Livmoderhalskræft Del 1.

Det var en lun fredag i 2016, dagen efter en regnvåd Skt. Hans. Jeg var på barsel med min 8 måneder gamle datter Chili. Min mand var på forretningsrejse og Chili og jeg sad og hyggede os på terrassen hos min søster, da min mobil ringede. Det var min læge. Jeg havde 8 dage tidligere været til den 3 årlige rutinesmear for celleforandringer på livmoderhalsen, men havde ikke skænket det en tanke siden. Der havde jo aldrig været noget. Min læge fortalte at der var kommet svar på prøven, og at den viste der var celleforandringer. Det BEHØVEDE ikke at være noget, men jeg skulle lige have taget en biopsi, så vi kunne udelukke det.

Chili i badekar, historien om celleforandringer

Jeg lagde på og kiggede ned på Chili, som sad og pjaskede med vand i en stor balje. Jeg var egentlig ikke som sådan nervøs, mere lidt irriteret, fordi det passede mig rigtig dårligt at skulle til at have tjekket alt muligt med underlivet nu, når vi skulle på ferie et par uger efter.

Jeg ringede til en gynækolog som jeg havde været hos før for at bestille en tid til biopsi. Der var lukket så jeg fandt en anden. Jeg forklarede hende at min praktiserende læge havde fortalt mig, at celleskrabet havde vist at der var svære celleforandringer og skulle have taget en biopsi. Jeg bad om en hurtig tid, da vi skulle på ferie 2 uger senere.

Det kunne ikke lade sig gøre. Der var lang ventetid og i øvrigt synes hun det var en dum ide. Hvis jeg fik lavet biopsi lige inden vi skulle rejse, så kunne jeg jo ikke gå i vandet 14 dage efter. Og jeg kunne sagtens vente op til et halvt år med at få lavet biopsi ”for celleforandringerne ville ikke kunne nå at udvikle sig til kræft på den tid, det var jo derfor man kun fik lavet smear hver 3 år”.

FEDT! Så var der jo ingen ko på isen. Senere samme aften fik jeg manden hjem fra forretningsrejse. Vi talte om det. Og jeg lå nok også og spekulerede lidt den aften. Jeg var ikke bange, men der var alligevel noget i min mave som sagde mig, at det nok var vigtigere at få taget den biopsi, end det var at jeg ikke kunne bade de første dage på ferie. Better safe that sorry you know…..

Som tænkt, så gjort….

Mandag morgen fik jeg fat i den gynækolog, som havde haft lukket om fredagen. Der fik jeg en akuttid samme dag. Faktisk skriver den gynækolog på sin hjemmeside:

BEMÆRK: Vi har ingen ventetid for udredning af celleforandringer. Vi ville ikke selv ønske at vente ved mistanke om celleforandringer. Typisk kommer du til i løbet af en uge, og indenfor 10 dage får du foretaget keglesnit, hvis der er behov for det.

Jeg fik taget en biopsi og blev bedt om at gå hjem og tage det lidt med ro de første par dage. Dagene derefter føltes uendeligt lange. Jeg var stadig ikke rigtig nervøs… Eller jo, det var jeg faktisk. Men mest nervøs for at vores familietur til Spanien ville blive ødelagt.

8 dage efter jeg havde fået taget biopsien ringede sekretæren fra gynækologen. Jeg havde besøg af to kolleger fra mit arbejde, som også var på barsel. Vi sad med hver vores latte og wienerbrød som man nu gør, men blev med ét revet ud af barselsboblen. Den venlige dame forklarede at biopsien viste at der var tale om ”adenokarcinom in situ” (Latinsk betegnelse for den sværeste grad af forstadier til kræft) – Og at jeg skulle have foretaget et keglesnit. Hun gav mig en dato, som jeg fik kradset ned på en lap papir uden at tænke over det. Jeg lagde på og løftede blikket. Min to barslende kolleger kiggede på mig med bekymrende øjne. Jeg kunne mærke panikken brede sig i kroppen på mig, og jeg løb ud på badeværelset for at ringe til min mand.

Jeg fortalte med gråd i stemmen, at de havde ringet fra gynækologen og at jeg skulle have lavet et keglesnit. ”Er det kræft”? spurgte han. Jeg svarede, at det fik jeg faktisk slet ikke fat i, men nu blev vores ferie sikkert ødelagt. Jeg bad ham om at komme hjem.

Den gode stemning i vores ellers hyggelige mødre-gruppe var ligesom gået af fløjten, så pigerne tog hjem med deres babyer og jeg faldt hulkende i armene på min mand da han kom hjem kort efter.

Jeg bad ham ringe op til gynækologen igen, for lige at få styr på hvad sekretæren egentlig havde sagt og for at høre om vi kunne få en endnu tidligere tid til keglesnit. Den tid vi havde fået var efter vi skulle rejse, og jeg var jo stadig meget indstillet på at vi skulle afsted.

Jeg var heldig – De kunne presse mig ind i kalenderen tre dage efter, om fredagen, som vi skulle rejse om lørdagen. Jeg skulle dog være opmærksom på at de frarådede flyvning 14-18 dage efter keglesnittet, pga. trykændring og fare for blodstyrtning.

Vi brugte lige et par timer på at tale om det. Min mand var helt indstillet på at blive hjemme. Men jeg kunne mærke at jeg mest af alt have brug for at gå i ”løsnings-mode”, så slap jeg også for at spekulere så meget over celleforandringer, keglesnit osv. Så kunne jeg bruge mine kræfter på at finde en løsning på, hvordan vi stadig alle sammen kunne komme på ferie. Vi skulle ”bare” ned i vores hus i Spanien, som vi er de fleste år. Men min store dreng Charlie, som bor I England skulle møde os dernede, se sin lillesøster for første gang og vi skulle være sammen alle sammen. Derfor var det meget vigtigt for mig at komme afsted.

I løbet af aftenen fik jeg fikset det hele således, at jeg kunne få lavet keglesnit om fredagen. Lørdag morgen kunne mand og børn tage flyet til Malaga som planlagt, mens min mor kunne køre mig til Hovedbanegården, hvor jeg samme eftermiddag kunne starte en 2 døgns rejse alene med bus og tog til solkysten. Hvor velovervejet den beslutning var, det ved jeg ikke rigtig. Men der var ikke nogen der kunne stoppe mig. Hverken familiemedlemmer, eller gynækologen som slet heller ikke var begejstret, da jeg mødte op til keglesnitsoperation tre dage senere, og med stor entusiasme berettede om min snedige plan.

Keglesnittet

Inden han gik i gang med operationen, spurgte han om vi havde planer om flere børn. Det havde vi ikke, så han ville tage en god bid af livmoderhalsen, for at få mest muligt med.
Det gik rimelig hurtigt og forholdsvis smertefrit. Jeg var ved godt mod, og egentlig bare lidt oppe og køre over at det nu snart var overstået og at vi kunne få taget hul på vores ferie.
Da jeg var kommet i tøjet igen og sad overfor gynækologen, forsøgte han en sidste gang at overbevise mig om at det var bedst at blive hjemme, men det havde han ikke held med. Han gav mig nogle piller som jeg kunne tage hvis jeg begyndte at bløde meget – Men endelig ikke før, for de ville øge risikoen for blodpropper, som jeg i forvejen ville være mere udsat for, når jeg skulle sidde 2 døgn i bus og tog.

Fortsættelse følger….

Subscribe
Notify of
guest
5 Comments
oldest
newest most voted
Inline Feedbacks
View all comments
Chili
Chili
10 months ago

Puha ? Hvor er det vigtigt du deler. DU har en kæmpe rolle i, at Jada er i gang med sine HPV vacciner … for hold da op, hvor var jeg i tvivl med lige netop den vaccine. Tak! Jeg glæder (det kan man godt sige ? ikk’?) til fortsættelsen … ?

Maria
Maria
10 months ago
Reply to  Chili

Hvor er jeg bare glad for at høre det ??❤️ Det betyder rigtig meget. TAK for dig. Og joooo man må gerne glæde sig ?

Din søster?
Din søster?
10 months ago

Åhhh…Hvor jeg husker den eftermiddag på terrassen, hvor lægen ringede…? Og nøøøj, hvor er jeg lykkelig for jeg har dig i mit liv endnu ❤️❤️❤️❤️❤️

Din søster?
Din søster?
10 months ago

Åhhh…Hvor jeg husker den eftermiddag på terrassen, hvor lægen ringede…? Og nøøøj, hvor er jeg lykkelig for jeg har dig i mit liv endnu ❤️❤️❤️❤️❤️

Maria
Maria
10 months ago
Reply to  Din søster?

❤️❤️❤️