Efter en skøn sommerferie med hele familien samlet og masser af tid til at være mor og far, kunne det gøre godt med en weekend uden børn, hvor der er tid til at være ”os to”.
Af Bonnie Jensen
Tag et par dage fri fra job eller hiv en weekend ud af kalenderen, og bed om hjælp til børnepasning hos bedsteforældre, eller aftal overnatning hos en legekammerat, og stik af sammen. Væk fra hverdagens rutiner og pligter, og giv jer selv lov til at mærke hvordan kærligheden begynder at blomstre igen, når I får lov at snakke sammen uden at blive forstyrret. I får lov at holde i hånd med hinanden i stedet for børnene og have tid til at kigge hinanden i øjnene i mere end to minutter ad gangen. Der er mange måder at holde weekend på, og her er et par forslag:
Gode tilbud
Hvis du gerne vil tippes om gode tilbud på weekendophold i Danmark, så tjek de forskellige dealsites, der løbende forhandler gode aftaler på plads om gode rabatter, og sender tilbuddene til dig på din e-mail. Måske er det din tur til at overraske din elskede med
en weekend uden børn?
Slot eller herregård
Hvad med en weekend på en gammel herregård eller på et historisk slot? Det lyder da romantisk, og sådanne steder ligger ofte
placeret i de smukkeste grønne omgivelser, med gode muligheder for en gåtur hånd i hånd. Og flyder snakken egentligt ikke også
bedre når man bevæger sig samtidigt?
Hotel
Uanset om I er til afslapning og forkælelse på et spahotel, til strandture eller til oplevelser i en pulserende storby, så findes der et stort udvalg af lækre hoteller i vores eget land. Her er noget for enhver smag og økonomi, det er faktisk kun jeres ønsker I skal planlægge ud fra.
Glamping
Glamping er blevet en ny trend, hvor man overnatter ude i et opstillet telt med behagelige senge, og altså ikke på egne medbragte liggeunderlag. Her findes nogle med gennemsigtigt loft, så I sammen kan ligge og kigge op på stjernerne i mørket, efter I har tilberedt jeres middag (som I får udleveret ingredienser til ved ankomst) over bål.
10 tips til jeres romantiske weekend uden børn
- Find tiden til at slappe af og nyde hinanden
- Sluk for jeres mobiltelefoner, eller aftal at de er tændt 1-2 timer om dagen
- Tag på tur om aftenen og nyd det pulserende natteliv
- Brug jeres kvalitetstid på at snakke om fælles mål og drømme
- Bryd jeres vaner og gør noget I ikke plejer at gøre
- Tag en masse billeder af jeres kærlighedstur
- Spar ikke på pengene på denne tur
- Køb en lille gave til hinanden
- Husk at kysse og nyde hinanden, nu hvor I er alene
- Vigtigst! Fortsæt med at give hinanden masser af opmærksomhed når I kommer hjem
Læs evt. mere her: bornogfritid.dk/tid-til-tosomhed/