Her får du en række råd til rengøringen, så du får mindst muligt støv derhjemme.
Rengøringsmiddel er nødvendigt for at opretholde et godt indeklima i vores hjem. Samtidig er det vigtigt, at påvirkningen på miljøet er så lille som muligt. Derfor er det en god idé at bruge rengøringsmidler uden parfume, selv om mange nok forbinder et rengjort hjem, med et der dufter af skrappe rengøringsmidler.
Overvej alligevel altid at gå efter produkter med allergimærket Den Blå Krans, der er uden parfume og andre kendte allergener. Så mindsker du risikoen for kontaktallergi og irritation af luftvejene.
Selvom der ikke er faste regler for, hvor tit du skal gøre rent, er det generelt en god idé med en ugentlig tur med klud og spand for at mindske mængden af støv i hjemmet. Det er dog ofte de samme steder, du gør rent, og støv har derfor tid til at hobe sig op de steder, der er mindre tilgængelige. Derfor er det en god idé at bruge lidt tid på en hovedrengøring, hvis der f. eks. skulle komme en regnvejrsdag.
Tips til et rent hjem
– Luft ud med gennemtræk under og efter rengøring.
– Indret dit hjem uden for mange nips og med glatte, rengøringsvenlige overflader. Undgå for eksempel væg til væg tæpper og overfyldte rum.
– Gør som hovedregel grundigt rent én gang om ugen i alle rum.
– Hvis der kun er lidt støv, kan du ofte rengøre med rent vand.
Ellers brug få rengøringsmidler uden overflødige stoffer som fx parfume og dosér korrekt.
– Undgå at anvende sprayflasker. Det spreder rengøringsmidlet i luften, og øger risikoen for, at du kommer til at indånde det.
– Sørg for at støvsugeren kører på det gulv, der lige er støvsuget. Det forhindrer, at du hvirvler partikler rundt i luften.
– Tør vandrette flader af med en våd, hårdt opvredet klud, støvsug og vask gulvet i nævnte rækkefølge.
Kilde: Astma-Allergi Danmark