Skal vi give vores børn pligter?

Pligter er en vigtig del af opdragelsen. På den måde lærer vores børn at være med til at tage ansvar, og vi er med til at vise dem, hvordan de tager del i familiens fællesskab, både når det er sjovt og mindre sjovt.

Af Susanna Hochheim

Når vi giver vores børn opgaver i dagligdagen, som de skal hjælpe med at løse, er det med til at give børnene en form for “indre struktur”, hvor de lærer, hvordan man bliver en del af fællesskabet, når man er en familie, og det gavner dem på sigt. Forskning viser fx, at det styrker børns sociale og adfærdsmæssige udvikling, når de hjælper til derhjemme. I såkaldt “longitudinale studier”, hvor man følger børn gennem en længere årrække, kan forskere også se, at børn, der har pligter, klarer sig bedre som voksn og er mentalt sundere og gladere.

Men hvilke pligter passer til hvilken alder?

Her kan du se eksempler og få et overblik over, hvornår børn typisk er klar til hvad. Husk, at det er vigtigt at vælge nogle opgaver, som børnene kan have ansvar for på en fast basis (især når børnene bliver lidt større), fx en gang om ugen, eller små opgaver, som de løser hver dag. Det er denne form for faste rutiner, som over tid giver børn en grundlæggende ansvarsfølelse.

2-3-årige børn

I denne alder kan børn hjælpe til med helt små opgaver, som skal udføres sammen med en voksen. Selvom de kun hjælper med små ting, er det dog supergodt, at de allerede starter nu. På den måde vænner de sig nemlig til at være med til at hjælpe familien og gøre en forskel for andre. Her er nogle eksempler på, hvad helt små børn kan hjælpe med:

  • Putte vasketøj i vasketøjskurven/vaskemaskinen
  • Rydde deres legetøj op
  • Giv hunden eller katten mad
  • Bære koppen eller tallerkenen med over til bordet
  • Små køkkenopgaver sammen med en voksen (skylle frugt, tørre bordet af med en klud, røre eller hælde osv.)
  • Finde varer i supermarkedet
  • Bære egen taske
  • Hænge jakke op og sætte sko pænt
  • Lægge tøj i skabet.

4-7-årige børn

Når børnene bliver lidt større, er de klar til mere ansvar, og de vil gradvist kunne løse flere og flere opgaver selv. De kan med fordel hjælpe til med ting, som at:

  • Dække bord og rydde af
  • Tømme/fylde opvaskemaskinen
  • Rydde op på eget værelse
  • Rede seng
  • Vande planter eller hjælpe til med andre opgaver i haven
  • Finde varer i supermarkedet, bære lettere ting ud (fx toiletpapir) og hjælpe til med at lægge varerne på plads derhjemme
  • Hænge vasketøj op
  • Pakke tasken til børnehaven/skolen
  • Bære taske til og fra børnehave/skole.

8-10-årige børn

I denne alder sker der et markant skifte. De ting, som børnene tidligere har hjulpet til med, sker nu helt automatisk, og børnene kan derfor begynde at få et større ansvar. De kan også få opgaver, som har betydning for hele familien og som hjælper alle (fx dække bord). Det kan være pligter som at:

  • Rydde op på deres værelse
  • Rengøring, fx støvsugning
  • Have en maddag
  • Gå tur med hunden
  • Tage affald ud
  • Tømme postkassen
  • Hjælpe til med indkøb
  • Lægge indkøb væk
  • Lægge vasketøj sammen og lægge det på plads
  • Hjælpe til med at smøre madpakke.

10 år og ældre

Det er selvfølgelig forskelligt, hvornår børn er klar til hvad, men store børn har godt af at mærke, at der er bestemte ting, de har ansvar for selv at klare. Nedenfor er der inspiration til, hvilke typer af opgaver, det kan være:

  • Have en maddag, hvor de selv står for/er med til at købe ind
  • Vaske deres eget vasketøj, hænge det op og lægge det sammen
  • Passe deres mindre søskende
  • Selv holde styr på egne lommepenge
  • Have faste rengøringsopgaver
  • Smøre deres egen madpakke
  • Gå tur med hunden
  • Selv klare transport til og fra skole, fritidsinteresser og venner/veninder
  • Planlægge lektielæsning
  • Rydde op på værelset
  • Dække bord/rydde af bordet
  • Sætte eget vækkeur og stå op
  • Fylde og tømme opvaskemaskinen
  • Hjælpe med at rydde huset op
  • Stå for mindre indkøb

Kilde: nordicparenting.dk