Vinteren i Danmark kan være en drøj affære. Kulde og regn, sjældent afløst af få dage med frost, sne og høj sol, kalder på ferie – en kærkommen vinterferie.
Af Henriette Rosenthal
For børnefamilier med børn i skolealderen, eller i familier hvor mor eller far er ansat i det danske skolevæsen, ligger tidspunktet for vinterferien rimeligt fast. Uge syv eller otte danner rammen for den ugelange ferie, som falder på et tørt sted – eller rettere – et koldt og mørkt sted. Juleferien er for længst glemt, og januar er både lang og kedelig, med mindre man lige er så heldig at have fødselsdag denne måned. Lægger man planer om at rejse på eventyr i vinterferien, er det klogt, hvis muligt, at navigere uden om de to førnævnte uger, hvor efterspørgslen på ferieaktiviteter ofte afspejles i forhøjede priser og myldretid, så det er svært at komme til.
Solferie i den mørke årstid
Det er ualmindeligt sødmefyldt at springe på en flyver med familien på en kold og grå vinterdag, og efter en flyvetid på måske fem timer blive mødt af milde vinde og solstrejf, når man står af igen. En uge i sydens eller østens sol beriget med en god swimmingpool eller strand, kan få resten af vinteren til at forekomme mere spiselig – også selv om vinteren trækker ud og stjæler sig tid helt ind i april, som egentligt officielt er en forårsmåned. Både humør- og D-vitaminkontoen har godt af en optankning sol og varme. Med lidt held får man også navigeret ungerne uden om de værste vintersnuer.
En nem løsning
Charterferie er en dejlig nem løsning, hvis feriebudgettet tillader sådan en. Ofte har rejsebureauerne fine tilbud på rejser til familieegnede destinationer med gode familierabatter. Hvis man har brug for at vide, hvad ferien samlet set kommer til at koste, er All Inklusive et oplagt valg. Her betaler man for både rejse og fuld forplejning hjemmefra, og kan på den måde forhindre feriebudgettet i at løbe løbsk.
Behøver vi at blive vaccineret?
På www.ssi.dk/rejser/ hjælper Statens Serum Institut os med at få et overblik, over hvilke vaccinationer de anbefaler os at få, inden afrejsen til de forskellige lande. Her kan du få et hurtigt overblik over nogle af de sygdomme, man bør prøve at undgå at få med hjem fra ferien.
”Voksen get-away”
Når familien er tilgodeset med ferie i den mere eller mindre officielle vinterferieuge, er det altså i orden, at mor og far snupper en ”weekendferie”, hvor ungerne enten råhygger hos venner, eller bliver forkælet hos bedsteforældrene. Det er en udbredt misforståelse, at det først er når man er slidt helt ned til sokkeholderne, man fortjener lidt voksentid sammen med sin elskede. Nogle forældre føler, at det er at svigte ungerne at stikke af på weekend med tilhørende ”voksenforkælelse”, og kommer derfor ikke af sted. Smid skyldfølelsen overbord, og gør forsøget.
Hvor er der varmt om vinteren?
Her får du tre forslag til vinterferiens varme rejsemål
Kap Verde
Kap Verde er en solbeskinnet øgruppe som ligger ca. 500 km. fra Senegal på Afrikas vestkyst. Her skinner solen 350 dage om året, og regntøj behøver I ikke at bekymre jer om, for regn er en sjælden gæst på disse kanter. Temperaturen er generelt lidt højere end på de Kanariske øer, og så blæser der som regel en svalende vind. Det helt perfekte klima for os vinterkolde danskere, der savner sol og varme i de kolde regnfulde måneder.
Thailand
Thailand er et populært vinterrejsemål, for her er varmt året rundt. Med sine floder, templer og venlige befolkning er Thailand virkelig et besøg værd. Når man rejser til Thailand, kan man roligt glæde sig til maden. Her er alt fra luksuriøse restauranter til street food, hvilket du ikke må snyde dig selv for at prøve. Prøv også de friske ananas og andet frugt, der bliver skåret i stykker og sat på pinde, og som koster næsten ingen ting. I Thailand findes de smukkeste strande, spændende øer, fantastiske koralrev og hav liv, man kan også nyde den spektakulære udsigt fra høje bjerge og bade i brusende vandfald. I Thailand finder man også blomster og dyreliv i rigt mål.
De Kanariske Øer
De Kanariske øer består af syv store og seks mindre øer, der ligger ud for Afrikas nordvestlige kyst. De bedst kendte af øerne er nok Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og Fuerteventura. Om vinteren kan du forvente milde temperaturer på De Kanariske Øer, mellem 20 og 23 grader, så hvis du ønsker at undgå den kolde, grå og våde danske vinter, så er De Kanariske Øer et oplagt rejsemål, for solferie i den mørke årstid.