Julehjerter og gaver under træet

Julen er hjerternes fest – men også en lille smule julegavernes…

Af Henriette Rosenthal

Der dejlige at få. Julegaverne, som lægges under træet, inden der danses omkring det. De er også dejlige at give, særligt hvis man synes, at man har fået en lys idé, og er sikker på at man har fundet den helt rigtige gave til rette vedkommende.

Skriv en ønskeseddel

I en tid hvor bæredygtighed og klimaforandringer fylder meget i vores bevidsthed, giver det god mening at skrive ønskeseddel. Vi ved jo, hvem vi udveksler gaver med. Ved at skrive en udførlig ønskeseddel med ting som du virkelig ønsker dig, undgår du, at alt for mange gaver ender ubrugte i bunden af skabet. For det er faktisk et helt unødvendigt ressourcespild.

Lav aftale om gavernes ”størrelse”

julegaver

Da der er stor forskel på vores økonomiske for hold, kan det være en fordel at aftale et beløb, gaverne ikke bør overstige. Så behøver ingen at føle sig forlegen over at modtage en gave, der er markant dyrere, end den man selv kan give. Aftalen kan også bare gå ud på, at alle giver lige præcis, det de har lyst til uden at skele til prisen. Det vigtigste er, at alle er med på idéen.

Giv det videre…

Sidste år kunne man i mange medier læse og høre, at rigtig mange familier søger om julehjælp. Ifølge Dansk Folkehjælp søgte det højeste antal nogensinde i 2018. På trods af en rekordhøj indsamling, var økonomien ikke tilstrækkelig til, at alle ansøgere kunne få hjælp til at anskaffe julens fornødenheder. Omkring 6.000 søgte desværre forgæves. På de sociale medier, i særlig grad Facebook, findes personer, der formidler brugt tøj og legetøj videre til familier, der trænger til en hjælpende hånd. Hvis du har noget i gemmerne, tøj dine børn er vokset ud af, eller legetøj der intet fejler, men som dine børn har mistet interessen for, så er der mange, der ville blive lykkelige for at modtage det.

Hjemmelavet gavekort

Et hjemmelavet gavekort er ganske gratis, og dejligt at modtage. Du kan lave dit eget klippekort i tykt papir eller karton med ti klip til for eksempel rengøring, massage, madlavning, eller hvad du nu ved, modtageren vil glæde sig til. Det er en hyggelig hjemmelavet julegave, som kan laves i sidste øjeblik og som er en 100% gratis.

Modstand fra kirken

Da traditionen med julegaver spredte sig i løbet af 1800-tallet, mødte den modstand fra kirken, der var imod, at man forkælede sine egne børn i julen. Meningen var jo, at det kun var det lille Jesusbarn, som man skulle tilbede. Fra 1800-tallet begyndte man alligevel, så småt at pakke gaver ind og uddele dem som overraskelser. Nogle blev hængt på juletræet, mens andre blev anbragt uindpakkede på et bord eller under juletræet.