Hygge under åben himmel

Lad os satse på at sommeren i Danmark bliver en af de skønne med masser af sol og blå himmel. Der er ikke ret meget der er hyggeligere end udeliv, grillaftener i haven eller på altanen, og udflugter ud i det blå under åben himmel.

Af Henriette Rosenthal

morgenbad under åben himmel

Morgenbad til fuglene

Et fuglebad er ”et must” for enhver haveejer, som gerne vil forkæle sine fugle i haven. Fuglene elsker nemlig at pleje deres fjerpragt ved at bade i vandet.

Grillet citron

Har du nogensinde grillet en citron? Der sker noget helt særligt med smagen, når du griller citroner. Du kan bruge saften til dressinger til
salaten. Grillede citroner smager også godt sammen med grillet og stegt fisk eller kylling.

Hvorfor klør myggestik?

Sommeraftener under åben himmel er skønne, men når mørket falder på, begynder myggene at sværme om ørene på os. Nogle bliver ”ædt op” af myg, andre interesserer åbenbart ikke de små blodsugende væsner. Men vidste du, at det er spyttet som myggen sprøjter ind på det sted, hvor de har stukket hul, der giver kløe. Spyttet indeholder enzymer, som forhindrer blodet i at størkne, så myggene kan suge løs.

Udflugt til stranden

Mange af os tager grillen med til stranden. Det er hyggeligt at grille i solnedgangens skær og kigge ud på havet. Men vis hensyn. Undgå at efterlade gløder, når I fjerner grillen. Selvom grill og gløder er fjernet, kan det stadig være farligt, for sandet kan være flere hundrede grader varmt, og der er risiko for forbrænding af fødderne. Det er derfor vigtigt, at man afkøler sandet, inden man forlader stedet.

Stangtennisturnering

Det er sjovt at spille stangtennis mod hinanden. Sørg for at stille stangen, så bold og ketcher ikke rammer nogen eller noget. Lav eventuelt jeres egen stangtennisturnering, og sæt en fin præmie på højkant. På den måde får I rørt jer sammen, for det kræver, at man er på dupperne, hvis man vil vinde.

mad over bål under åben himmel

Mad over bål

Der skal ikke det store udstyr til for at komme i gang med at lave mad over bål, under åben himmel. Man behøver blot en gryde, der kan holde til at blive sat ovenpå gløder og så er man klar. Hvis man gerne vil have lidt mere styr på temperaturen, kan det være en god idé at købe et stativ, hvor man kan hænge en gryde eller en rist, da det både gør arbejdshøjden bedre. Det giver også mulighed for at hæve og sænke gryde/rist.

Undgå at få ”avs i mavs”

Gennemsteg hakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød.
Hakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød skal være gennemvarmt. Bakterierne kan nemlig sidde inde i disse kødtyper. I hele stykker kød som stege og bøffer, sidder bakterierne normalt kun på overfladen. Derfor behøver hele kødstykker ikke at blive gennemvarmet.

rulleskøjter

Sommertid er rulleskøjtetid

Det er sjovt, det går stærkt og nogle gange stopper det brat. Sæsonen for rulleskøjter har længe været i gang, og selv om man er en ”haj” til at løbe på dem, sker det at man falder. Kedelige hudafskrabninger på knæene er ubehagelige, men værre er, at de fleste skader går ud over håndleddene, som kan brække fordi man tager fra med hænderne når man falder. En gylden regel bør altså være: Husk håndleds- og knæbeskyttere og ikke mindst en hjem som beskytter mod hjernerystelse.

Godt grej

Lad stegegaflen ligge i køkkenskuffen, når du griller. Hvis du stikker den i kødet, pibler kødsaften ud og du står tilbage med et tørt stykke kød. Hvis du er glad for at grille, så invester i en god tang og palet i et materiale der tåler grillens varme.

Bål i haven

En bålplads i haven inviterer til samvær og samler børn og voksne på tværs af generationer. Den nemme løsning er at købe et bålfad, som fås i de fleste byggemarkeder. Bålfadet kan bruges til et hyggebål, eller I kan tænde op og bage snobrød eller riste skumfiduser over flammerne.

Bål under åben himmel

Kender du reglerne for båltænding? Dem finder du her:
Når du tænder et almindelig lille bål – også i bålfad – skal det være i god afstand til bygninger.

Som hovedregel gælder:
– En afstand på 10 m fra bygninger med hårdt tag (gælder dog ikke hvis bålet er mindre end 80 cm i diameter).
– En afstand på 15 m fra bygninger med letantændeligt tag, f.eks. stråtag, og steder hvor der oplagres brandfarlige eller letantændelige stoffer.
– Tænder du bål i naturen skal der også være 15 meter til nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og andet letantændelig vegetation og markafgrøder.
– I skov bør du kun tænde bål på indrettede bålpladser.

Sommerfugle i haven

Sommerfugle holder af frugt i gæring som for eksempel nedfaldsfrugt. Vil du gerne have besøg af de fine sommerfugle, kan du lokke dem til ved at lægge noget frugt i en plasticpose og lade det ligge i solen, til det gærer. Læg derefter de gærede frugter forskellige steder i haven, hvor det vil tiltrække sommerfuglene.

Vand er godt…

Husk at drikke mindst 1,5 liter om dagen og gerne mere på de rigtigt varme sommerdage. Gerne dejligt koldt vand. Hav altid en kande vand i køleskabet, både fordi det smager godt, og fordi det er lettere at vurdere hvor meget, I egentlig har fået drukket i løbet af dagen.

Fødevarestyrelsen har disse gode råd til grillsæsonen

Du skal især passe på, når du tilbereder fjerkræ og griller udendørs om sommeren, under åben himmel. Det går nemlig ofte galt med hygiejnen ved havegrillen.

Grillet citron

Følg de tre gode grillråd:

– To fade – ét til råt og ét til stegt
– To grilltænger – én til råt og én til stegt kød
– Vask hænder, når du har rørt ved råt kød.
Hvis du følger disse grillråd, får du ikke spredt bakterier fra det rå kød til det færdigstegte kød og til salaten, brødet og anden færdig mad.

Byg en hule i haven

Det er kreativt og sjovt at bygge en hule sammen med børnene. Fantasien skal i sving og der skal findes materialer til byggeprojektet. Et par gamle tæpper er en god start. Det er rendyrket hygge og en stor tilfredsstillelse at se det endelige resultat. Alle børn elsker at få serveret saft og snacks i den nybyggede hule.

Pluk selv – i hele Danmark

Der er noget særligt, ved at spise frugt og grønt, som man selv har været med til at plukke eller hive op af jorden. Besøg et af de mange ”Pluk selv” steder hvor, man til en rimelig pris, kan forsyne sig med helt friske grøntsager eller frugt, som man selv høster. Lad børnene komme helt tæt på naturen, og vis dem hvor sjovt det er, at grave efter små nye kartofler, plukke lækre røde jordbær og hvor skønt helt friske ærter smager. Husk at tage koldt vand med i drikkedunke, for man får hurtigt varmen, når man ”arbejder i marken”. Husk også at tage små spande eller poser med, da det ikke er alle steder, man kan tilbyde dette. Find eventuelt et sted i nærheden af hvor I bor på www.plukselvfrugt.dk.

Kilde: Friluftsrådet.