Husk hinanden

Hvis I også er røget i fælden, i parforholdet, hvor i er kommet til at betragte hinanden som gode samarbejdspartnere og bedste venner, så er det måske tid til at få vendt skuden – eller endnu bedre – gør det før.

Af Henriette Rosenthal

Et par fridage eller -timer i andre omgivelser end de vanlige, kan være livsgivende for de fleste parforhold. For hånden på hjertet – der går hurtigt leverpostejmadder, vasketøj og frustrationer i den, når man ”driver” en familie sammen, og ifølge statistikkerne er det særligt vanskeligt, når man lever i en sammenbragt familie. Stik af. Und jer selv et frikvarter, hvor børn og terminsbetalinger ryger over højre skulder og få nogle nye input, så I har andet end hverdag at tale om.

Tæt på eller langt væk?

Det behøver ikke at koste det hvide ud af øjnene at prioritere lidt voksentid i parforholdet. Bevares, et lækkert spaophold er der nok ikke mange, der ville takke nej tak til, men heldigvis kan mindre også gøre det. Et par timers ”holden i hånd” i biografens mørke, en god film og lune popcorn kan altså også noget, og det ligger, for de fleste, indenfor et overskueligt budget.

Kan I lide at gå? Hvis ja, kan det varmt anbefales at indlægge gåture sammen i hverdagen – uden børn – for så flyder samtalen ofte mere let og ubesværet, fordi man ikke sidder overfor hinanden. Her er det muligt at vende store og små spørgsmål, faktisk helst små, for så undgår man gerne, at de vokser over hovedet på os og bliver til problemer, der ikke kan løses.

gå tur i parforholdet

Storby eller strand?

Hvis budgettet tillader det, så overvej at hidkalde bedsteforældre eller andre gode voksne i jeres børn liv, og smut afsted i en weekend. Hvis man planlægger det i god tid, kan man sagtens være heldig at finde transport, tog- eller flybilletter, som er til at betale. Der findes både destinationer med skønne naturoplevelser, livlig storbyweekend eller et par dage med sol og strand, uden det behøver at tage for lang tid at komme dertil. Måske vil I opdage, at der ikke skal mere til, end en dag eller to væk fra hverdagen, før I vender hjem igen med fornyet energi og gåpåmod i forhold til at hjælpes ad med hverdagens udfordringer.

Gode tilbud

Hvis du gerne vil tippes om gode tilbud på weekendophold i Danmark og udlandet, så tjek de forskellige dealsites, der løbende forhandler gode aftaler på plads om gode rabatter, og sender tilbuddene til dig på din e-mail. Måske er det din tur til at overraske din elskede med en sviptur uden børn?