Lidt om solbeskyttelse…

17

Sommerferien står for døren, og sommerferie er lig med sol, og der er her solbeskyttelse kommer ind i billedet.

Af Bonnie Jensen

Solens stråler giver os masser af D-vitamin og det skarpe lys giver os masser af god energi. Men de skønne stråler kan også være lumske, så vi skal huske, at smøre os selv og børnene ind i solcreme, for solskoldet hud gør ondt, og kan i værste tilfælde fremme muligheden for at få hudkræft. Selvom det også kan være varmt i Danmark, er solens stråling stærkere sydpå. Mens uv-indekset i Danmark maksimalt kommer op på syv, kan uv-indekset i Sydeuropa komme helt op på tolv. På ferien er vi meget udendørs, og det betyder, at vi øger tidsrummet, vi opholder os i solen.

Børn og sol

solbeskyttelse

Børn og unge er ekstra udsat i solen. Det er de, fordi celledelingen i overhudens pigmentceller er størst i barndommen og ungdommen, fordi hudens overflade vokser. Uv-strålingen har derfor lettere ved at påvirke cellernes arvemateriale. Jo tidligere børn udsættes for skadelige UV-doser fra solen, jo længere tid har skaderne også til at udvikle sig til modermærkekræft senere i livet. Som forælder kan du gøre meget for, at dit barn er beskyttet mod solen.
Solrådene om skygge, solhat og solcreme er de samme for børn og voksne. Det anbefales at man solbeskytter sig, når uv-indekset er tre eller derover.

Det gør du bedst ved at:

solbeskyttelse

• Søge skygge midt på dagen, når solens stråling er stærkest.
• Bruge tøj og en bredskygget hat, der giver skygge til kroppen. Almindeligt, tætvævet tøj giver også god beskyttelse mod solens stråling.
• Bruge rigeligt med solcreme der, hvor tøjet ikke dækker. Her er det en god ide at bruge en svanemærket solcreme med mindst faktor 15 i Danmark og mindst faktor 30 under varmere himmelstrøg. Husk at bruge rigelige mængder – en god huskeregel er: Én krop – én håndfuld (Én børnekrop – én børnehåndfuld).
• Spædbørn, der hverken kan kravle eller gå, skal holdes væk fra direkte sollys.

Resten af solcremen fra ferien eller sidste år

solbeskyttelse

Er det nødvendigt at købe ny solcreme, når der er masser i flasken fra sidste år? Forbrugerrådet Tænk har testet en række solcremer fra flasker, der blev åbnet for et års tid tilbage. Testen viser, at du trygt kan bruge resterne fra sidste år. Dog skal du være opmærksom på at solcremer kan blive for gamle, og så kan de blive harske eller inficeret med bakterier. Risikoen for, at solcremen bliver dårlig, er størst, hvis solcremen opbevares længe ved høj varme – for eksempel på stranden eller i bagruden af bilen. Er du i tvivl om hvilken solcreme du skal købe når den gamle skal erstattes? Få gode råd her.

Lidt skygge til de yngste

En lang dag på stranden med mindre børn kræver, at man kan skabe skygge, så barnet kan sove middagslur eller få en pause fra solen et skyggefuld sted. En strandparasol eller en strandmusling, som er et smart lille pop-op telt, bør derfor stå fast på pakkelisten til en dag på stranden.

Der findes en UV app
solbeskyttelse

Den er gratis og den gør det nemt for dig at holde øje med uv-indekset, og hvornår du skal beskytte dig mod solen. Uv-indekset er et udtryk for intensiteten af solens ultraviolette stråling, og dermed hvornår man skal passe på i solen. Det er nemlig ikke temperaturen, som er afgørende for, om solen brænder – man kan også blive solskoldet, selvom det er overskyet. Og netop skydække, kan appen tage højde for, så det uv-indeks du får leveret, er mere relevant – både i forhold til den aktuelle vejrsituation, og behovet for solbeskyttelse. Når uv-indekset er på tre eller derover, bør man beskytte sig mod solen. Det gælder både i Danmark og i udlandet. Den gratis app fortæller dig, hvad uv-indekset ligger på, lige præcis der hvor du befinder dig. Du finder appen Uv-Indeks i App Store.

Solcremer og allergi

Hudallergi kan ramme mennesker i alle aldre – også børn – og har man først fået det, er det for livet og kan medføre en stor belastning i hverdagen. Derfor er det en god ide, at gå helt uden om produkter med parfume, også de naturlige parfumestoffer, og vælg i stedet produkter med allergimærkninger.

Kilde: Kræftens bekæmpelse, Astma-Allergi Danmark og Tænk