Vaccination mod skoldkopper?

Nogle børn bliver hårdt ramt af skoldkopper, andre slipper lettere. Børn behøver faktisk ikke at få denne børnesygdom, for sagen er den, at der findes en vaccine mod skoldkopper. Vidste du det?

Af Bonnie Jensen

Jeg vidste det ikke, da mine egne drenge var yngre, men jeg ville nok have overvejet at lade dem vaccinere, hvis jeg vidste det dengang. Min ældste søn blev hårdt angrebet og fik smittet sin lillebror, der dengang kun lige var tre uger gammel. Mine drenge har fulgt børnevaccinationsprogrammet, og jeg satte min lid til at de vacciner de skulle bruge, var med i de vacciner vi blev tilbudt hos lægen, så jeg overvejede ikke dengang at undersøge om der fandtes vacciner man selv kunne tilvælge.

I vores nabolande som f.eks. Island, Finland og Tyskland er vaccination mod skoldkopper indført i børnevaccinationsprogrammet,
og i Sverige er man i gang med at udarbejde en vurdering af, om man vil gøre det samme.

I Danmark er vaccination mod skoldkopper ikke en del af børnevaccinationsprogrammet. Heller ikke selv om der hvert år er børn
og voksne, der udvikler komplikationer til sygdommen – nogle af dem alvorlige. Men man kan faktisk godt blive vaccineret mod
skoldkopper, man skal dog vælge selv at betale for vaccinen.

En smitsom børnesygdom

Skoldkopper er en børnesygdom, der skyldes virus og viser sig ved blæredannelse på huden. Smitte overføres via væske fra blærerne eller ved dråber, der hostes eller nyses ud i luften. Skoldkopper er en meget smitsom børnesygdom. Efter skoldkopperne er overstået, forbliver virus i dvale i nervecellerne og kan senere i livet give anledning til helvedesild. Det skyldes at den immunitet, der udvikles efter skoldkopper gradvis aftager. Hvis immunforsvaret svækkes, for eksempel på grund af sygdom, kan virus reaktiveres og vise sig som helvedesild.

Vi har talt med et par forældre om deres forløb med skoldkopper, læs med her.

Lægen mente jeg var en pylremor

– Mine piger var 2,5 år og 7 måneder gamle, da de blev ramt af skoldkopper. Min ældste kom sovende hjem fra farmor og farfar med en plamage af røde knopper bag det ene øre. Efter et par timers søvn vågnede hun op med endnu flere knopper og nu på hele kroppen. Det udviklede sig kun fra dag til dag, og vi forsøgte med alle råd om havrebad, kløstillende og lignende. Efter et par dage steg hendes feber til 41,5 og hun havde skoldkopper overalt, både ind- og udvendigt, ja selv i munden. Vi søgte lægevagten og egen læge, som blot mente jeg var en pylremor og det jo kun var skoldkopper.

Her skulle jeg have sat foden ned, men gjorde det ikke. Hun beskrev hvor bange hun var alt imens der bare piblede nye skoldkopper frem. Det var så vildt, hun kunne ikke være i sin egen krop. Efter nogle dage insisterede jeg hos egen læge, og da min
mand kom bærende ind med et næsten bevidstløst barn, så de alvoren og udskrev antihistamin, Panodiler og noget andet smertestillende. Der var ikke snak om indlæggelse med drop og ekstra hjælp. Efter 10 dage, fik hun streptokokker i de store plamager af sammengroede skoldkopper, så hun måtte starte op på penicillin. Vi troede først at lillesøster på 7. mdr. slap, men 15 dage efter brød det ud hos hende. Flere sagde at hun jo ville slippe billigt, når hun var baby og blev ammet så meget. Men så heldig var hun ikke. Hendes var ikke så voldsomt som storesøster, men hun havde også mange også alle vegne, og også i dem gik der streptokokker på trods af, vi virkelig passede på, fortæller mor Natasha Qvistgaard.

Vi prøvede længe at få vores børn smittet med skoldkopper

– Vi har prøvet at få smittet vores børn med skoldkopper af flere gange, men det er aldrig lykkedes, hverken hos veninder hvis børn havde skoldkopper, eller når der har været udbrud børnehaven. Så vi gav pigerne deres skoldekoppevaccine her i sommers, og det gav bare så god mening i stedet for at „hunte“ en sygdom som potentielt kunne gå hen og blive slem for dem at få. Jeg har haft kendskab til vaccinen i en del år, og vi har tænkt flere gange at vi ville give den, det er dog først i år vi fik os sat ned og læste en del studier igen omkring den og læste at den har været testet i mere end 20 år.

– Jeg har læst og set mange slemme tilfælde når man er blevet ældre, og det ønsker vi bestemt ikke at vores børn skal gennemgå, det har intet at gøre med at vi gør det for vores egen skyld, for eksempel pga. sygedage på arbejdet, for jeg har været hjemmegående siden den ældste blev født. Det er ren og skær for at passe på vores børn og skåne dem, for hvad nu hvis det lige netop er et af vores børn, der får et slemt tilfælde? Vores yngste søn er kun 7,5 måneder nu, men vi regner med at han får vaccinen når han er omkring 1,5 år inden han skal starte i vuggestuen, så har de alle 3 fået de samme vacciner, siger mor Dorthe Lindorff.

For Alexander var det mildt, for William var det voldsomt

– For Alexander var det meget mildt. Han var 20 mdr. da han blev ramt, og han fik kun ganske få skoldkopper og var slet ikke påvirket af sygdommen. William derimod var kun 3 mdr. gammel da han blev ramt, og det var voldsomt. Hele hans lille krop var helt dækket af skoldkopper og han var syg i to uger, og blev efterfølgende indlagt på Herlev hospital med meningitis. Vi har læst os til der kan være en sjælden sammenhæng mellem hans voldsomme skoldkoppeforløb og meningitis, og han blev da også fulgt af læger i et år efter, da man frygtede en hjerneskade fordi han var så syg. Det er sjældent skoldkopper udvikler sig så voldsomt som hos William, der med stor sandsynlighed lider af MBL mangel, men hvis jeg havde vidst at jeg var tæt på at miste William til meningitis, som muligvis startede med den voldsomme omgang skoldkopper, så ville jeg med garanti have givet ham vaccinen, fortæller mor Katia Friis.

Kilde: Sundhed.dk