Hverdagens liste over pligter er lang. Ofte ender vi med at nedprioritere leg med børnene. Men at vi aktivt vælger at lege med vores børn, kan faktisk gøre livet lettere for os.
Af Lærke Morell
Arbejde, havearbejde og husarbejde. Vi har pligter nok, der trækker i os til hverdag, og gemmeleg med børnene står ofte langt nede på to-do listen. At vi lægger hverdagens forpligtelser og stress til side for en stund, og helhjertet træder ind i den verden, som tilhører vores børn, styrker vores forhold til barnet, og kan betyde, at det bliver lettere at komme igennem livets udfordringer og hverdagens konflikter sammen.
Ph.d. i psykologi og legeterapeut Lawrence J. Cohen, har netop skrevet en bog om børns leg, og han mener, at leg er vores bedste redskab som forældre, og at vi igennem børnenes leg får en større forståelse for deres følelser og tanker.
Gevinsterne er store
Når vi leger med vores børn, kan vi hjælpe dem igennem svære følelser, styrke vores samhørighed med dem, og gøre det lettere at være forælder. Leg kan bruges til at arbejde med dagligdagsudfordringer, som påklædning og tandbørstning. Men det kan også bruges ved større adfærdsproblemer, og store omvæltninger, der påvirker børnene. Det kræver lidt af dig, at sætte tid af til leg med børnene. Men gevinsterne kan være store, og glæden ved at få sit barn til at grine, kan ingen tage fra dig.
Gem dig bag skraldespanden, og få et gladere barn
Gode lege til at styrke jeres samhørighed på en solskinsdag, kan være noget så simpelt som gemmeleg eller fangeleg. Lege, hvor I er adskilt, og finder eller fanger hinanden igen, får børn til at grine, og spiller tydeligt på den adskillelse og genforening, vi oplever dagligt. Men at spille bold til hinanden, kan gøre en forskel. Bolden mellem jer fungerer som en slags bro, og ved at opmuntre barnet med rosende kommentarer, styrker du også barnets selvtillid.
At skubbe sit barn på en gynge, kan også give mulighed for mange sjove lege, der gør, at du ikke bare er statist. Engagér dig i den tid, du alligevel står der med dit barn. En leg, hvor du lader dit barn vælte dig, når han gynger ind i dig (kun med det yderste af tåspidsen, selvfølgelig) kan få ham til at grine, og styrke hans selvtillid. Han er stærk, og kan vælte dig omkuld. Eller hun kan være megasej og modig, fordi hun tør gynge virkeligt højt. Brug endelig dine ord til at udtrykke, hvor overrasket du er over, at hun tør, for det plejer ellers kun at være de mest seje eller største piger, der tør. Hvis hun griner, er du på rette vej. Vær endelig ikke bange, for at prøve forskellige ting af.
Det er bedre, at forsøge med en leg, der ikke er en succes, end slet ikke at prøve. Men følge fnis og latter. Det er overskriften på det ene kapitel i den nye bog, Playful Parenting – Leg jer til en lettere hverdag. Bogen giver mange forslag til lege, forklarer legenes psykologi, og giver dig konkrete redskaber og inspiration til at gøre jeres egen hverdag lettere, og hjælper os til at forstå, hvorfor det en god idé, at prioritere gemmeleg højere blandt dagens pligter.
Vil du vide mere? læs mere i vores artikel – Sjove lege – der giver god motion