Optakt til 0. klasse: skoletaske, madkasse, drikkedunk, penalhus, og skriveredskaber. Uundværligt til en skolestart og vigtige sager for det kommende skolebarn.
Af Henriette Rosenthal
Måske overskygger forventningen til indkøb af den nye fine skoletaske for, at der som noget helt naturligt også er skal tænkes på et godt penalhus, der indeholder de vigtige skriveredskaber.
Hvor er tastaturet?
Det falder selv små børn ret naturligt at finde de rigtige ”knapper” på tastaturet, når de sidder med en tablet i skødet eller foran en skærm. Derfor er tastaturet en hård konkurrent til, at barnet får øvet sig til at få en pæn håndskrift, for det kræver faktisk vedholdende øvelse. Og en pæn, letlæselig håndskrift kan altså bruges til noget særligt hele livet igennem. En vigtig, personlig hilsen skrevet i hånden høster som regel flere point hos modtageren, end en mere overfladisk, elektronisk. Det er derfor vigtigt at komme godt fra start med skriverierne i indskolingen, og her kommer det rigtige ”udstyr” i penalhuset barnet til hjælp.
Styr på tingene
Der findes flere typer penalhuse og smag og behag er forskellig. Når man står sammen med barnet i butikken, og det ene penalhus er mere farvestrålende med fine, velkendte dekorationer end det andet, kan det være svært ikke at lade sig rive med. Måske går barnet helt i selvsving over et af de penalhuse, som er udformet som en aflang pose med lynlås, og hvor alle skriveredskaberne ligger og rasler rundt i løs vægt? Forestil dig alligevel, hvor meget lettere det er for barnet, at finde de rigtige skriveredskaber i et af de flade penalhuse med elastikker, der holder hver ting fast på sin plads. Penalhuset er et vigtigt arbejdsredskab i barnets skoledag, og skal derfor efterses jævnligt, for måske bør indholdet suppleres af nye sager. I løbet af skoledagen låner børnene ting fra hinandens penalhus, og det er ikke altid at de havner på rette sted igen.
Tykke blyanter og et godt viskelæder
Små hænder kan have svært ved, at gribe rigtig om blyanten og holde den fast i den rigtige skrivestilling, som er et trefingergreb. Derfor kan det være en god idé, at I vælger tykke blyanter, gerne trekantede, til ”begynderpenalhuset”. De er lettere for det mindre barn at håndtere og de findes også som farveblyanter.
Et godt viskelæder er et ”must”, for selvfølgelig skal der være plads til fejl. Måske har du selv prøvet at viske noget ud, hvor resultatet er noget fnidderværk, som er umuligt at skrive noget pænt ovenpå – det har jeg har i hvert tilfælde.
Lige streger er lettere at lave med en lineal, så selvfølgelig skal der også findes sådan en i penalhuset, ligesom en god blyantspidser. Det er sin sag at øve skrivning, hvis alle blyanterne er knækkede.
Læs mere her om skolestart efter sommerferien