Da jeg blev skilt i 2007 var jeg 34 år, mor til to på henholdsvis et og fire år – og gravid med nummer tre. Jeg var i panik og hunderæd.
Af Katrine Werner
Jeg anede ikke hvad der var op og hvad der var ned, og jeg følte at jeg var hoppet ud fra en klippeafsats og nærede stor mistro til, at jeg nogensinde ville lande blødt.
Hvad skulle jeg gøre? Mig helt alene med alle de små børn? Hvordan skulle jeg få det hele til at fungere? Alle de ting der skal gå op i en højere enhed, når nu jeg stod der med to og lige om lidt tre små børn og kun to arme og et hjerte?
Rystet i min grundvold
Jeg har altid været en type, som andre mennesker vil beskrive som stærk både på vilje og i psyke. Der skal meget til at ryste mig i min grundvold, men rystet, det blev den for alvor her. Og jeg indså for første gang i mit liv, at jeg havde behov for nye objektive øjne til at hjælpe mig med at overskue min situation, se den udefra og fra andre perspektiver.
Så jeg opsøgte en mentor, som (meget tålmodigt) formåede at stille mig de rigtige spørgsmål, og langsomt men sikkert fik jeg øje på mig selv, min offerposition og mit eget ansvar for mit eget liv.
At få øje for disse ting var for mig nok den største åbenbaring, jeg nogensinde har fået. Altså at få øje på min egen offerrolle og blive bevidst om det ansvar jeg har i forhold til mig selv, i forhold til at give mig selv det jeg har brug for, i stedet for at forvente det af andre. Sikke en befrielse!
Stærk beslutning
Det var med dette udgangspunkt, at jeg tog en meget vigtig beslutning i mit liv. En beslutning jeg den dag i dag står ved og er blevet mit ”skilsmissemantra”.
Jeg ville begynde at fokusere på mit eget liv, og jeg ville have et godt forhold til min eksmand, ligegyldig hvor meget jeg ville gøre tingene på en anden måde end ham. Og jeg øvede mig og øvede mig og øvede mig, og jeg fokuserede og lagde mærke til hvornår jeg faldt i offerrollen, tilgav mig selv og fokuserede videre.
Kæmpe lettelse – at give slip på alt det jeg alligevel ikke kunne ændre og begynde at bruge alt den spildte energi på mig selv, mine vidunderlige børn og mit liv.
Dette udgangspunkt gav mig så meget energi som alene mor. Der var ikke det, jeg ikke kunne klare.
Vasketøjet må vente
Rent praktisk derhjemme besluttede jeg mig for at alting ikke behøvede at være perfekt og i skønneste orden og tænkte ved mig selv, at hvis vasketøjet ikke var ordnet, løb det nok ingen vegne, så jeg kunne roligt vente med det, til det passede ind mv.
Jeg øvede mig i at spørge om hjælp, der hvor jeg havde brug for det. Det var ikke nemt for mig. Mig der altid har sat en ære i at kunne alting selv og som altid har haft rigtig svært ved at indrømme, at også jeg kunne have brug for hjælp. Men efterhånden som jeg tog et enkelt skridt ad gangen, blev det faktisk helt ok for mig.
Min mor hjalp med rengøringen, mine ekssvigerforældre kom med mad til fryseren ind i mellem, min eksmand kom og slog græs og var sammen med børnene, så jeg kunne få noget luft, og mine veninder inviterede på mad.
Overskud til også at hjælpe andre
Men det skønne var, at jeg faktisk også kunne gøre godt den anden vej. Mine veninder var ikke bange for at spørge mig, om jeg kunne passe deres børn, hvis de skulle ud lørdag aften, fordi de kunne mærke, at det var oprigtigt ok med mig, min mor nød at komme forbi så ofte og se os alle sammen, mine ekssvigerforældre var glade for stadig at kunne være en del af vores liv og min eksmand fik set børnene mere og slap for en bitter ekskone.
I lidt over tre år var jeg alene med mine børn, indtil jeg mødte min nuværende mand. Der var ting der var svære, men alt i alt er jeg så taknemmelig over, at have gennemgået den periode. Det har været den mest udviklende og spændende rejse jeg i mit liv har været ude på – og tro mig – jeg har også rejst rundt om jorden et par gange!
