Juledage og traditioner.

December er en måned fuld af hyggelige juledage og traditioner.

Af Henriette Rosenthal

Årets sidste måned kan også være travl. I børnenes skole og fritidsordning, i vuggestue og børnehaven. Alle vil de gerne invitere til jule-klippe-klistre-dag og hygge. Mange er også inviteret til diverse julefrokoster med vennerne og på jobbet. Så alt i alt er december måneden, som er vildt hyggelig og en smule anstrengende på en og samme tid.

❤ Fire søndage inden juleaften

Adventstiden dækker over de fire sidste søndage inden jul, hvilket vil sige frem mod den 25. december, der regnes som Jesu fødselsdag. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag fjerde søndag i advent. Adventskransen er da også en fast del af mange danskeres julepynt. I mange byer er det en fast tradition, at man tænder byens juletræ første søndag i advent. Første søndag i advent er for mange startskuddet til julens hyggerier.

❤ Luciadag

Den 13. december er Luciadag. Her fejrer vi den italienske helgeninde Santa Lucia, som bar lys på hovedet. På den måde kunne hun hjælpe med at dele mad ud til de fattige med
begge hænder. I skoler og børnehaver går børn i luciaoptog og synger den traditionelle ” Santa Lucia”- sang. Luciabruden går forrest, og bærer en krans med fire lys på sit hoved.
Hun følges af ”terner” som bærer et lys i hænderne.

❤ Vintersolhverv

Vintersolhverv markerer årets korteste dag, og falder i dagene lige før jul, enten den 21. eller 22. december. Derefter bliver dagene igen længere.

❤ Lillejuleaften

Den 23. december er det lillejuleaften. Det er sidste chance for at få købt julegaver. Risengrøden skal koges for at være klar til at blive til risalamande og i mange familier er der tradition for at juletræet pyntes denne aften. Husk at man altid skal byde eventuelle besøgende på noget denne dag og aften, for ellers siger folkeovertroen, at gæsterne
bærer julen ud.

❤ Juleaften

Mange går i kirke juleaftensdag. Om aftenen spises julemiddagen, og ifølge Danmarks Statistik vinder anden over flæskestegen. Gåsesteg er også noget danskerne har fået øjnene op for, så det er også en populær spise juleaften. Når der er danset omkring juletræet, er det børnenes fest, for så er det gavetid.

❤ Dagene derpå

Den 25. og 26. december er helligdage. Her samles man igen til de traditionelle julefrokoster, hvor det ikke er kalorierne der er sparet på. Ofte er det store kolde bord på menuen, og der hygges og spilles spil. Det er dage, hvor børnene for alvor får kigget på de nye legesager, der lå under juletræet.