Husk (også) cykellygterne!

Med efteråret følger mørket, og mange bliver overraskede over hvor hurtigt dagene afkortes og hvor tidligt mørket sænker sig. Vi har kigget lidt på cykellygterne og hvilke der ifølge lovgivningen er de korrekte af slagsen.

Af Bonnie Jensen

Har du lygter med til din cykel? Det er mit evige spørgsmål, til mine drenges kammerater, der har været på besøg, og nu kommer for at sige farvel. Jeg har gjort det for vane, altid at have et par ekstra cykellygter liggende i skuffen i vores entré, da lys på cyklen er min helt store kæphest. Jeg har nemlig selv prøvet at blive overrasket over en cyklist jeg fik øje på lige i sidste øjeblik.

Lygtetændingstid…
Hvornår skal cykellygterne tændes?

Alle cykler skal have lys på fra solnedgang til solopgang og i øvrigt i usigtbart vejr, for eksempel i tåge og tæt snevejr. Lygtetændingstiden skifter med årets gang, og du kan desværre ikke regne med gadelygternes tændingstid.

Krav til lygter

En cykellygte skal være tydeligt synlig på mindst 300 meters afstand uden at virke blændende.
300 meters reglen er dog en tommelfingerregel – hvis det f.eks. er tåget, kan lygten selvfølgelig ikke ses på 300 meters afstand. Lygten skal desuden være synlig fra siden.

Cykellygterne og baglygterne

En forlygte må gerne lyse gult, hvidt eller blåligt, imens baglygten skal lyse rødt

Hvis den lyser gult, må den ikke blinke. Hvis den lyser hvidt eller blåt, må den
gerne blinke. Hvis lygten blinker, skal den gøre det med mindst 120 blink i minuttet. En baglygte må også gerne blinke. Det skal i så fald ske med mindst 120 blink pr. minut, hvilket er ret hurtigt. Både for- og baglygten skal kunne lyse i 5 timer ved 5 graders varme.

Kilde: Cyklistforbundet