Undgå stress – lyt til dig selv

Stress er ikke det samme som travlhed, men er en overbelastning af krop og/eller sind, som kan medføre søvnproblemer, hukommelses- og koncentrationsbesvær, og i værste fald alvorlig sygdom.

Af Bonnie Jensen

Stress er ikke en sygdom. Stress er en belastningstilstand – en ubalance (som man er kommet i) – som, hvis det står på i længere tid, kan medføre sygdomme. Blodpropper, hjerte-karsygdomme og depression er blandt de følgesygdomme, der kan komme efter længerevarende stress, ligesom kroniske sygdomme som allergi, astma, psoriasis og diabetes ofte forværres af stress.

Hvordan kan jeg kende forskel på travlhed og stress?

Når man har travlt – uanset om det er lidt eller meget – er travlheden ofte præget af en lystbetonet og engageret følelse for de opgaver, der skal løses. Man finder energi i udførelsen af sit arbejde. På en arbejdsplads med deadlines er der således ofte forbundet en stor lyst til at nå målet i tide. Og særligt når opgaven er løst, vil man få lyst til at fejre, at man nåede målet.

Denne lyst er fraværende, når man er stresset. Man oplever ingen glæde eller energi i forbindelse med sit arbejde eller gøremål og aktiviteter i privatlivet. Mest tydeligt bliver det måske, når målet nås. Da vil den stressede medarbejder ikke dele kollegernes glæde, men blot haste videre med de næste opgaver.

Hvis du kan nikke genkendende til flere af disse tegn på stress, så tag en snak med din læge:

Fysiske signaler på stress

  • Hovedpine
  • Hjertebanken
  • Svedeture
  • Nedsat immunforsvar – hyppige infektioner
  • Appetitløshed
  • Svimmelhed
  • Diarré
  • Rysten på hænderne
  • Nedsat lyst til sex

Psykiske signaler på stress

  • Træthed og søvnproblemer
  • Hukommelsesbesvær
  • Ulyst
  • Anspændthed
  • Koncentrationsbesvær
  • Utålmodighed
  • Angst for almindelige problemer – en uforklarlig angst
  • Depression