Hvad skal du bruge til en nyfødt?

Der er mange ting, man skal bruge, når babyen melder sin ankomst. Her er en huskeliste til de mest nødvendige ting.

Af Henriette Rosenthal

Bedside crib, vugge eller seng

Til den nyfødte kan en bedside crib, der er en lille seng med tre sider, som sættes helt tæt op din egen seng, være en rigtig god løsning. Så sover du helt tæt med din baby, uden at ligge i samme seng. Du kan også vælge en vugge eller tremmeseng, alt efter hvilke behov du og din baby har. Du får også brug for lagen, babydyne og sengetøj.

Tøj

Der er forskel på, hvilket tøj man kan vælge, alt efter om man har en forår/sommerbaby eller en efterår/vinterbaby. Men som udgangspunkt er det smart at have et udvalg af body´er med forskellige længder på ærme og ben, strømper, trøjer, hue og strømpebukser.

Barnevogn eller kombivogn

Man kan vælge enten en barnevogn eller kombivogn. Kombivogn er en kombineret barne- klapvogn, der kan bruges fra fødslen, og senere som klapvogn.

Sutter

Måske er jeres baby en af dem, der finder ro ved at få en sut. Prøv jer lidt frem og køb et udvalg af sutter, i forskellige størrelser og former. Så I kan finde netop den, der får jeres barn til at falde til ro.

Stofbleer og klude

Man kan få brug for mange stofbleer, for man bruger dem til stort set alt. Både når babyen bliver ammet, i løbet af dagen. Hvis du har en baby der gylper, og til at lægge under den lilles hoved som en slags helt flad hovedpude.

Autostol

Hvis I har en bil, får I brug for en autostol, så barnet er godt beskyttet under kørslen. I tilfælde af kollision er sikkerheden størst, hvis babystolen er fastspændt med ryggen mod kørselsretningen.

Puslebord

Pusleborde findes i mange størrelser og modeller. Hvis i ikke har er plads til et puslebord med skuffer, hvilket er ret praktisk, findes der smarte væghængte modeller, der fylder ganske lidt i rummet, når de er klappet op. Puslepladsen er vigtigt, fordi det er her, man kan have den største kontakt med sin baby.

Babyalarm

Hvis I lader babyen sove middagslur udendørs, eller jeres bolig er i flere plan, er det måske svært at høre babyens gråd eller pludren. Hvis I er usikre på, om I kan høre, når babyen vågner, kan en babyalarm være en god hjælp.

Badekar

Et badekar er praktisk at have, når babyen skal vaskes. Vælg et der passer til jeres bolig alt efter, hvor meget plads I har til rådighed. Til mindre badeværelser findes der smarte sammenklappelige modeller.