Haven i juni og juli

Endelig er det sommer, og juni er den første sommermåned, hvor der for alvor kommer liv i haven. Det hele vokser og blomstrer, og du
kan endelig begynde at nyde den første høst fra køkkenhaven. I juni er det tid til at luge, nippe, vande, klippe hæk, binde op og så
bladgrønt løbende.

Af Bitten Rosenkamp-Sejersen

Det er nu blevet så varmt, at du kan plante tomat- og agurkeplanter i drivhuset. Sæt planterne i vand i en halv times tid inden plantning, og husk at plante tomaterne lidt dybere end de stod i potterne – du kan roligt plante ned til første bladpar, da stænglen blot vil slå rødder.

Agurken derimod kan ikke lide, at rodhalsen sopper i vand. Her er det en fordel, at du planter ovenpå en 10-15 cm. høj jordtop, da vandet så vil løbe væk fra agurkeplantens rodhals. På den måde mindsker du også chancen for svampeangreb, som kan ødelægge agurkeplanten. Agurkeplanter får små frugter på hovedstammen, som du kan plukke og bruge i din madlavning.

Da begge planter kan blive utrolig høje i løbet af sommeren,skal de helst bindes op. For det er jo ærgerligt, hvis de knækker.
tomater i drivhuset

Husk at knibe sideskud på dine tomater af i takt med, at de vokser – dette giver en flot høst.
Er det en busktomat, skal den dog normalt ikke knibes, så tjek hvilken sort du har. Bliver sorten meget høj, kan du også knibe toppen
af. Hvis du lader et par sideskud blive 20-30 cm lange, inden du brækker dem af, så kan du sætte dem i jorden og sørge for hyppig vanding, så bliver de hurtigt til nye planter.

For at kunne høste flere tomater i løbet af sommeren, kan du med fordel ryste planterne når de har blomster.
Flere bier vil derved bestøve tomatplanterne, da pollen drysser ned på støvfanget. En god idé er også at sætte planter i drivhuset, der tiltrækker bier og svirrefluer, så du ikke skal rundt med en pensel og selv stå for bestøvningen.
For at undgå skimmelangreb på planterne i drivhuset, skal du sørge for rigelig skygge og god udluftning. Uanset hvilke planter du har i drivhuset, skal de vandes rigeligt og ofte.

Køkkenhaven

Køkkenhaven

Efter grundlovsdag er nattefrosten overstået, så juni er ideel til at påbegynde udplantning og såning i køkkenhaven. Har du haft planter som rosenkål, knoldselleri, grønkål, squash, aubergine, agurk, peber og tomater stående til forspiring, kan du begynde at udplante dem nu.
I juni kan du stadig nå at så en lang række grøntsagsfrø: buskbønner, endiviesalat, julesalat, fennikel, gulerødder, spinat, stangbønner, ærter, kål, porrer, græskar/squash og salat.

Du kan også lede efter lune steder i haven – gerne op ad en sydvendt mur, hvor du kan plante chili, tomater, squash og majs.
Husk at løsne jorden, luge ud, gøde og vande grundigt inden du sår og planter. For at holde jorden ekstra fugtig, kan det være en god ide
at dække med fiberdug, kompost, halm eller græsafklip mellem planterne. Dette er også med til at reducere ukrudtet, og hjælper jordens mikroorganismer på vej.

Kartofler

Har du kartofler i din køkkenhave, skal de hyppes første gang, toppene er kommet et par centimeter over jorden. Hyp kartoflerne ofte uden at dække bladene på toppen. Lav en lille jordbakke omkring planten for at beskytte den mod sollyset, så der ikke dannes giftstoffer i planten. Det giver flere kartofler og færre grønne kartofler.

Pil de største kartofler op med fingrene når du høster, så kan du undgå at skade de små kartofler, som ikke er klar endnu.
Opbevar kartoflerne mørkt og svalt, når de er gravet op.
Hvis kartoffelplanterne ser meget visne ud, kan det være tegn på kartoffelskimmel. Fjern derfor alt det overjordiske af planten og smid det ud. Kartoflerne nede i jorden tager ikke skade, hvis bladene fjernes, men de vokser dog ikke mere uden toppen.
De lyse og varme dage gør forholdene for ukrudt ideel, så du må i gang med lugningen i køkkenhaven, så det ikke tager overhånd og kvæler dine planter.

I juni skal du også huske at vande små og nye planter ekstra i tørre perioder.

Høst asparges og rabarber til og med Sankt Hans, hvorefter de skal have lov at samle kræfter til næste års høst.
Tynd ud i køkkenhaven, så planterne har plads til at udvikle sig. Det kan føles hårdt, men de fleste små spirer og rødder er lækre i blandt andet salater. Så ofte lidt ny salat, spinat, rucola, gulerødder og radiser, så du hele tiden har nyt at plukke af.

Plant forskellige krydderurter – jo mere du bruger af dem, desto frodigere.
Gennemvæd dem godt inden udplantning, og plant dem gerne med en langtidsholdbar, økologisk gødning. Sæt dem for eksempel i krukker eller baljer, men ikke alt for tæt, der skal gerne være jord imellem dem. Husk også at høste urter til tørring eller frysning, så har du til vinteren igennem.

F.eks. kan du lave isterninger med hakkede krydderurter, så er de lige til at tage op og putte direkte i maden.

For at undgå kålsommerfuglens larver, kan det være en fordel at lægge en fiberdug eller et insektnet over kålen. Synlige larver fjernes, inden de skader høsten.

Ligeledes skal du dække dine jordbær med et net eller en fiberdug, så solsortene ikke hugger dem. Du kan dække jorden mellem jordbærrene til med halm eller fiberdug, derved undgår du, at bærrene bliver beskidte, og det holder bedre på fugten. Jordbærbede
kan også beskyttes mod snegle ved at opsætte et sneglehegn omkring planterne. Jordbærplanter danner blomsteranlæg i løbet af august og september, og derfor skal nye planter helst plantes i juli, så de kan vokse sig stærke inden august.

Bede

Rhododendron i haven

Knib eller klip løbende de visne blomsterhoveder af sommerblomsterne, det forlænger blomstringen, og kan måske give et ekstra flor.
Det er især vigtigt at få fjernet alle de visne blomster på Rhododendron-planterne, derved kommer der kraftigere skud og rigtig mange blomster næste sæson.

Hvis rododendronerne bliver gullige i bladene, har de brug for noget surbundsgødning. Det er vigtigt at luge, inden ukrudtet blomstrer og sætter frø. Lugningen er fast arbejde, indtil planterne begynder at lukke samme og skygge for ukrudtet, men det sparer dig for en masse arbejde senere. Rhododendron gødes sidste gang start juli.
Husk at lave dine egne stiklinger i løbet af sommeren. Du kan nemt lave stiklinger af de bløde urteagtige stængler på for eksempel lavendler, pelargonie, fuchsia.
Rengør stængler for blomster og knopper, og plant det i en potte fyldt med så- og priklemuld. Vand, og pak potten ind i en plastikpose. Efter ca. to uger, når der er rødder på stiklingerne, pakkes de ud.

Krukker og altankasser

Da faren for nattefrost er ovre, kan du plante sommerblomster i krukker, ampler og altankasser. Husk, at der altid skal være hul i bunden eller på siden af beholderen, så det overskydende vand kan løbe fra. Stil blomsterne i vand ca. en halv times tid inden udplantning – og vand rigtig godt efter, du har plantet dem.
I juni kan du også sætte stueplanterne ud. Det er dog vigtigt de få lov at vænne sig til det nye miljø, så derfor anbefales det at de står i lidt skygge i løbet af dagen og kommer ind om natten i de første par uger.

Vanding i haven

Barnebarn i haven

Juni er normalt en tør måned, så der skal vandes godt og ofte. Vand om morgenen eller aftenen. Vær især opmærksom på nyplantede blomster, urter, buske og træer, der skal have ekstra godt med vand, da deres rødder endnu ikke rækker så dybt. I stedet for overbrusning
af planterne, bør du vande ekstra godt ved jorden. Sommerblomster i krukker, ampler og altankasser skal vandes med rent vand de første ca. 3 uger, derefter med vand tilsat økologisk gødning
Hvis du oplever at en plante er tørret ud, er det vigtigt at vande grundigt med alm. vand, og først tilsætte gødning, når planten igen er i vækst.

Stauder

bede i haven

Hvis du klipper de tidlige stauder ned med det samme, blomstrer mange af dem en ekstra gang. Dette gælder blandt andet for storkenæb og løvefod.

Hvis dine stauder i løbet af sommeren bliver så store, at de vælter lidt ud til siderne, så giv dem noget ekstra støtte med for eksempel stativer eller grene. Stauderne vil oftest vokse hen over dem, så de ikke er synlige.
Sørg for, at stauderne har tilstrækkeligt med vand, hvis det er en tør sommer. Hvis jorden er meget tør, kan du give den et
lag topdressing bestående af kompost.

Roser

Roser i haven

Fjern vildskud fra roserne ved at rive skuddene op med roden, så de ikke skyder på ny.
Klatreroser bindes løbende løst op. Husk at gøde roserne ofte.
Hvis du gerne vil plante roser i din have, kan du godt gøre det nu, selvom efteråret normalt er det bedste tidspunkt at gøre det. Når du planter roser, skal jorden være helt ren for ukrudt, og det skal løbende holdes borte. Det er vigtigt, at du vander roserne grundigt
og godt, når du planter dem. Hvis det ikke regner 2-3 uger i træk, er det på tide at gennemvande rosenbedet med 30 liter vand pr. m2.

Efterhånden som de enkelte rosenblomster visner, bør du klippe/knibe dem af, så de ikke længere tager næring fra resten af planten. Resultatet bliver en rose med flottere og frodigere blomster.
Husk at friske skud kan tiltrække skadedyr og sygdomme. Du skal derfor holde ekstra godt øje, og straks skære ramte skud væk.
Hvis du opdager, at en rose har fået lus, kan du enten anvende et lusemiddel eller forsøge at fjerne dem ved at spule rosen med koldt vand. Pas på blomsterne, når du gør det. Hvidpudrede skud på roserne skal straks klippes af.

Løg og knolde

Visne blomster er ikke kønne at se på. Knib blomsterne af løgene, men klip ikke den grønne stilk ned – lad den stå, til den visner. Løgene suger næring fra dem, så de er klar til at blomstre igen næste forår. Toppen af løg skal straks fjernes, hvis de får en grålig belægning.

Frugttræer, buske og hække

Æbletræer i haven

Alle frugttræer skal beskæres om sommeren. Når du fjerner nye skud på frugttræerne, giver det mere saft og kraft til frugterne i årets høst. Er der mange frugter på træerne er det en god ide at tynde ud. Der skal være omkring 15 cm. mellem pærer og æbler, og ca. 5 cm. mellem blommer, det giver frugterne plads og ekstra næring til at vokse sig større.

Visne skud på frugttræerne skal fjernes. De kan nemlig være ramt af en svampesygdom som kan sprede sig, og hele frugttræet kan i værste tilfælde ende med at gå til. Hvidpudrede skud på frugttræer skal straks klippes af.

Når du høster din ribsbusk, kan du samtidig beskære den. Ved at beskære et par af de ældste grene hvert år, holder du buksen ung og frodig.

Klip løvfældende hække som bøg, tjørn, lærk og liguster i juni. Hvis du venter til efter Sankt Hans er fuglene fløjet fra reden. Vent med klippe stedsegrønne hække som taks, buksbom og thuja til august-september med mindre, du ikke nåede at klippe dem sidste år – ellers kan du klippe dem i begyndelsen af juni.

Græsplænen

Slå helst græsplænen en gang om ugen i sommermånederne. Brug en klippehøjde på ca. 2-3 cm. Hvis du stikker kanten langs plænen, ser den mere sund og veltrimmet ud. Gød med 1-2 kg. NPK-gødning pr. 100 m2 før udsigt til regn, så hjælper du plænen i god vækst, og reducerer tilmed også risikoen for mos i græsplænen.

Vinplanter

Den største del af beskæringen af vin foregår hen over sommeren, hvor de frugtbærende skud skal skæres tilbage, så der er 1-3 blade efter klasen. De skud, der ikke bærer vindruer, kan fjernes ved at klippe helt tilbage til hovedstammen. Sommerbeskær gerne 3-5 gange fra juni-september.

Læs evt. vores artikel om haven i April og Maj.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments