Når ingen tror på dig.
Jeg føder en skøn lille dreng den 28.01.2018, desværre ved akut kejsersnit, eller desværre og desværre, er glad for vi bor og lever i et land hvor den mulighed er til stede. Når nok om det, Axel bliver født og efter omstændighederne og med lidt hjælp fra lægerne, er han sund, rask og klar på livet.
Af Anette Møller
ELLER ER HAN?
Axel er født med en kampvægt på 3425g og 54 cm, altså en perfekt dreng. Alt er som det skal være, og fordi han er født ved akut kejsersnit, bliver vi på sygehuset to dage efter fødslen. Så skal det kære famøse amning jo i gang. Noget jeg havde glædet mig til, men som jeg ALDRIG har drømt om hvor besværligt det kunne være.
Du står med den nye titel, mor. Du skal sørge for, at det lille barn du holder i armene, vokser sig stor og stærk. Du skal stille dette barns behov 24/7, alt dette skal du selv regne ud, da baby jo ikke kan sige noget. Man kan jo google sig selv helt kukkeluk. MEN, amme det skal man jo, for baby skal have mad, og baby har allerbedst af mors mælk. Det siger både Google, og alle andre. Guds nåde trøste den, der siger at ens barn skal være flaskebarn. Nej nej fru mor, man ammer lige meget hvad, og ellers kommer mor-politiet efter dig, og de skal nok fortælle dig hvor forfærdeligt det er at man ikke ammer. Nå nu skal det heller ikke blive til mudderkast efter mor-politiet.
Men altså amningen skulle i gang, og dette var, undskyld mit sprog, FUCKING hårdt, og hold nu kæft hvor gjorde det ondt. Hvordan kunne nogen syntes dette var hyggeligt og rart, og bare det bedste i hele verden?
Og mens man skulle bide smerten i sig, skulle man da også lige sørge for at baby danner vakuum, ligger rigtig, får bøvset af, og for at holde øjenkontakt. ØHHH stress på, ja det tror jeg da lige. Nå men altså Axel kunne ikke holde vakuum eller få ordentlig fat om brystet, så han spildte rigtig meget mælk og kunne slet ikke finde ro. Dette cirkus skulle vi (Axel og jeg) igennem hver 3 time, for der er han jo sulten, det sagde de på sygehuset, også selvom han sov.
Tirsdag
Det er nu tirsdag den 30.01.2018 og vi bliver udskrevet. JUBIII vi må komme hjem, halleluja. Om amningen kører? Næh og det er som i slet ikke, men hjem det vil vi. Vi kommer hjem, og dagene går, og vi kan bare ikke få det amning til at køre, og Axel gylper 24/7 og er rigtig ked af det, de timer han er vågen om dagen. Han sover fint om natten, og vokser som han skal, men der er noget galt, der er noget som ikke er som det skal være.
Det kan da ikke passe, vi ikke kan få dette til at fungere, og det kan ikke passe han skal græde så meget. Jeg googler på livet løs, og vi ender med en boks af tre ting, som passer på Axel nemlig: refluks, kolik eller stramt tungebånd. Vi går til vores læge, og nævner Axels symptomer, han tjekker Axel og alt er fint, der er ikke noget galt med ham. Jeg får sagt sætningen: Det er ikke let at blive mor, det kan gøre ondt i hovedet. Jeg går fra lægen med en dårlig mavefornemmelse og tårer i øjnene, for det kunne da ikke passe det han sagde. Var jeg virkelig bare en svag mor, der giver for let op?
Nå men dagene går, og vi får bare ikke gang i amningen, og Axel er nu ca. 3. mdr. og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. For man skal amme, det siger alle jo, og jeg kan jo se på de sociale medier at alle andre kan og at det hele ser så godt ud.
Tungebånd, danske læger og en tur til Holland
Jeg sidder med Axel i armene og kigger på ham, mens tårerne triller ned ad mine kinder. Han ligger og pludrer til mig, og jeg smiler. Axel smiler tilbage, og der ser jeg noget underligt i hans mund – eller ved hans tunge – for tungebåndet sad helt ude på spidsen af hans tunge.
Jeg kigger igen, og tænker at det ser underligt ud. Jeg spøger min mand da han kommer hjem fra arbejde, om det skal se sådan ud. Han svarer, at han ikke ved det, men han tror da det ser fint ud, for Axel er jo blevet tjekket og der sagde lægerne alt så fint ud. Jeg tænker ikke rigtig mere over dette, andet end at hans tunge jo nok vokser ud over den, (ja en skør tanke, men sådan er det med en træt hverdag).
Det bliver aften og Axel har ikke rigtig spist hele dagen, og han græder og græder og græder… Jeg kigger på min mand og siger: nu går du ned og køber en sutteflaske og noget modermælkserstatning. Han kommer tilbage og Axel får en sutteflaske. Han spiser det hele, dog spilder han lidt endnu, men slet ikke så slemt. Han bøvser fint af, og han sover og virker bare som et helt andet barn.
Jeg går til min læge igen med Axel og fortæller det med flasken og hans tunge, men igen er svaret: Alt er fint, og det er hårdt at blive mor. Jeg får en aften taget nogle billeder af Axels tungebånd og googlet, stramt tungebånd, der kommer Facebook gruppen ”Dansk støttegruppe for stramt tungebånd – Danish tongue tie support group” frem, jeg går ind på gruppen og beder om medlemskab, dette får jeg, og 123 det vælter frem med billeder af voksne og børn der har samme symptomer som Axel.
Jeg læser lidt på de opslag der er derinde, og finder ud af at vi ikke er de eneste der har bøvlet med lægerne i DK. Jeg lægger billederne af Axels tunge op, og spøger om de kan se om dette er for stramt, og med det samme for man bekræftet dette man har gået med selv, nemlig at det er alt for stramt.
Efter nogle dage i gruppen og flere dialog med folk, får jeg og vide, at det bedste sted at få det ordnet, er i en by der hedder Groningen i Holland, på en klinik der hedder ”Tongriem Kliniek”. Vi får anbefalet at få en tid ved den danske Dr. Kirsten Slagter. Vi får mailadressen på klinikken og jeg får sendt en mail afsted med billederne.
Der går nogle dage og jeg får svar tilbage at vi har fået en tid dernede, og at vi kan komme i starten af april 2018. Dagen kommer hvor vi skal afsted til Holland. Vi kører afsted, min mand Axel, jeg, og min mor. Turen går fint, og jeg kan mærke at jeg er både spændt og nervøs over hvad der skal ske. Axel er jo kun 4 mdr., så mit moderhjerte er jo slet ikke klar til at der skal ske min lille guldklump noget der gør ondt.
Vi når frem til klinikken, og min mand går ind med Axel. Jeg kan ikke klare at se det der skal ske, så jeg bliver kaldt ind inden de klipper, og de fortæller at det er noget af det strammeste tungebånd og læbe bånd de nogensinde har set. De forstår godt vi har haft den kamp vi har, og de fortæller også at de ikke klipper som i DK, men brænder, da dette gør mindre ondt, går hurtigere væk og ikke bløder så meget.
De starter med at bedøve med lidt creme. Jeg går ud og venter, og efter to sekunder bliver jeg kaldt ind igen, nu er det overstået, og Axel sagde ingenting, som i slet ikke. Han var den sejeste lille mand, og han fik en sutteflaske efter og den spiste han rub og stub helt uden at spilde, og derefter faldt han i søvn i barnevognen.
Vi er glade og tager fra klinikken i Holland med en rigtig god mavefornemmelse. De efterfølgende dage hjemme i DK går alt bare perfekt, og Axel udvikler sig også som han skal. Lige pludselig kan han trille fra maven til ryggen, og løfte hovedet/nakken og han kan alle de ting han ikke kunne inden men burde kunne i hans alder.
Så turen til Holland var det hele værd og der skal lyde en kæmpe tak til Dr. Kirsten slagter og hendes team, som årligt ser mellem 50-100 danskere på deres klinik, for og få klippet tungebånd. Desværre fordi de danske læger åbenbart ikke er inden i det med stramt tungebånd og ikke tager det alvorligt og ved hvad konsekvensen kan være af det.
I november 2018, kører vi til Holland igen for og få tjekket op på om alt er som det skal være med Axels tungebånd, og det hele ser fint ud. De spørger os – nu vi har en tid og er kørt så langt – om min mand eller jeg vil have tjekket vores tungebånd, og det takker jeg ja tak til. Dette ender med, at de kan vurdere og se at mit også er alt for stramt, så de vælger at ”klippe”/brænde mit, og jeg kan allerede efter klippet, mærke en stor forskel.
Jeg har ikke voldsom spænding i nakken mere, jeg kan dreje mit hovedet længere om til siderne, jeg har ikke så tit hovedpine, og læsper/falder ikke sådan over ordene mere. Jeg har levet med stramt tungebånd i 27 år uden at nogle læger eller tandlæger har sagt noget.
Dette siger mig, at læger og tandlæger i Danmark ikke er så godt med inden for dette emne. Jeg har – set i bagspejlet – haft rigtig mange af symptomerne gennem mit liv – men igen – man ved ikke noget om det, før man får læst op på emnet, fordi det danske lægesystem desværre ikke er med inden for dette felt. Men alt i alt er mit råd til dig, følg din mavefornemmelse omkring dig selv og dine nærmeste og stå ved den.
