Det er ikke nødvendigt at omlægge hele sit liv i bestræbelserne på at leve sundere. Mindre kan ofte gøre det. Dog har Landbrug og fødevarer i en undersøgelse konstateret, at tre ud af fire danskere ønsker at leve sundere end de gør i dag. Det gælder især personer under 45 år.
Af Henriette Rosenthal
Mange, hele 37 %, svarede i undersøgelsen, at det er manglende motivation og tid, der spænder ben for mere motion og sundere kost. For hele 45 % med børn i husstanden er ”mangel på tid” den største barriere til at komme i gang med en sundere livsstil.
Alle andre lever det perfekte liv…
På de sociale medier kan man nemt få indtrykket af, at alle andre har knækket koden til det perfekte liv. Fotos af lækre, sunde retter, tage i den helt rigtige vinkel ”flashes” på Instagram, vennernes indtjekninger i diverse fitnesscentre pirker til den dårlige samvittighed.
Det er ok at starte i det små
Inden du går i gang, skal du afklare med dig selv, hvorfor du gerne vil leve sundere. Det er væsentligt, fordi du kan holde fast i det, når du mangler motivation. Du skal ikke ændre livsstil for andres skyld, kun for din egen. Hvad vil du gerne opnå, ved at få en sundere hverdag? En af fordelene, som du helt sikkert vil opdage, er at det faktisk giver energi at forbruge energi.
En nem måde at få rørt sig på, er simpelthen ved at snuppe trapperne i stedet for elevatoren, når der er mulighed for det. Man kan også få ”gratis” motion ved at gå en daglig aftentur i stedet for at lande i sofaen efter aftensmaden.
Hvis du deler lysten til at leve et sundere liv og få lidt sundere madvaner ind i hverdagen med dine venner eller familie, kan det være motiverende at lave en gruppe på for eksempel Messenger og dele fotos af jeres mad og opskrifter. Det er lettere at bevare motivationen, hvis vi hepper på hinanden.
Synes du, at det er svært finde tid til at få hakket og snittet den daglige dosis grøntsager? De officielle anbefalinger lyder på 600 gram grønt om dagen. Husk, at her tæller frostgrøntsagerne også med, for de er nemlig lige så næringsrige som friske grøntsager. Grøntsagerne bliver frosset ned kort tid efter høst, hvilket gør, at de bevarer deres vitaminer og mineraler. Gør det nemt for dig selv de aftener, hvor du ikke har så meget tid, ved at have grøntsager i fryseren klar til brug.
Søvn og sundhed
Søvn er afgørende for helbredet. Sover man dårligt over en længere periode, er det ikke kun ens velvære, hukommelse og reaktionsevne, det kan gå ud over. Man risikerer også at blive alvorligt syg. Der har været forsket en del i søvn, fordi man har set en sammenhæng mellem langvarig søvnmangel og et svækket immunforsvar, overvægt, stress, forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme og diabetes 2. Søvn er vigtigt
for en sund livsstil, for selvom du ikke oplever det, så er det er om natten, kroppen restituerer.
Hvis du har svært ved at sove, er der nogle grundlæggende råd, du kan prøve. Undgå kaffe efter kl. 16, for det tager seks timer for koffein at blive udskilt fra kroppen. Undgå ikke bare aftenkaffen, men også søde sager før sengetid. Prøv at stille sulten i de sene aftentimer med bananer eller græskarkerner,da disse fødevarer menes at kunne stimulere produktionen af søvnhormonet melatonin.
Sørg for at der er køligt, mørkt og roligt i soveværelset. Sæt mobilen på flyfunktion, hvis du bruger den som alarm og lad være at tjekke e-mails før sengetid. Fortæl krop og sind at det er tid til at geare ned og bevæge sig ind i drømmeland med en god bog i stedet for arbejde, actionfilm eller Facebook på sengekanten.
Tag dig tiden til det
Det kan være svært at få prioriteret træningen i travle perioder. Skriv derfor din træning ind i kalenderen, og aftal med dig selv, at hvis andre ønsker at lave aftaler med dig, må de lægges i kalenderen før eller efter de aftaler, som du har med dig selv om at få trænet.
Kilde: Hjerteforeningen, Vidensråd for Forebyggelse, Miljø- og Fødevarerministeriet