Ud og leg…

Med de varmere temperaturer og færre regndråber fra oven, er det tid til at komme ud i det fri – og lege. Men hvad skal vi lege?

Fangeleg

Denne leg får pulsen op, og er nem at være med til. Der er én, der skal være “fanger”, og de andre skal være “løbere”. Fangeren skal jage løberne. Hvis man bliver rørt ved af fangeren, er man taget, og så er man blevet til Fanger. Så nu skal man selv være den, der jager de andre.

Sjippe i bue for hele familien

Noget så enkelt som at hoppe i sjippetov, udvikler børns evne til at koordinere arme og ben samtidig, og de hurtige hop styrker barnets balanceevne og kondition. Det er både sjovt, og god motion for hele familien. Man kan sagtens være flere, der deltager i legen, så hvad med at lokke hele familien med udenfor og lav en sjov fælles-leg med sjippetovet? Det kræver blot et langt sjippetov med to raske folk, en i hver ende, der gider at svinge tovet. De andre stiller sig i kø til højre for den ene, som svinger tovet. Man har aftalt, hvor mange hop man skal hoppe i tovbuen, hvorefter man skal ud til den anden side. Hvis man bliver ramt af tovet eller træder på tovet, skal man afløse en af dem, som svinger tovet.

Byg en hule

Hvad med at bygge en hule sammen? Det er en kreativ og udfordrende proces at bygge en hule. Fantasien skal i sving, og der skal findes materialer til byggeprojektet. Et par gamle tæpper er en god start. Det er rendyrket hygge, og en stor tilfredsstillelse at se det endelige resultat.

Rødt lys, grønt lys

Her er der en, der er “Trafiklys” mens de andre står i den anden ende. Når Trafiklyset vender med ansigtet mod gruppen, siger denne person “rødt lys” og alle de andre skal fryse/stå helt stille. Så vender Trafiklyset ryggen til gruppen, og siger “grønt lys”, og så skal alle de
andre gå så hurtigt som muligt op mod Trafiklyset. Trafiklyset kan når som helst vende sig om, og sige “rødt lys”, og hvis nogen bevæger sig, skal de starte forfra. Den første, som rører Trafiklyset vinder, og bliver den næste, der skal være Trafiklys.

Gemmeleg

Imens den ene tæller til 10, gemmer de andre sig. Det er en sjov leg, som alle kan være med til. Og det skaber mange grin, når man bliver fundet, eller når det er nærmest umuligt at finde den sidste.

Fang sæbeboblerne

Sæbebobler inviterer til, at man skal prøve at fange dem. Find et udendørs sted med god plads, og blæs sæbebobler, som dit barn kan prøve at få fat på. Hvis dit barn er helt lille, er det sjovt bare at løbe efter boblerne.

Naturlegepladser

Hvis I er så heldige at bo i nærheden af en legeplads, så giver det sig selv – så er det bare om at komme op på rutschebanen, og svinge sig i tovene. Men hvis ikke I er så heldige, så søg på nettet efter en af de mange naturlegepladser, der er fordelt rundt i landet. Naturstyrelsen
har etableret mere end 50 naturlegepladser, hvor alle er velkomne. Her er der plads til masser af sjov leg, og god motorisk træning.

Naturlegepladserne ligger ofte i tilknytning til en skov, og har legeredskaber af træstammer, tov, jord og vand. De er indrettet forskelligt, men fælles for dem er, at legeredskaberne er bygget af naturmaterialer. Her er også hyggelige bålpladser, og steder, hvor børnene kan bygge huler.

I kan finde en Naturlegeplads i nærheden af, hvor I bor på: www.naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/naturlegepladser