Madglæde smitter – tag børnene med i køkkenet

Det kan være en udfordring at få maden på bordet, når det nærmer sig aftenmadstid. Trætte børn og ditto forældre gør det fristende selv at ”smække” maden sammen i en fart. Hvad med at tage børnene med i køkkenet? Måske bliver du overrasket over, hvor gerne de vil give en hånd med. Hvis du finder glæden ved gode råvarer og dejlig mad frem, smitter det nemlig af på børnene.

Af Henriette Rosenthal

Mon ikke du kender det? At den uendelige strøm af spaghetti bolognese, pizza og præpanerede fiskefileter og andre ”børneretter” bliver en lille smule kedelige i længden. Børn er nysgerrige væsner, så inddrag dem i familiens måltider allerede, når I køber ind, og
find på nye retter til middagsbordet.

Børnene med i køkkenet

De fleste børn synes, at det er sjovt at være med i køkkenet, når der skal laves mad. Det kræver måske lidt overskud og energi, men de dage hvor man siger ja, glider madlavningen ofte som en leg. Selv om barnet måske spiser sig mæt i ingredienserne, er det vel lige så godt ernæringsmæssigt, som hvis grøntsagerne først glider ned ved middagsbordet. Siger dit barn nej tak til nye smage?

Med på indkøb

Madglæde smitter - tag børnene med i køkkenet

Om eftermiddagen er det fristende at styrte gennem supermarkedet, inden børnene hentes i pasningsordningerne. Hvad om du ”vover et øje” og lader børnene komme med ud at handle? Javist, det tager lidt længere tid at få samlet de forskellige ting, der skal i kurven. Men nu har du mulighed for at vise børnene, at det er en god idé at spise fornuftigt og varieret og lade dem være med til at vælge ingredienserne til aftensmåltidet.

Her menes selvfølgelig ikke, at de skal have lov til at vælge fuldstændigt frit på alle hylder, men f.eks. at når tomaterne til dagens salat skal udvælges, kan man vise barnet to forskellige slags, og lade barnet vælge dem der skal i kurven. Så er der større chance for, at barnet efterfølgende har lyst til at smage på salaten med tomaterne i.

Nysgerrigheden omkring råvarerne vækkes hos barnet

De friske råvarer som du lader børnene få fingrene i, er et fremragende udgangspunkt for gode samtaler om, hvor maden kommer fra og hvad de forskellige ingredienser kan blive til når de mikses sammen til en middagsret. Børnene får en nyttig basisviden, som kommer dem til gode, når de selv skal til at kokkerere og på den måde undgår man også et fastlåst mønster og de fjollede kampe, som udspilles i mange familier, for at få barnet til at smage på nye retter.

Sultne inden aftensmaden

Mange børn er sultne som små ulveunger, når de bliver hentet om eftermiddagen i pasningsordningen. I stedet for at de rydder skabet for kiks, kammerjunkere og andre sukkerholdige snacks, så start med at tage dem med ud i køkkenet og hiv et spækbræt og en kniv i en passende størrelse frem. Lad barnet selv skære æbler, gulerødder og agurkestænger i passende størrelser.

Madglæde smitter - børnene med i køkkenet

Leg restaurant

Prøv en gang imellem at gøre måltidet til noget særligt. Leg restaurant og dæk et pænt bord, måske med barnets yndlingsservietter a la børnefødselsdag. Lad børnene servere den mad, som de har været med til at hakke, snitte og tilberede i køkkenet. Det kan være med til at give dem madglæde og få dem til føle stolthed over at kunne bidrage med noget så dejligt som et velsmagende måltid.

  • Kræsenhed er tegn på, at barnet bliver selvstændigt og siger fra
  • Lad barnet være med til at købe ind og lave mad. Børn der har været med i madlavningsprocessen, er mindre kræsne. Desuden er de stolte af den mad, de selv har været med til at lave
  • Introducer en type mad mindst 10 gange, før du konkluderer, at barnet ikke kan lide maden. Maden bør tilbydes gentagne gange over dage og uger, og gerne i forskellige sammenhænge
  • Udvid udvalget af mad ved at tilbyde andre typer mad med de samme egenskaber
  • Skab en hyggelig ramme omkring måltidet

Kilde: Sundhed.dk