Sunde vaner – for hele familien

Dagene flyver afsted, og nogle gange kan det være svært at følge med. I en børnefamilie er der som regel nok at se til. Børn der skal hjælpes med lektier, mindre børn, der gerne vil lege, og forældres arbejde, der skal passes, levner ikke meget tid til alt, hvad dagens program ellers indeholder. Så det kan være en udfordring at efterleve sine egne idealer om sunde vaner og nærende kost på bordet hver dag, og de anbefalede 10.000 skridt om dagen, er vi også mange der langt fra når.

Af Henriette Rosenthal

Mon ikke de fleste ønsker at leve længe og have en stærk krop og en frisk hjerne, så længe som muligt?
Sundhedsdebatten er da også ganske aktiv, og der stilles hele tiden spørgsmålstegn til, hvad der er sundt eller usundt. Medieverdenen er flink til at holde os opdateret med nyeste viden, som ændrer sig nærmest fra dag til dag. Forlagene er også flinke til at lokke med nye bøger skrevet af tidens hotteste mad- og livsstilsbloggere.
Man bliver nemt forvirret, for hvad der er essentielt for sundheden den ene dag, kan være nummer et på listen over, hvad man skal undgå den næste.

Familie med sunde vaner

Gode og sunde vaner kommer ikke altid af sig selv, men er lettere at inkorporere i familiens hverdag, hvis man hjælpes ad. Her får du nogle forslag til, hvordan man kan hjælpe sine børn og resten af familien i retning af en sundere livsstil.

Saml familien ved spisebordet og spis mindst et af dagens måltider sammen – uden at fjernsynet kører i baggrunden.
Studier viser, at familier der spiser regelmæssigt sammen uden distraherende elementer i baggrunden, har nemmere ved at holde en normal vægt.

Lad barnet komme med i køkkenet, når måltiderne skal tilberedes.

De fleste børn synes, at det er hyggeligt at hjælpe til, og får på den måde en god fornemmelse for de forskellige fødevarer. Det kan sagtens gøres til en hyggestund. Særligt hvis man som voksen forbereder sig på, at det tager lidt længere tid i køkkenet med en lille køkkenskriver, der måske er lidt længere om at gøre tingene end en selv.

“Gratis motion”

Man kan få ”gratis” motion ved at lave familieaktiviteter, der inkluderer både børn og voksne. Gå en lang tur med hunden, vask bilen grundigt, slå græs og ryd ukrudt, eller på med cykelhjelmen og tag en familiecykeltur evt. med koldt vand i drikkedunken og ”fingernem” frugt i en boks.

Sukker

Tænk over hvor meget sukker der er i meget saftevand, sodavand og andre læskedrikke. Selv frugtjuice indeholder mange kalorier, og selv om naturligt frugtsukker måske lyder sundere end hvidt tilsat sukker, er det usundt at indtage det i for store mængder.

Husk morgenmaden

Det kan være en udfordring, at få tiden om morgenen til at række til, at hele familien sidder samlet om morgenbordet. Men prøv alligevel, for børn der starter dagen med et sundt morgenmåltid, er mindre tilbøjelige til at overspise senere på dagen.

Pas på vægten!

De væsentligste risikofaktorer for børns sundhed er i dag usund kost og for lidt fysisk aktivitet. Flere og flere børn er i de senere år blevet overvægtige. Svær overvægt er hos børn forbundet med forstadier til type 2-diabetes og en række psykosociale følger, som f.eks. ringe trivsel i forhold til normalvægtige børn. Som voksne har overvægtige en øget risiko for at udvikle livsstilssygdomme.

sunde vaner, start med morgenmaden.

Forbrugerrådet Tænk har samlet en række råd til, hvordan man sikrer sit barn den bedste start med et sundt morgenmåltid:

  • Servér havregrød og müsli uden tilsat sukker eller chokolade. Havregryn indeholder en del fedt, men det er hovedsageligt umættet fedt. Havregryn er desuden et produkt, der består af 100 % fuldkorn, som vi dagligt kan spise meget af.
  • På pakkerne angives portionsstørrelser på 30-35 gram, men i virkeligheden øser børn mere end det dobbelte op i tallerkenen, viser en undersøgelse fra Ernæringsrådet.
  • Alternativt kan havregrynen peppes op med frisk frugt, rosiner eller cornflakes.
  • Ymerdrys og müsli, hvor der ikke er tilsat sukker, er også gode produkter.
  • Nyd morgenmaden sammen med dit barn – gode madoplevelser styrker smags- og kvalitetssansen og ruster barnet til at modstå usunde fristelser.
  • Spar på sukkeret. En del morgenmadsprodukter er tilsat meget sukker. Mere end 10 gram sukker per 100 gram gør produktet uegnet som morgenmad.
  • Børnehavebørn bør kun få 30-40 gram tilsat sukker dagligt, men kostundersøgelser viser, at de i gennemsnit spiser 54 gram.
  • Reklamer er én ting, sundhed noget andet. Læs deklarationen kritisk. Sukker kan være omtalt som sukker eller sukkerarter.

Kilde: Sundheds- og ældreministeriet