Pas på de stærke solstråler i foråret

Foråret er over os, og det er skønt med flere lyse timer i den lune forårssol, men selvom forårssolen ikke føles stærk, kan den sagtens gøre skade på vores hud alligevel.

Af Bonnie Jensen

I takt med at foråret skifter over imod en dejlig varm sommer, og vi får flere og flere solskinsdage, rykker vi udendørs i de lune stråler, og suger lyset og D-vitaminerne til os. Og her er det vigtigt at huske, at beskytte vores hud mod solens stråler. Vores hud kan nemlig godt tage skade af forårssolen, selvom den er relativt mild sammenlignet med sommersolen.

Lær UV-indekset at kende

Mange associerer solbeskyttelse med høje sommertemperaturer, men solens stråler kan faktisk godt være kraftige, selvom det ikke er så varmt i luften. Derfor er det en god idé, at holde øje med UVindekset, når vi skal udenfor. UV-indekset fortæller os nemlig, hvornår vi skal passe på solen. Man deler UV-indekset op i følgende tre dele:

  • Mindre end 3: Det er ikke nødvendigt med beskyttelse.
  • 3-8: Det er nødvendigt med beskyttelse.
  • 8 eller derover: Det er nødvendigt med ekstra beskyttelse.

I Danmark ryger UV-indekset meget sjældent over 7, men er man på ferie sydpå under varmere himmelstrøg, er det vigtigt at være ekstra opmærksom på solbeskyttelse. Der findes mange steder at følge UV-indekset, bl.a. på DMI.dk

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan man, ved at følge disse enkle råd, undgå at børn får for meget sol:

  • Lad ikke børn opholde sig ubeskyttede i solen
  • Helt små børn, som ikke kan gå eller kravle, bør aldrig opholde sig i direkte sol
  • Beskyttelse af børnene mod solen er særlig vigtig, når de er ude mellem kl. 12 og 15
  • Skygge er godt. Medbring den eventuelt selv, i form af en parasol
  • Let sommertøj og en lille hat er god beskyttelse for børn, der leger i solen
  • Når helt små børn ikke opholder sig i solen, er solcreme sjældent nødvendigt. Hvis man vil sikre sig mod genskin fra for eksempel havet eller fra hvidt sand, kan man dog smøre solcreme på kinder, næse og håndrygge
  • Hvis der er behov for solcreme, skal man sørge for, at børnene er smurt godt ind, før de kommer ud i solen
  • Til lidt større børn anbefales solcreme med højt faktortal. Husk, at solcremen let mister sin virkning – for eksempel efter en tur i vandet
  • Børn under 12 år frarådes at bruge solcreme, der indeholder stoffet 4-methylbenzylidene camphor (4-MBC)
sådan bruges solcreme korrekt

Sådan bruges solcreme korrekt

Hvis en solcreme skal være effektiv, skal den bruges i rigelige mængder og fordeles grundigt på huden ca. 20 minutter inden ophold i solen. Der skal ikke spares på mængden, det er vigtigt at den er fuldt dækkende.

Børn i solen

Særligt børns sarte hud er i høj grad udsat i forhold til solens stråler, så her er solbeskyttelse særlig vigtig. Jo oftere man udsættes for UV-stråling og solskoldninger i barndommen, jo større er risikoen.

Solcreme fra sidste år

Hvis man har solcreme til overs fra sidste år, skal man være opmærksom på, at den måske ikke virker længere. Man kan se på holdbarhedsdatoen, hvornår den bliver for gammel. Alternativt kan man prøve at dufte til den eller se på den. Lugter den dårligt, eller skiller den, er den ikke god længere.

Husk solrådene

For at beskytte sig selv bedst muligt i forårssolen, er her et par gode råd fra Kræftens Bekæmpelse:

Skygge – Søg skygge mellem klokken 12 og 15. Her er UV-indekset nemlig på sit højeste.

Solhat – Dæk udsatte områder, såsom nakke og skuldre, til med en solhat eller et stykke tøj, når solen står højt.

Solcreme – De dele af kroppen, der ikke er dækket af tøj, kan beskyttes af solcreme. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man bruger minimum faktor 15 i Danmark, når UV-indekset er over 3. Er man taget sydpå, skal man bruge en højere faktor.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments