alle vegne. Når skovflåten har fundet et passende sted på din krop, bider den sig fast, og giver sig til at suge blod. Man mærker normalt ikke noget bid, ligesom det normalt ikke generer eller bemærkes, at flåten hænger på. Man opdager normalt først flåten, når man får øje på den.

Efter nogle dage, når flåten har fået blod nok, falder den af helt af sig selv. I de fleste tilfælde er det ikke farligt, men nogle flåter er bærere af en lille bakterie, Borrelia burgdoferi, som via flåtens bid, kan blive overført til mennesker, der herved risikerer at udvikle sygdommen borreliose. Visse flåter kan desuden være bærere af et virus, der kan give sygdommen TBE (Tickborne Encephalitis). I Danmark er det dog kun på Bornholm, man behøver frygte denne sygdom.

Hvordan kan man fjerne skovflåten?

Hvis skovflåten har nået at bide sig fast, sidder den med hovedet nede i huden. Herfra suger den, så dens store bagkrop fyldes med blod. Når man skal fjerne den, skal man have hele skovflåten ud. Det vigtigste er, at man ikke klemmer på flåtens krop. Så risikerer man, at den tømmer sin mave, og det er heri borrelia bakterien findes. På apoteket kan man også købe en speciel flåt-tang, som anbefales som den sikreste metode til at fjerne flåten.

Man kan også tage en smal pincet, og tage fat om skovflåten så langt nede om hovedet som muligt, uden at den går i stykker. Så trækker man langsomt og sejt, indtil den slipper. Ingen vilde ryk. Lad være med at prøve alle de gamle husråd med at dreje flåten rundt, brænde den med et cigaretskod eller smøre vaseline på, til den slipper. Man risikerer blot, at flåten sprøjter sit maveindhold ind, og derved overfører borrelia.

Hvad skal jeg gøre, hvis hovedet bliver siddende?

Hvis hovedet bliver siddende, er der risiko for at få infektion med andre mikroorganismer, svarende til den infektion, man risikerer, hvis man har fået en splint eller anden fremmedlegeme i huden. Denne infektion har ikke noget med borreliose at gøre, men kan være farlig eller ubehagelig alligevel. Derfor er det vigtigt at skovflåtens hoved bliver fjernet, og man bør kontakte lægen for at få det fjernet, hvis man ikke selv kan.

Hvad er symptomerne på borreliose?

Hvis man er blevet bidt af en flåt, skal man holde øje med bidstedet. Hvis der kommer en rød plet, der bliver større og efterhånden får en hvid plet i midten, kan det være de første tegn på borreliose. Dette udslet kaldes Erytema Migrans. Den røde plet, som eventuelt kan flytte sig, vil typisk vise sig mellem en og fire uger efter, man er blevet bidt af flåten. Hvis man mener, at man kan være blevet bidt af en flåt, og opdager det beskrevne udslet, skal man kontakte sin egen læge, som eventuelt vil behandle med penicillin. Andre symptomer på borreliose
kan være feber, træthed, hovedpine samt muskel- og led-smerter ligesom ved influenza.

Skal man have penicillin, hvis man er blevet bidt af en skovflåt?

Hvis man er blevet bidt af en skovflåt, og efterfølgende har fjernet den, er risikoen for at udvikle borreliose så lille, at der ikke er grund til behandling med antibiotika, som forebyggende behandling. Derimod er det vigtigt at holde øje med symptomer på borreliose, specielt en rød plet omkring det sted, hvor skovflåten sad, som gradvist bliver større, med et efterhånden blegt område i midten (Erythema Migrans). Dette vil ofte vise sig mellem en og fire uger efter, at man blev bidt. I sjældne tilfælde kan man dog have borreliose uden, at man får røde
mærker. Får man mistanken om sygdommen, skal man kontakte sin læge.

Kilde: Netdoktor, flåtbid.dk

Læs mere om flåter og flåtbid her: Beskyt dig mod flåtbid