Gode mærker at kende

Vi støder på mange forskellige mærker i hverdagen, når vi handler, og det er nemt at blive forvirret. Mærkerne fortæller os hvad produkterne indeholder, eller måske rettere ikke indeholder. Men hvilket mærke betyder hvad?

Af Dea Larsen

Ø-mærket

Er en mærkning, du støder på på de danske fødevarer, der er produceret efter økologireglerne. Det vil sige, at producenten har haft fokus på miljø, dyrevelfærd og mere skånsom forarbejdning med et minimum af tilsætningsstoffer. Varer fra udlandet kan også få det danske økologimærke, men mærket skal sættes på i Danmark. Reglerne for økologi er de samme for alle medlemslande i EU. Forskellen på det danske Ø-mærke og EU-mærket er, at det er de danske myndigheder, der laver kontrollen med det danske Ø-mærke.

EU’s økologimærke

Alle økologiske fødevarer, der færdigpakkes i EU, skal mærkes med EU’s økologimærke. Det gælder også for de produkter, der allerede har det røde Ø-mærke. Derfor er det i virkeligheden nok at kende EUs økologimærke. Så er du godt hjulpet på vej til at finde økologi i hele Europa.

Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse

Det er kød fra godkendte producenter af kvæg, svin, får, lam, fjerkræ og æg som kan få dette mærke. Det samme kan mejeriprodukter som mælk, ost og smør. Mærket garanterer, at produktet er produceret med højere dyrevelfærd end konventionelle varer.

Nøglehulsmærket

Her er det fødevarer, som er et sundere valg for forbrugeren. Med “sundere” menes der mindre sukker, mindre fedt, mindre salt og flere kostfibre. Fødevaregrupper som for eksempel mælk, brød, færdigretter og fisk kan mærkes med Nøglehullet.

Fuldkornsmærket

Her er det mel, brød, morgenmadsprodukter og pasta, som kan få mærket. For at et produkt kan få mærket, skal producenten også deltage i Fuldkornspartnerskabet – det er dem, der har udviklet fuldkornsmærket.

Fairtrademærket

Varer som kakao, chokolade, kaffe og bananer med dette mærke, sikrer os forbrugere, at varerne er produceret under bæredygtige handelsforhold. Mærket skal sikre bedre priser, arbejdsforhold og vilkår for bønder, landmænd og arbejdere blandt verdens fattigste. Samtidig tages der hensyn til miljøet i produktionen.

ASC-mærket

Dette mærke findes på fisk fra fiskeopdræt, der lever op til en række kvalitetskrav for bæredygtig, miljøvenlig drift og social ansvarlighed.

MSC-mærket

Dette mærke finder du på vildtfangede fisk og skaldyr, der lever op til en række krav inden for sporbarhed og bæredygtigt fiskeri.

NaturSkånsom

Findes på fisk, der er fanget vildt med respekt for naturen med fangstmetoder, som skåner naturen på havbunden. Vi kan efter sigende kunne finde det hos nogle lokale fiskehandlere og også på restauranter og i kantiner.

EU-Blomsten

EU-Blomsten er producentens dokumentation for, at der er taget hensyn til miljøet under produktionen. Ved at regulere hvilken kemi der må benyttes i Blomstermærkede produkter, sættes forbrugerens sundhed i fokus. De skrappe krav til kvalitet og brugsegenskaber sikrer, at uanset hvilket produkt du vælger, kan du være sikker på, at det er blandt de miljømæssigt bedste i deres kategori.

Varefakta

Varefakta mærket findes på flere varegrupper, hvor varedeklarationen er udvidet og har fået et ekstra tjek i forhold til normalt. Det betyder, at du som forbruger får præcist at vide, hvad der er i varen, og samtidig kan have tillid til, at informationen er korrekt.

Disse mærker er udvalgt, fordi de:

  • Kommer fra troværdige myndigheder eller organisationer.
  • Reelt gør en forskel, da de stiller høje krav til produkterne.
  • Afspejler de værdier, som mange danskere finder relevante.