Fortsat fra Livmoderhalskræft Del 2.
Af Maria Schnell Beeken
Klar til operation
I starten af august 2016 rejste vi hjem fra Spanien efter 4 meget ambivalente ferieuger. Det var godt at komme hjem og komme i gang med forløbet der ventede. Jeg befandt mig bedst, når der var noget praktisk jeg kunne tage mig til….. Ringe, skrive, gøre, fortælle andre det nok skulle gå.
Jeg var til samtale på hospitalet og til PET-CT scanning, for at se om der var tegn på spredning. Jeg fik sprøjtet radioaktivt sporstof ind i kroppen og skulle igennem en scanner. Kai var med, men måtte ikke sidde tæt på mig, pga. det det havde sprøjtet i mig. Der var heldigvis ikke tegn på spredning.
Den 29. august 2016 mødte jeg op på det selv samme hospital, hvor jeg godt 37 år tidligere var blevet født, for at få lavet et hysterektomi (fjernelse af livmoder).
Jeg var positiv og ved godt mod. Der var endda plads til lidt sjov og ballade i operationstøjet, inden det gik løs.
Operationen gik godt. Jeg fik fjernet livmoder og æggeledere, æggestokke lod de sidde, så jeg ikke gik i tidlig overgangsalder. De klarede det hele med en robot gennem 5 små huller i maven. Det var godt nok smart.
Om eftermiddagen kom familien på besøg og allerede dagen efter blev jeg udskrevet.
Jeg skulle tage det med ro nogle uger efter og synes rimelig hurtigt jeg kom mig fysisk.
Nu var det endelig overstået. Kræften var fjernet. Familien var glade. Alt var godt!
But little did I know…..
Jeg fik en kæmpe mental efterregning, som jeg skulle betale. Jeg følte mig forkert og ensom. Hvorfor var jeg ikke glad? Jeg var jo lige erklæret rask? Alle i min omgangskreds var lettede, og nu skulle vi bare fortsætte med livet hvor vi slap. Det kunne jeg bare ikke. Jeg følte mig helt tom inden i. Jeg skammede mig over ikke at være glad og prøvede at smile. Men jeg var bange. Bange for hvad der KUNNE have været sket. Jeg var bange for at få kræft et andet sted. Tænkt hvis jeg havde lyttet til den første gynækolog jeg havde talt med, og havde ventet et halvt år med at få lavet biopsi? Det var sådanne tanker der hele tiden farede rundt i mit hoved.
Det var som om den kampuniform og det skjold jeg havde op til operationen, fuldstændig var krakeleret. Jeg var helt nøgen og sårbar, og ingen kunne forstå mig.Når jeg prøvede at dele det med Kai, følte jeg at jeg blev mødt med irritation over, at jeg ikke bare kom videre. Vi var totalt ude af sync igen.
Gennembruddet for os begge blev en fælles samtale med en psykolog hos Kræftens bekæmpelse. Han hjalp os med at bygge bro, og med at oversætte de forskellige sprog som mand/kvinde – og som kræftpatient/pårørende kan have svært ved at forstå hos hinanden.
Det er stadig lidt diffust for mig, at forholde mig til, at jeg har haft kræft. Jeg havde jo ingen symptomer, jeg FØLTE mig ikke syg. De eneste fysiske symptomer jeg havde, var jo de forholdsvis milde efterforløb af selve keglesnittet og hysterektomien. Og så de 5 små ar på maven. Men de er intet i forhold til det ar jeg fik på sjælen.
Det kan aldrig blive som før. Jeg kan aldrig blive den Maria jeg var, før jeg fik livmoderhalskræft. Jeg vil altid være den version af mig selv, der har haft det. Og det er OK.
Jeg har valgt at vende det til noget positivt. Jeg forsøger ved hjælp af at dele min historie, at inspirere andre til at huske at passe deres rutinetjek og følge deres mavefornemmelse, hvis de fornemmer at noget er galt.
Jeg er også gået aktivt ind i HPV vaccinedebatten og har delt min historie i både aviser, og på SoMe. Hvis jeg var blevet HPV vaccineret inden jeg begyndte at være seksuel aktiv, så er der ret stor sandsynlighed for jeg aldrig havde fået denne type livmoderhalskræft. Derfor har jeg også fået vaccineret vores drenge og selvfølgelig skal Chili også, når hun bliver 12.
Hvis min historie kan være med til, at skubbe folk afsted til tjek, eller med til at de får vaccineret deres børn – Og det måske kan redde bare ÉN, ja så synes jeg at det har været det hele værd!
