Meget mere end bare skolemælk

Udover at sørge for køleskabe, mælketasker og ikke mindst levering af forfriskende, kold mælk til skolerne, har man hos Skolemælk også igennem mange år udviklet masser af skoleaktiviteter og undervisningsmaterialer.

Af Susanna Johansen

“Annonce”

Folkeskolereformen betyder længere skoledage for børn landet over, som derfor har ekstra hårdt brug for sunde og nærende måltider, der kan holde energiniveauet oppe hele dagen. Rugbrød med magert pålæg, forskellige slags frugt og grønt og en skolemælk hjælper alt sammen til, at barnet får den energi, og de centrale næringsstoffer, som de har brug for.

Skolemælk bidrager til børnenes sundhed – og støtter op om de officielle kostråd

Børn har brug for energi, vitaminer og mineraler til at vokse og udvikle sig. Mælk indeholder mange af de næringsstoffer, som et barn skal have i løbet af dagen. Drikker barnet (6-9 år) mælk hver dag, fx i form af en skolemælk, får det tæt på halvdelen (43 %) af den anbefalede mængde calcium på 700 mg – og en række andre vigtige næringsstoffer; phosphor og protein, som bidrager til barnets normale vækst.

Calcium er nødvendigt for børns normale knogleudvikling, og findes også i grønne grøntsager (broccoli, grønne bønner, grønkål), rugbrød, frø og nødder, dog i væsentlig mindre mængder. Faktisk kan kroppen lettere optage calcium fra mælk og mejeriprodukter sammenlignet med de fleste grøntsager.

Anne Pøhl Enevoldsen kontorchef i Fødevarestyrelsen fortæller, at Fødevarestyrelsen anbefaler, at de ca. 6-9-årige får 250 ml. mager mælk (eller mælkeprodukt som fx yoghurt) og 15 g ost dagligt.

Ydermere anbefaler Fødevarestyrelsen, at hvis du endnu ikke er helt i mål med at spise planterigt og varieret med mange bælgfrugter og mørkegrønne grøntsager, kan en mængde på 350 ml mælk eller mælkeprodukt dagligt være tilpas.

Den officielle anbefaling for indtag af mælk og mejeriprodukter afhænger af alder:

  • Hos børn på 6-9 år er 250 ml mælk eller mælkeprodukt samt 15 g ost dagligt tilpas i en planterig og varieret kost. Hvis du ikke spiser ost, anbefales du i stedet 325 ml mælk eller mælkeprodukt om dagen.
  • Hos børn fra 10 år er 250 ml mælk eller mælkeprodukt samt 20 g ost (en skive) dagligt tilpas i en planterig og varieret kost. Hvis du ikke spiser ost, anbefales du i stedet 350 ml mælk eller mælkeprodukt om dagen.

Til gavn for fællesskabet og den gode læring

Mejeriernes Skolemælksordning understøtter også sundhed og det sociale fællesskab via aktiviteter på platformen ˮEdutainmenthuset.dkˮ, hvor man tilbyder gratis undervisningsmaterialer til alle danske folkeskoler. Her stilles skarpt på fx kroppens funktioner og hvilke fødevarer, der er vigtige for en sund og velfungerende krop.

Derudover findes også Mejeriernes Skolemælkslegat, som to gange om året kan søges af lærere, pædagoger, skolebestyrelser, elevråd mm. fra alle skoler, der er med i Mejeriernes Skolemælksordning. Her kan søges om op til 5.000 kr., og midlerne uddeles til forskellige sundheds- og fællesskabsfremmende formål, fx materialer til skolegården eller læringsredskaber.

Bag Skolemælk, Skolemælkslegatet og Edutainmenthuset, står Mejeriernes Skolemælksordning, som er en del af Mejeriforeningen. Du kan læse meget mere på skolemælk.dk og edutainmenthuset.dk