Taknemlighedstræning kan være et værn mod børns travle hverdag

Når børns alarmsystem i større eller mindre grad er aktiveret fra morgen til aften, så vil det give stress-symptomer. Så som forældre skal vi derfor være opmærksomme på, hvordan klimakrisen, Corona-pandemien og den nuværende krig i Ukraine, sætter vores børns hjerner på overarbejde, så vi kan hjælpe dem videre.

Af Bonnie Jensen

Taknemlighedstræning kan hjælpe børn med at tackle det moderne liv med alle de udfordringer og krav, der er. Ved at snakke om, og sætte ord på, de gode ting fra hverdagen, og skrive det ned på et stykke papir, får børnene pludseligt øje på alle de gode ting, der er i deres liv, og de kan på den måde lære at fokusere på de positive ting, i stedet for alt ”det grimme”.

Tag en snak om de ting vi skal være taknemlige for

– Alting går stærkt i børnenes liv, og de får hele tiden påmindelser om at skulle noget, kunne noget, være noget, og opnå noget. Men via taknemlighedstræning, som de kan blive dygtigere til, får de hjælp til at skabe ro og fokus – og så lærer de at håndtere alt det, de ikke kan ændre. Det gør ikke kun vores børn klogere på dem selv og deres liv – vi bliver som forældre også meget klogere på, hvordan vi kan være de bedst mulige forældre til netop vores børn, fortæller sygeplejerske, mindfulnessinstruktør og forfatter Louise Mackenhauer.

– Vores hjerner er designet til at se problemer, og opdage farer. Det betyder blandt andet, at vi – selv når livet går godt – meget nemt, i stedet for at nyde det, kan komme til at fokusere på den næste udfordring, og på alt det, der ikke lige er, som vi vil have det, fortæller Louise Mackenhauer, der i en ny bog kommer med viden om, hvordan man kan spille hele familien god gennem meningsfokuserede samtaler om netop taknemmelighed.

Taknemlighedstræning med taknemmelighedsdagbogen

“Taknemmelighedsbogen til børn og deres forældre” henvender sig til børn fra 8 år og op. I bogen kan man finde meditationer og introduktionsvideoer, som hjælper børnene og deres voksne med øvelserne. Bogen er skrevet til børnene, men med de voksne med på sidelinjen. Der er indledende spørgsmål, hvor man sammen med barnet taler om, hvordan barnet selv oplever at finde ro, og taler om, hvad barnet ønsker mere og mindre af i sit liv. Derefter begynder taknemmelighedsdagbogen, hvor barnet skriver oplevelser ned, som han eller hun sætter pris på, og dermed får de gode ting i hverdagen ny fokus.

Forekomsten af stress, angst og depression blandt børn og unge har i de seneste år været i kraftig stigning. 13 % af pigerne og 5 % af drengene i 6. klasse, har – ifølge Børns Vilkår – følt sig stresset ofte eller hele tiden inden for den seneste måned.