Tivoli, også kaldet den gamle have, er den næstældste forlystelsespark af sin slags i verden. Den blev grundlagt i 1843 af Georg Carstensen, og ligger med den bedste placering, centralt i København, og tæt på Hovedbanegården. Igen denne sommer er den gamle have fuldt af spændende oplevelser for hele familien.
Af Susanna Johansen • Fotos: Lasse Salling og Lina Ahnoff
Den sjove legeplads i den gamle have
Tivoli er et mekka for alle med et indre legebarn. I den gamle have findes der forlystelser til børn og voksne i alle aldre. Du kan fornøje dig med alt fra en tur i Ballongyngerne, med den smukkeste udsigt over København og Tivoli, til en tur i Rutschebanen, som bare må prøves flere gange. Eller Radiobilerne, hvis du elsker fart over feltet. Tag Dragebådene og få en skøn sejltur på Tivoli Søen – eller få et sus i maven, når du hejses 63 m over jorden i Det Gyldne Tårn.
✱ Se Tivolis forlystelser på www.tivoli.dk/da/havenog- forlystelser/forlystelser
Når du bliver sulten
Hvordan kan man imødekomme smag, kvalitet og bæredygtighed med flere millioner gæster årligt? Tivolis gastronomiske område indeholder mere end 60 forskellige spisesteder – med alt fra fast food og veganske retter til high-end eller a la carte – så der findes noget til enhver smag. Du kan bl.a. besøge Nimb Brasserie, som kokkererer i fransk stil, med den smukkeste udsigt til Tivoli, eller a Hereford beefstouw, hvis du er til lækre bøffer af det fineste oksekød, og hos Grøften byder de bl.a. på lækkert smørrebrød og varme retter.
Turpas
Vi anbefaler, at du køber et turpas, hvis du ønsker at prøve de mange forlystelser i den gamle have. Med bl.a. et Turpas Plus får du flere fordele. Udover adgang til alle Tivolis kørende forlystelser, får du nemlig også adgang til følgende:
✱ Digitale turfotos i Tivolis app
✱ Adgang til Villa Vendetta samt Tivolis Akvarium
✱ Ét gratis spil på Hyggehjulet eller Grand Prix
✱ Ét digitalt foto fra Fotokomik i Smøgen.
Slå dig løs til LørdagsHits
Syv lørdage i juli og august inviterer Tivoli dig til byens største fest. Plænen trylles om til det hyggeligste dansegulv, hvor du bare selv skal medbringe danseskoene. For her blæses der op for alle de gode gamle hits, vi kender fra 80’erne, 90’erne og 00’erne. Du vil bl.a. kunne høre Østkyst hustlers, Poul krebs og Dodo & the dodos, så du kan både synge med og danse derudaf under åben himmel.
✱ Se hele programmet på www.tivoli.dk/da/kultur-og-program/musik/loerdagshits
Kan du lide at synge?
For der er nemlig fællessang på Plænen i den gamle have, hvor man sammen med Annette Heick og Tivoli Salonorkester med kapelmester Peter Jensen i spidsen, kan få smurt stemmebåndene. Dette sker første tirsdag i juni, juli, august og september – og hvem ved, måske er du en af de to heldige gæster, som får lov at medoptræde for publikum i Tivoli? Ellers kan du slå dig ned på Plænen og nyde musikken med en kop varm kaffe eller en kold fadøl.
Morgenyoga
Hver søndag morgen kan du være med til morgenyoga i Tivolis smukke omgivelser før åbningstid. På græsset foran Plænen står underviseren fra DoYoga klar til at modtage dig til en omgang fælles, fysisk udfoldelse under åben himmel. Alle kan være med – både nybegyndere og øvede. Husk tilmelding på hjemmesiden for deltagelse.
Lillefredag og Fredagsrock
Er du til rock, hiphop eller RNB, så er torsdage og fredage i Tivoli lige noget for dig. Her kan du komme til koncert med forskellige kendte artister. Hvem og hvornår, kan du se på Tivolis website.
✱ Til koncerterne torsdag (Lillefredag) skal du ikke reservere plads – de foregår på Orangeriet
✱ Til udvalgte Fredagsrock koncerter, som foregår på Plænen, skal man reservere plads på forhånd.
✱ Se musikprogrammet på www.tivoli.dk/da/kultur-og-program/musik
Du kan klikke ind på www.tivoli.dk og se de mange spændende aktiviteter, der er planlagt for hele sommeren.