Fortsat fra Livmoderhalskræft Del 1.
Af Maria Schnell Beeken
Bon voyage
Næste morgen vinkede jeg farvel til mand og børn. Min mor hjalp mig med at pakke sammen og sørgede for, at jeg kom frem til bussen, som afgik fra Hovedbanegården tidlig aften.
Jeg havde selvfølgelig bevæbnet mig med iPad, blade, pude og tæppe og de første timer gik da også ganske fint.
Tyskland farede forbi bussens ruder…. Og jeg uploadede ”Greetings fra Lübeck” og ”Live fra Bremen” billeder på min Facebook, så familie og venner kunne følge med på min rejse.
Men jo mørkere og mere stille det blev i bussen, jo mere ked af det begyndte jeg at blive. Jeg savnede min mand og mine unger og følte mig pludselig helt Palle alene i Europa. Jeg havde også murren i underlivet og synes faktisk det var lidt synd for mig. Toilettet på bussen var simpelthen SÅ klamt. Det var nærmest sprøjtespulet med urin fra gulv til loft og låsen virkede ikke.
Det var ikke hverken nemt, eller særlig hygiejnisk, at stå der med nyopereret livmoderhals og skifte bind i en bumlende bus.
When in France….
Tidligt næste morgen trillede bussen over den franske grænse. Jeg købte et par croissanter på en tankstation, naturligvis, ”when in France”…..
I Paris havde jeg 8 timers ophold inden jeg skulle med den næste bus mod Madrid samme aften. Jeg indlogerede mig på et hotel for at kunne få en lur i en mere vertikal stilling.
Efter en lur, et bad og nogle snaps frem og tilbage med ungerne tog jeg hul på næste bid af rejsen. Jeg tilbragte endnu en nat og en dag i bussen, inden jeg sen eftermiddag arriverede i Madrid.
Så manglede der kun en 2,5 timers togtur for jeg kunne blive genforenet med familien i Malaga. NØJ, hvor var det godt at se dem…. Og NØJ, hvor var jeg træt.
Nu kunne ferien begynde! Min store søn kom også og alt var godt. Lige indtil……….
Telefonopkaldet jeg IKKE havde ventet
11 dage efter keglesnittet, 8 dage efter min ankomst til Spanien ringede gynækologen på min mobiltelefon. Vi sad i bilen og var på vej til Benalmadena for at tage på stranden og senere mødes med en veninde og hendes datter.
Jeg husker tydeligt, at jeg skruede ned for den spanske radio og hørte gynækologen sige ”Denne her slags beskeder, er altså ikke nogen jeg plejer at give over telefonen. Men nu er du jo rejst til Spanien, så det beklager jeg, at jeg bliver nødt til”. Det føltes som en evighed før han sagde noget igen. Tiden stod stille og jeg nåede at tænke 10.000 forskellige tanker, ligesom når man er ved at snuble og føler det hele går i slowmotion, indtil man rammer jorden. I virkeligheden gik der måske, hvad der svarede til max 2 sekunder.
Han fortalte, at der ved keglesnittet var kommet en tumor med ud og renderne ikke var frie for forandrede celler. Han ville derfor henvise mig til et cancerpakkeforløb og ville anbefale, at jeg hurtigst muligt kom hjem og fik fjernet hele livmoderen.
BUM! Hvad så? Alle ungerne sad i bilen. Chili var heldigvis så lille, at hun med sine 9 måneder var lykkeligt uvidende om hvad der foregik. Drengene blev stille og det gjorde Kai også. Vi fortsatte til stranden og drengene legede på en stor oppustelig ”Waterpark” mens Kai og jeg sad i larmende stilhed med ængstelige smil og forsøgte at holde facaden.
Jeg måtte stadig ikke flyve og havde ikke mod på at tage 2 døgn i bus alene hjem igen. Så vi besluttede at vente til vores planlagte hjemrejse godt 2 uger senere. Så kunne vi alle flyve hjem sammen. Vi måtte prøve at få det bedste ud af ferien og så få styr på det hele når vi kom hjem.
Nemmere sagt end gjort….
Det var svært at fortsætte den glade ferie stil. Jeg gik igen i løsningsmode, fik anmeldt til sundhedssikringen, talte med læge og hospital om tider til opstart af forløb, når vi kom hjem, alt imens Kai gik endnu mere ind i sig selv. Han blev mut og indelukket og når han endelig sagde noget var det surt og negativt. Jeg prøvede at tale med ham, men vi gik hele tiden helt skævt af hinanden.
Jeg kan huske jeg tænkte ”HELT ÆRLIGT, det er mig der har kræft, hvorfor skaber du sådan”! Retrospektivt, kan jeg jo godt se hvad det var der foregik. Den gang kunne jeg godt have brugt en helikopter der lige hev mig ud af situationen og op i luften så jeg kunne se det hele lidt oppe fra.
Han var bange. Han var PISSE bange for at miste sin hustru. Og det tacklede han på den eneste måde han kunne finde ud af. Hensigtsmæssig var den ikke. Hverken for ham eller mig, men det var det våben han havde at kæmpe med. Når jeg senere har spurgt ind til hvorfor han ikke delte sine tanker med mig, har svaret været, at det var fordi han ikke ville bebyrde mig med sin bekymring. Misforstået hensyntagen, for jeg ville SÅ meget hellere have haft, at han havde sagt ”Jeg er bange skat”, så ville jeg have holdt om ham og passet på ham. Mit våben var nemlig at trække i kampuniformen og forsikre både mig selv og andre om, at det hele nok skulle gå.
Helt kunne jeg dog ikke frasige mig at have dystre tanker. Når jeg lå i mørket med hånden på Chilis lille krop, lyttede til hendes åndedrag og snusede til hendes fine hår. Tænk, hvis jeg ikke fik lov til at se hende vokse op.
Og hvad med min drenge, tænk hvis de pludselig ingen mor havde. Jeg var aldrig i tvivl om, at Kai ville kunne tage hånd om det hele, men hvor var det dog uendeligt sørgeligt at tænke på.
