Huden er vores største organ, og er et værn mod bakterier, kemikalier og andre fremmede stoffer udefra. Huden sørger også for, at der ikke fordamper for meget vand indefra. Derfor er der god grund til at passe godt på huden, med god hudpleje og holde den blød og smidig så huden forbliver intakt.
Af Henriette Rosenthal
Vidste du:
- At huden er med et overfladeareal på ca. 1,5 m2 et af vores største organer
- At huden udgør ca. 15 % af legemsvægten
- At huden skaffer os information om omgivelserne gennem små nerveender, som registrerer berøring, tryk, varme, kulde og smerte
Kulde og tørt indeklima
Grunden til, at mange oplever tør og skadet hud i vintermånederne, er kombinationen af den bidende kulde udenfor og den tørre radiatorvarme indenfor.
Hvordan behandler jeg tør hud?
Fugtighedscreme er en effektiv behandling af tør hud. Vælg en fugtighedscreme med højt fedtindhold (> 20 %), og uden parfume, som du kan reagere allergisk mod. Bruges en eller evt. flere gange dagligt.
Vælg en fed creme til tør vinterhud
Jo mindre vand i cremen, jo bedre. Vælg en creme med lavt vandindhold gerne uden parfume, til at holde huden beskyttet mod vinterens blæst. En creme med højt indhold af gode fedstoffer, og som ikke indeholder vand, minimerer risikoen for frostskader på den sarte hud. Hvis man ydermere vælger hudpleje mærket med et eller flere af de anerkendte miljømærker, der fortæller at man her står med en creme i hånden, som ikke indeholder nogle af de skadelige og hormonforstyrrende stoffer, er man på den helt sikre side.
Vintertørre læber
Når det er vinter og dermed koldt behøver læberne ekstra beskyttelse mod kulden. Vælg gerne en læbepomade med et højt fedtindhold.
Bløde hænder
Et lunkent håndbad med lidt olie i er ikke noget, man tager sig tid til i hverdagen. Men hvis du har brug for et frikvarter, så und dig selv de ti minutter det tager. Smør efterfølgende hænderne i en god, fugtgivende håndcreme. Hænderne bliver silkebløde.
Har du poser under øjnene?
Hvis du er mørk under øjnene, kan du prøve at lægge en skive køleskabskold agurk på hvert øje. Lad dem ligge i ca. 10 minutter. Det reducerer poserne og virker beroligende på øjenomgivelserne.
Dampbad renser huden
Hvis du kommer lidt kamillete i vandet, blødgører du huden, hvorefter den vil være mere modtagelig for en afsluttende ansigtsmaske.
Du skal bruge: vand og kamillete.
Kog vandet. Kom det i en stor skål, der kan tåle det varme vand, sammen med kamillete. Læn dig indover baljen eller skålen med et håndklæde over hovedet, så du lukker dampen fra vandet inde. Det skal være, så du har det varmt og sveder, men vær forsigtig og sørg for at vandet ikke er så varmt, at du brænder dig.
Aloe vera mod forbrændinger
Aloe vera har længe været kendt for at virke godt til behandling af sår, især forbrændinger, herunder solskoldning. Undersøgelser tyder på, at det er en effektiv behandling af første- og andengradsforbrændinger. Fire eksperimentelle undersøgelser fandt, at Aloe vera kunne reducere helbredelsestiden for forbrændinger med ca. ni dage sammenlignet med konventionel medicin.
Kost påvirker huden
Hudpleje handler også om kost og vand, som spiller en enorm rolle for hvordan din hud ser ud og hvor hurtigt du ældes. Får du for lidt vand, kan din hud blive tør og grålig at se på. Derfor er det vigtigt, at du dagligt indtager mellem halvanden og to liter væske – her tæller kaffe og cola ikke, kun vand og urtete. I forhold til kosten er de sunde umættede fedtsyrer som for eksempel omega-3 fedtsyrer gavnlige for huden. De hjælper næringsstofferne med at passere ind i cellerne. Omega-3 fedtsyrer findes i fødevarer som laks, valnødder, tofu, hørfrøolie, malet hørfrø, raps- og olivenolie.
Trætte fødder
Et fodbad kan være skønt, hvis du har stået op hele dagen og fødderne er trætte. Pas på huden, og hold dit fodbad kort og vandet lunkent. Hvis vandet er for varmt, udtørres huden unødigt. Smør efterfølgende fødderne med fed creme.
Kilder: Sundhed.dk, Astma-Allergi Danmark, Forbrugerrådet Tænk, Helsenyt, DR.