Bilferie…

Hvis I vælger at tage en bilferie, når ferien står for døren, er her nogle tips der får køreturen til at glide lettere.

Af Henriette Rosenthal

Nyd turen undervejs

Tag jer god tid undervejs på kør-selvferien, så I har tid til at nyde turen og de steder, I kommer forbi. Forhast jer ikke med at komme til jeres destination, men betragt køreturen som en del af selve ferien – både derhen og hjem igen.

Undgå sol i øjnene

Det er ikke sjovt at sidde på bagsædet med solen direkte i øjnene. Overvej om det ville være en god idé at montere solskærme på de bagerste sideruder til at beskytte børnene mod solen. Husk, at der ofte bliver varmere og mere indelukket på bagsædet, så luft ud og åbn vinduerne bagi bilen med jævne mellemrum.

Undgå krøllet tøj

Selv om man vasker og stryger, inden man pakker, er det ofte en krøllet omgang ferietøj, man får hevet op af tasken, når man ankommer til sin feriebolig. Hvis du ruller tøjet til ”pølser” inden du lægger det i tasken, får det ikke mystiske læg og folder på turen og er lige så pænt, når du pakker det ud, som da du pakkede taskerne i bagagerummet på bilen.

husk at holde pauser ved bilferie

Husk pauser

Det kan være svært at sige præcis, hvor lang tid man kan køre ad gangen. Der vil være forskellige smertegrænser fra person til person. Det bedste man kan gøre, er at tage en pause, når der er brug for det. Om det så er efter en time, er det vigtigt at tage
sig de pauser, som man har brug for.

Giv bilen et tjek

Inden I pakker bilen til turen, er det en god idé, at give bilen et tjek. Tjek om oliestanden på bilen er ok og om dækmønstret er
tilstrækkeligt. Vær sikker på, at bilens dæk kan holde til at transportere både oppakning, en hel familie og om den kan køre i alt slags vejr. Tjek også at bilens lygter, udsyn og sikkerhedsudstyr er klar til turen.

bilen er pakket til bilferien

Pak bilen forsvarligt

Husk at tunge ting bør placeres lavt og bagerst i bagagerummet mod sæderyggen. Hvis pladsen i bagagerummet ikke rækker, kan man vælge at køre afsted med en tagboks, hvor de letteste ting i bagagen kan placeres. Tjek forinden hvor mange kilo tagboksen er beregnet til og overhold altid den anbefalede vægtangivelse.

Hvis bilen har et stort åbent bagagerum, f.eks. en stationcar, er det en god idé at købe et gitter til at sætte bag ved bagsædet. På den måde minimerer man risikoen for flyvende bagage i kabinen, hvis uheldet er ude. Vær opmærksom på at bremselængden øges, jo tungere bilen lastes. Så husk at holde ekstra afstand og kør langsommere, hvis I kører med en fuldt pakket bil.

underholdning til bilferie

Underholdning på bagsædet

En af fordelene ved en bilferie er, at ferien starter lige så snart, man sætter sig ind i bilen. Sørg derfor for at turen til destinationen bliver så behagelig og underholdende som muligt. Rejser I med børn, er det en god idé at have snacks og underholdning med.

Mangler du inspiration til hvad ungerne skal underholdes med på bagsædet? læs vores artikel “Hvordan man kan stimulere et barns læselyst” her.