Tips til et bæredygtigt børneliv

Den bæredygtige udvikling vil ingen ende tage. Måske fordi bæredygtighed handler om at tage hensyn. Hensyn til naturen, os selv og ikke mindst vores kommende generationer – vores kære børn. Her får du et par enkle råd til, hvordan du med små ændringer i hverdagen, kan inkludere dine små i et bæredygtigt børneliv.

Af Bonnie Jensen

Én kødfri dag om ugen

Kødproduktion er en af de helt store udledere af drivhusgasser på verdensplan. Ved at droppe kødet bare én enkelt dag om ugen, kan du bidrage til et bæredygtigt miljø. Og med alle de skønne kødfrie opskrifter, derfindes i dag, kan du lave alverdens kreative retter, som selv de mindste vil synes om. Måske en vegetarlasagne bliver et hit hos dit barn.

Byt tivolituren ud med en dag på bondegården

Selvfølgelig skal der være plads til en tur i Tivoli. Eller Lalandia. Men hvad med en dag på landet? Derude, hvor køer græsser og bliver malket, og æg lægges i hobetal. På en økologisk bondegård vil dit barn helt sikkert finde glæde i at se på dyr, gå i mudder, og i bedste fald forstå, hvor kødbollerne, pølserne eller mælken kommer fra. Afhængigt af dit barns alder, kan du jo snige et par bevingede ord ind om vigtigheden af økologisk opdrættede dyr.

Køb økologisk børnetøj

Økologisk børnetøj behøver ikke at være uinspireret og kedeligt. Tværtimod. Faktisk tjener køb af økologisk tøj mere end bare ét formål. For det første nedsætter du mængden af skadelige stoffer i dit barns verden. Da økologisk tøj er lavet af naturlige fibre, og produceret under skrappe krav mht. brug af kemikalier, er det mere hudvenligt, og minimerer risiko for allergiske reaktioner. For det andet bidrager du til en renere verden, og bedre arbejdsforhold for mange mennesker. Og i dag findes der rent faktisk et bredt sortiment af bæredygtigt tøj til børn. Tilmed et inspirerende, funktionelt og virkelig fint sortiment. Husk at kigge efter GOTS certificering på tøjet (GLOBAL ORGANIC TEXTILE STANDARD), det betyder både, at produktionen er økologisk, og at menneskerettighederne respekteres.

Skænk vandspild en kærlig tanke

For børn er vand en uudtømmelig ressource. Det kommer jo bare ud af vandhanen. Hele tiden. Vand bidrager til en masse sjov og leg hos børnene, præcis som det skal være. Men engang imellem er det en rigtig god idé, at skænke vandspild en kærlig tanke. Du behøver ikke at løfte pegefingeren, men bare kærligt fortælle, hvor vigtigt det er, ikke at lade vandhanen eller haveslangen løbe. Hvis børnene er lidt ældre, kan du fx opfordre til korte bade, og slukke for vandet, mens I børster tænder.

VIl du vide mere om bæredygtighed? Læs vores artikel: Vi skal blive bedre til at være bæredygtige