Vi tester en børnetrivselsapp

Mia Kragh Sylvest og Majbritt Lyckhage står bag Cosmo Child. Ideen opstod fordi de som mødre blev opmærksomme på den stigende mistrivsel blandt vores børn og unge i Danmark. Målet med appen er at gøre det lettere for forældre at lære barnet at lytte til sig selv, håndtere forskellige følelser og udfordringer samt styrke troen på sig selv. De mener, at fokus på den tidlige indsats, hvor den mentale trivsel bliver et naturligt element i barnets opvækst, er afgørende for barnet fremtidige sundhed og trivsel.

Af Henriette Rosenthal

Lise Kaltoft:

– Jeg er mor til to børn på fire og syv år, og vi glædede os til at prøve appen Cosmo Child. Søvn er et ”issue” hos os, og har været det nærmest fra første barns første dag. Ofte er det ved sovetid, at dagen fordøjes og mange store tanker skal tænkes. Derfor har vi længe brugt meditation og rolig musik, når vi putter, for at gøre overgangen fra dag til nat blidere og roligere.
Vi har købt alle mulige slags meditationer undervejs, og ofte brugt dem i en periode – og så er de druknet i forskellige apps og hjemmesider.

I denne periode har vi brugt Cosmo Child næsten hver aften, og nogle gange også til at vågne til om morgenen, eller til at slappe af til, når børnene kom hjem om eftermiddagen. Det er i høj grad meditationerne og musikken, vi har brugt, men børnene har også nydt de gange, vi har kastet os ud i lidt akupressur.

Hensyn til alle aldersgrupper.

Fordi appen er aldersinddelt, er det nemt at finde frem til materiale, der passer til barnet. Der er forskel på, hvad den yngste gerne vil høre, og hvad den ældste foretrækker. Men når vi har puttet sammen, har de begge kunne høre med på det hele. Appen er overskuelig, og man finder hurtigt sine yndlings, som man kan lave komme på en favoritliste og derefter downloade værktøjerne. Det er skønt at det hele er ét sted, så vi ikke skal lede rundt efter det og huske passwords. Og begge børn har fået appen på deres iPads, så de selv kan lytte – hvilket de gør ret ofte.

Jeg kan kun anbefale appen. Jeg håber, at indholdet bliver udviklet videre, så der kommer nyt at lytte til. Nogle gange er det allerbedste at høre noget genkendeligt – andre gange vil især den store gerne lytte til noget nyt.
At der er så stort fokus på selvværd og god selvfølelse, bakker jeg som både mor og læreruddannet op omkring. Det er et supergodt og vigtigt udgangspunkt at vælge i en hverdag, der for mange børn går hurtigt, og hvor der stilles mange krav. Her er der plads til at VÆRE. Og være værdifuld.

Sabina Kjemstrup

Cosmo Child

– Herhjemme har vi primært brugt Cosmo Childs skønne app på storebror, der er fem år.
Bastian har længe været bange for at gå i seng om aftenen, men med hjælp fra både historier, akupressur og meditation har vi fået meget mere rolige aftener og et nemmere barn at putte.
Han er faktisk selv begyndt at efterspørge “de der prik” hvis han kommer hjem fra en hård dag i børnehaven.

Også lillebror på tre har haft gavn af især de rolige fortællinger, når vi er indlagt, hvor der er drøn på hele dagen med undersøgelser, læger og sygeplejersker der skal pille og trykke. Vi er indlagt med ham ca. 200 dage årligt, da han har væske der trykker i hans hjerne. Han får løbende justeret på ventiler, der lette trykket.
Appen har virkelig hjulpet mig som mor til at hjælpe mine børn – og samtidig mig selv til at komme ned i gear.
Jeg vil varmt anbefale den – om man som os har et liv i evigt beredskab eller man på anden måde har lidt for meget fart på.

Sheanitta Melander

– Nohr kan selv finde en godnathistorie frem i appen, som han synes, vi skal høre. Det er blevet fast rutine herhjemme – og han elsker det. Han falder til ro med det samme og han falder hurtigt i søvn. Vi har mest brugt historierne i appen, i aldersgruppen 3-5 år. Appen er meget børnevenlig, enkel og overskuelig, og Nohr er flere gange selv gået ind i appen, når han hygger sig med sin iPad. Han klikker også ind på meditationerne, når vi har spist aftensmad – han sidder helt roligt og lytter med. Det er et perfekt ritual inden sengetid.

Annesofie Vangekjær

– Appen er superspændende. Der er rigtig mange fede værktøjer deri, som kan bruges sammen barnet. Jeg har været særligt glad for at lære om akupressurpunkterne.

Du kan læse meget mere om Cosmo Child på deres hjemmeside cosmochild.com/ og hente appen ned i App Store.