Hvad drikker dit barn?

Børn har brug for energi, vitaminer og mineraler til at vokse og udvikle sig. Mælk indeholder mange af de næringsstoffer, som et barn skal have i løbet af dagen, som fx calcium og protein.

Af Susanna Hochheim

De lange skoledage for skolebørnene landet over betyder, at børnene har brug for en ekstra hånd til at holde energiniveauet oppe hele dagen. Hjælpen skal de have i form af sunde og nærende måltider: Altså er madpakken, mellemmåltiderne og væskeindtaget ret så vigtigt for børnene, så de kan holde deres koncentration og suge alt den læring til sig, som de skal. Vi har spurgt en række forældre om deres valg af skolemælk til deres børn, og her får du nogle svar på, hvorfor de vælger – eller hvorfor de ikke vælger – skolemælksordningen.

Til gavn for fællesskabet og den gode læring

Mejeriernes Skolemælksordning understøtter også sundhed og det sociale fællesskab via aktiviteter på platformen Edutainmenthuset.dk, hvor man tilbyder gratis undervisningsmaterialer til alle danske folkeskoler. Derudover findes også Mejeriernes Skolemælkslegat, som to gange om året kan søges af lærere, pædagoger, skolebestyrelser, elevråd mm. fra alle skoler, der er med i Mejeriernes Skolemælksordning.

Stine Vogel Petersen – Mine børn kan desværre ikke tåle mælk, derfor får de ikke mælk.

Trine Jansen – Min søn får skolemælk fordi han gerne vil have mælk til frokost, og så er vi sikre på at han får dækket sit kalkbehov.

Maria Jensen – Min datter får skolemælk, fordi hun elsker mælk, og selv har bedt om at få det.

Mette Engel – Mine drenge får skolemælk, fordi de selv ønsker det. Vi har taget en snak om, hvor vigtigt det er at få kalk nok, når man vokser.

Maria Ejler – Nej desværre får min datter ikke skolemælk, da det ikke er en mulighed på hendes skole. Hvis det var, fik hun skolemælk.

Anne Schalech – Ungerne bestemmer selv om de vil have skolemælk. I nogle perioder vil de gerne og i andre ikke. Vores krav er, at de drikker det, ellers gider vi ikke betale for det. Børnene drikker også mælk herhjemme, og hvis de vil have mælk til deres frokost, støtter vi op om det. Det er en god ting at få kalk gennem mælken og sundt for kroppen.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at de ca. 6-9-årige får 250 ml. mager mælk eller mælkeprodukt, som fx yoghurt, og 15 g ost dagligt. Ydermere anbefaler Fødevarestyrelsen, at hvis du endnu ikke er helt i mål med at spise planterigt og varieret med mange bælgfrugter og mørkegrønne grøntsager, kan en mængde på 350 ml mager mælk eller mælkeprodukt dagligt være tilpas.