”En positiv livskrise” kaldte min sundhedsplejerske overgangen fra at være enebarn til at være storebror eller storesøster. Det er jo ikke ligefrem synd for nogen at få en lillebror eller lillesøster, men det kan være svært. Det kan være svært at skulle dele mor og far, svært at dele opmærksomheden, svært at vænne sig til at skulle være ”den store”.
Af Sofie Ude, mor til to små piger: Én på næsten tre år og én, der er helt ny samt blogger på http://sofieude.dk/
Nu er jeg jo ikke ligefrem Lola Jensen (hun ville nok ikke toilettræne sit barn ved at bestikke med M&M’s, vel?), men jeg har gjort mig mange tanker omkring, hvordan jeg kunne gøre det nemmest for Lillen at skulle være storesøster. Selvom bølgerne indimellem kan gå højt herhjemme, så er jeg sikker på, at det kunne gå meget vildere for sig. Her er otte punkter, der har fungeret hjemme hos os:
1) Forberedelse.
Det kan godt være noget abstrakt at skulle være storebror eller storesøster, især hvis man ikke selv er så gammel. Vi var på biblioteket og låne bøger, og jeg synes at klassikeren ”Lottes lillebror” er alletiders til de små, mens Astrid Lindgrens ”Jeg vil også have en lillebror” er god til de store. Og så er serien ”Astrid bliver storesøster” på DR (Ramasjang) intet mindre end genial – her følger man med, når Astrid skal med til jordemoder, når hun viser lillebror frem i børnehaven og når lillebror skriger så meget, at Astrid ikke gider være hjemme.
2) Aldrig giv baby ”skylden” for storebror eller storesøsters begrænsninger.
Man kan hurtigt komme til at bede den store tie stille, ’for ellers vågner lillesøster’ eller sige, at man ikke kan gå på legeplads nu, ’fordi lillesøster skal spise’. Men det er da ikke særlig fedt at have sådan en lille dejklump til at begrænse alt det sjove, vel? Brug derfor dig selv som forklaring – ”man skal være stille, fordi det er aften” eller ”vi kan ikke gå på legeplads nu, fordi jeg snart skal i gang med aftensmaden”.
3) Sæt ord på. Hvorfor græder lillebror eller lillesøster? Hvad er det hun/han vil?
Ligesom på voksne er barnegråd ikke særlig rart at høre på for små ører, så hjælp med at afmystificere. Når Lillen gerne vil sidde med lillesøster, kan jeg ofte sige at ”om lidt begynder lillesøster nok at græde, men så er det bare fordi, hun er sulten” – og dermed tænker Lillen ikke, at lillesøster græder, fordi hun ikke vil sidde hos hende. Altså, det kan jo godt være derfor hun græder (nogle gange bliver der krammet liiiige voldsomt nok), men det hjælper jo ikke ligefrem på processen med få stablet en identitet som ”god storesøster” på benene. Og dét leder frem til næste punkt.
4) Anerkendelse.
Vær alt andet end nærig med at rose storesøster eller storebror – for at kunne vente lidt, for at hente legetøj til den lille og for alt muligt andet. At være ’den store’ skal jo helst være en succesoplevelse, så anerkend alle de små ting, de gør. Indimellem vil det også være svært at være den store, så det skal også anerkendes og der skal måske hjælpes med at sætte ord på. Selvom man er en stor 3-årig, vil man også indimellem bare gerne sidde på skødet af sin mor og læse en bog, og så er det overhovedet ikke fedt, at der ligger nogen i vejen.
5) Inddragelse.
Invitér storebror eller storesøster til at hjælpe med det praktiske omkring babyen – f.eks. med at vælge tøj, hente en ren ble, eller være med til at bade babyen. Det kan godt være at baby kommer til at ligne en cirkusklovn eller får vand i ansigtet, men de store bliver så stolte over at kunne hjælpe. Og hvis de ikke gider hjælpe med noget som helst, er det selvfølgelig også helt ok.
6) Genkendelighed i rutiner og grænser.
Man kan godt komme til at overkompensere lidt overfor storebror eller storesøster, fordi så meget tid går med baby – og så bliver der løsnet i tøjlerne i forhold til rutiner og grænser. Men for storebror eller storesøster er det rarest at være i det trygge og velkendte, især fordi deres hverdag på mange måder allerede er blevet vendt på hovedet. Hold derfor fast i dét, I plejer at gøre og sige.
7) Leg og vikl.
Jeg prøver at lege med Lillen så godt som jeg kan, selvom jeg ofte har en kærlighedsklump på seks kilo på skødet. Herhjemme bliver der leget ufatteligt meget ”mor og lille baby”, og det er mig, der er babyen – heldigvis indebærer dén rolle primært at sidde i sofaen og spise croissant eller pizza fra legekøkkenet, mens man får at vide, at man ikke må røre ved den skarpe kniv, eller at det kun er moren (altså Lillen), der må drikke af den varme kop kaffe. Der bliver også leget meget med dukker, og dukken har en plads på både puslebordet og legetæppet – min mor har endda været så sød at sy en lille ammepude, så Lillen også kan amme dukken. Det er helt vildt hyggeligt at sidde og synkron-amme, mens vi ser Gurli Gris og drikker saftevand. Når legen ikke foregår i sofaen er viklen uundværlig for mig, for så har jeg armene fri til at tegne, gynge og så videre.
8) Brug far eller mor (eller hvem der måtte være relevant).
Allerede da jeg var gravid, tog Lillens far mere og mere over. Det var f.eks. konsekvent ham, der puttede om aftenen, og de startede til svømning. Da lillesøster var helt ny, og Lillen var hjemme i tre uger, tog hun og hendes far ud og cyklede ture, gik på biblioteket eller spiste is. Pointen er, at Lillen ikke går ned på alene-tid med en yndlingsvoksen og ikke (kun) skal indordne sig under lillesøsters behov – det har man nemlig alt for meget krudt bagi til, når man lige er fyldt tre år.
