Her i Danmark er det helt naturligt, at vores børn sover udenfor i deres barnevogn hele året. Når vi tager på cafe, lader vi barnevognen stå udenfor, så den lille kan sove i ro og fred, mens vi voksne kan nyde en dejlig frokost. Når vi er hjemme, kommer barnevognen ofte i haven, så sover den lille lidt ekstra. Men er det sundt, at baby sover ude?
Af Susanna Johansen
For os danskere er det helt almindeligt, at vores små børn sover udenfor i deres barnevogn, helt fra de er nyfødte og til de holder op med at sove lur i 3-4-årsalderen. Men sådan er det ikke uden for de nordiske lande. Hverken andre lande i Europa, Storbritannien eller USA har for vane at lade deres børn sove udenfor.
Er det sundt, når baby sover ude?
Idéen omkring at børn skal sove deres formiddags og/eller eftermiddagslur udenfor, kommer fra teorien om, at det er sundere uanset om det er sommer eller vinter, at få frisk luft. Den friske luft betyder at børnene sjældnere bliver forkølede og at det er væsentligt sundere at være ude, end at sove indendørs med 20 andre børn. Mange børn sover længere, når de sover udenfor end inde. Om det er den friske luft eller mangel på støj, der bevirker at børnene sover roligere ude, vides ikke.
I Finland er der lavet undersøgelser omkring længden af en lur. Sover dit barn indenfor, vil det typisk sove mellem 1 og 2 timer, mens det sover mellem 1,5 og 3 timer, når det putter udenfor i barnevogn. Det er populært at lade sit barn sove udenfor i alle de nordiske lande. I Finland har man desuden lavet retningslinjer for at sove ude, og opfordrer forældre til at begynde med korte ophold udendørs, når barnet kun er 14 dage gammelt.
I mange lande udenfor Norden, bliver det opfattet som utrygt, da baby for eksempel kan falde ud af barnevognen, men også frygten for at andre gør skade på barnet.
Når det er koldt
Der er ingen grund til, ikke at lade din baby nyde den friske luft udenfor, selvom det er vinter. Det vigtigste er, at baby har et dejligt varmt sted at sove, og at han eller hun er klædt ordentligt på. Det er selvfølgelig også vigtigt, hvis det regner eller sner, at barnevognen er dækket af et regnslag eller står under et tag. Undgå så vidt muligt også, at barnevognen står et sted med blæst.
Når barnevognen er klar med enten voksipose eller pude og dyne, der er beregnet til årstiden, så mangler du bare at klæde din baby godt på. Uanset årstid, bør en nyfødt have kyse eller hue på. Er det højsommer og meget varmt, kan du undvære det, men medmindre der er fuldkommen vindstille, bør et spædbarn have en lille tynd bomuldskyse på, der sørger for at barnet kan holde på varmen. Er det koldt, bør dit barn have uldundertøj på.
Sørg i det hele taget for, at dit barn har tøj på, som du selv mener er fornuftigt. Er det vinter og koldt, kan dit barn sove i sin flyverdragt med sin dyne ud over. Husk også små luffer og varme sutsko at sove i. Og sidst men ikke mindst: når baby sover ude, så husk babyalarmen, så du kan høre, om din baby er klar til at vågne fra sin lur.