Et smut over Øresund, så finder du forkælelse og afslapning i de smukkeste omgivelser på Skånes smukke sydkyst.
Af Bonnie Jensen
De fleste af os har hørt om det og ikke mindst kigget misundeligt på diverse facebook og Instagram opslag, når dem du følger, har været på besøg på Ystad Saltsjöbad. Et fantastisk lækkert og mere end 100 års gammelt badehotel med spa og konferencecenter. Endeligt blev det min tur til at tage på kæresteweekend, og slappe helt af, og lade op til hverdagen igen.
Værelse med udsigt
– Da vi efter hurtig og nem indtjekning trådte ind i vores værelse for weekenden, begyndte jeg straks at lægge planer for omrokeringer og opdateringer hjemme i mit eget soveværelse. For hold da op, hvor var her smukt og hyggeligt. Vi var blevet indlogeret på et skønt, rummeligt værelse indrettet med bløde lænestole, en kæmpemæssig seng og en masse fine detaljer, fuldstændigt som jeg havde forestillet mig når jeg så billeder fra andre der tidligere end mig har været på besøg.
Nu tager man jo ikke på weekend på et spahotel for at spendere al sin tid på værelset, og vi hoppede fluks i badetøjet og de store vamsede badekåber, samt tøflerne der lå klar til os på sengen. Så gik turen hen til spa-afdelingen og her blev jeg behørigt imponeret. Stedet er jo godt besøgt, men også så rummeligt, at det ikke føltes overfyldt. Her var dejligt lunt, og det varme vand løsnede vores trætte muskler op. Helt magisk blev det, da mørket sænkede sig udenfor, og vi kunne sidde i udendørsbassinerne, med kroppen omhyllet af det badekarvarme vand og nyde at mærke luftens friskhed i ansigtet.
Lækker spa-afdeling
Spa-afdelingen er virkelig et kapitel for sig, og foruden sauna, diverse bassiner og et velbesøgt boblebad, findes her også et vidunderligt rum på første sal, indrettet med brede, komfortable senge, hvor man kan slappe af, læse sin medbragte bog og nyde en forfriskning fra baren – og den mageløse udsigt over havet samt den knitrende ild i pejsen.
Et andet hyggeligt rum også indrettet med brede senge og bløde puder findes ligeså, blot med dæmpet lys og en vidunderlig rolig atmosfære. Hvis sulten melder sig, serverer baren, som ligger i forbindelse med spa-afdelingen, de mest fabelagtige rejemadder, som varmt kan anbefales i selskab med et glas køligt hvidvin.
Derudover findes to restauranter: Vitas, en fransk-amerikansk bistro og Port, en svensk-amerikansk seafood-restaurant som begge er meget smagfuldt indrettet. Stedet byder også på en virkelig hyggelig bar, Nero, hvor dygtige bartendere mikser din yndlings-drink.
Ystad Saltsjöbad, vi glæder os til et snarligt gensyn, for et ophold hos jer er stærkt vanedannende – og umanerligt godt for parforholdet, som jo nogle gange lider lidt under en travl hverdag.