Skoldkopper – en af de mest smitsomme børnesygdomme

Nogle børn bliver hårdt ramt af skoldkopper, andre slipper lettere. Men i virkeligheden kan man sagtens skåne sine børn for denne smitsomme børnesygdom. For sagen er den, at der findes en vaccine mod skoldkopper.
Af Bonnie Jensen

Skoldkopper er oftest en mild børnesygdom og der ses sjældent komplikationer hos i forvejen raske børn. Men hos voksne og børn med nedsat immunforsvar er risikoen for komplikationer højere.

Børnesygdommen skyldes virus og viser sig ved blæredannelse på huden, og smitten overføres via væske fra blærerne eller ved dråber, der hostes eller nyses ud i luften. Da det er en meget smitsom børnesygdom, og da skoldkopperne kløer, så vil det være naturligt for børn at kradse sig. Det skal man helst undgå, da det kan give infektioner, hvor der skal antibiotika til at få bugt med det, og antibiotika er der jo ingen af os, der ønsker at vores børn skal have mere end højst nødvendigt.

Hvad er symptomerne på skoldkopper?

Inkubationstiden er omkring to uger, men ligger et sted mellem 10-21 dage. Det betyder, at det tager ca. to uger, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud. Sygdommen begynder oftest med let feber, lige før der kommer et rødt og kløende udslæt. Udslættet starter gerne på brystet og ryggen og spreder sig så til ansigt, hovedbund, arme og ben. Det begynder som en lille rød plet, som efter nogle timer bliver til en lille blære med klart indhold, som brister indenfor et par dage, hvorefter der danner sig en skorpe, som efterhånden falder af.

Antallet af pletter på huden kan være alt fra nogle ganske få til mange hundrede. De enkelte pletter kan være på forskellige udviklingstrin på forskellige dele af kroppen.

Efter skoldkopperne er overstået, forbliver virus i dvale i nervecellerne og kan senere i livet give anledning til helvedesild. Det skyldes, at den immunitet, der udvikles efter skoldkopper, gradvis aftager. Hvis immunforsvaret svækkes, fx på grund af sygdom, kan virus reaktiveres og vise sig som helvedesild.

Hvordan behandler man skoldkopper?

Man kan hverken få penicillin eller andre ”mirakelkure”, da skoldkopper går over af sig selv. Det er kun i tilfælde af svækket immunsystem, man kan få hjælp med virusdæmpende medicin. Men imens udslættet står på, vil det være en god idé at klippe barnets negle, så det ikke kradser yderligere hul i huden og risikerer infektion.

Hvis barnet er meget plaget af kløe, kan et lunkent karbad med lidt babyolie i lindre, og Zink liniment kan også pensles på de røde plamager. I visse tilfælde kan antihistaminer hjælpe med at dæmpe kløen.

Vaccine mod skoldkopper

Der findes en vaccine mod skoldkopper, og i vores nabolande som f.eks. Island, Finland og Tyskland er vaccination mod skoldkopper indført i børnevaccinationsprogrammet, og i Norge og Sverige er man i gang med at udarbejde en vurdering af, om man vil gøre det samme. I Danmark er vaccination mod skoldkopper ikke en del af børnevaccinationsprogrammet, heller ikke selv om der hvert år er børn og voksne, der udvikler komplikationer til sygdommen – nogle af dem alvorlige.

Hvert år bliver mindst 130 børn indlagt med skoldkopper, og de fleste af dem har komplikationer til sygdommen – nogle af dem alvorlige. En til to af børnene udvikler en blodprop i hjernen, ifølge læge Ida Glode Helmuth.

– Nogle af de mere alvorlige bivirkninger kan være såkaldt cerebellar ataxi, som er en påvirkning af lillehjernen. Det bevirker, at man får påvirket balance og gang, men som regel går tilstanden over af sig selv. Hjernebetændelse og blodprop i hjernen er yderst sjældent, men forekommer, og børnene ofte vil få varige mén. Der er dog heldigvis kun registreret ét dødsfald på seks år, siger hun.

Men man kan faktisk godt blive vaccineret mod skoldkopper i Danmark, man skal dog selv tilvælge vaccinen og betale for den. Jeg selv kendte ikke til vaccinen, da mine egne drenge var yngre, men jeg ville nok have overvejet at lade dem vaccinere, hvis jeg havde vist at det var muligt. Min ældste søn blev nemlig hårdt angrebet og fik smittet sin lillebror, der dengang kun var tre uger gammel. Gudskelov fik han kun et par enkelte skoldkopper, og kom langt nemmere igennem.

Mine drenge har fulgt børnevaccinationsprogrammet, og jeg satte min lid til, at de vacciner, de skulle bruge, var med i de vacciner, vi blev tilbudt hos vores læge, så jeg overvejede ikke dengang at undersøge om der fandtes vacciner man selv kunne tilvælge.

Skoldkopper er en virussygdom med feber og udslæt

  • Skoldkopper smitter ved dråbesmitte og er en mest smitsomme af alle børnesygdommene
  • Smittefaren ophører, når udslættet og alle sår er dækket af skorper
  • De fleste børn får sygdommen som små og bliver derved immune for livet
  • Der er en vaccine mod skoldkopper, men den indgår ikke i børnevaccinationsprogrammet i Danmark.