Kan dit barn færdes sikkert i trafikken?

Mange danske børn cykler hver dag til og fra deres hjem, skole og fritidsaktiviteter. For at sikre, at det sker trygt og sikkert, får eleverne trafikundervisning i skolerne.

Af Bonnie Jensen

“Annonce”

Alle skolebørn gennemgår en cyklistprøve, der er med til at skabe tryghed i trafikken for både børn og forældre. Den giver børnene de bedste forudsætninger for at bevæge sig rundt på cyklen mellem skole, hjem, venner og fritidsaktiviteter. Det er Rådet for Sikker Trafik, der står bag Cyklistprøven på landets skoler.

Ulykker med lastbiler er ofte meget alvorlige, og det skyldes, at lastbiler er store og meget tunge. De største lastbiler kan veje helt op til 60 tons og skal bruge mange meter på at standse, hvis de er oppe i fart. I byerne sker ulykkerne typisk i kryds, hvor der foregår mange ting samtidigt, og lastbilchaufføren overser en trafikant, der er tæt på lastbilen.

Godt at lære dit barn om mødet med en lastbil:

  • Gå eller kør aldrig bag en lastbil, der bakker.
  • Vær opmærksom og hold god afstand til lastbiler.
  • ✱ Vær synlig og husk lys og reflekser i mørke.
  • Tænk på, at lastbilchaufføren kan have meget, meget svært ved at se dig, særligt hvis du er tæt på lastbilen. I spejlene ser du meget lille ud.

Energiselskabet OK har derfor valgt at støtte gennemførelsen af cyklistprøven og har stillet OK tankvogne og chauffører til rådighed. I samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, har de besøgt skoler rundt i landet, for at gøre børnene mere bevidste om, hvordan de skal forholde sig, når de møder en stor lastbil i trafikken.

Blinde vinkler og store lastbiler

De sidste to måneder inden sommerferien har OK’s chaufførteam besøgt i alt 20 folkeskoler over hele landet, svarende til mere end 800 skolebørn. Hovedformålet med kampagnen ”OK på vej” var at gøre skolebørnene mere opmærksomme på, at der findes blinde vinkler oppe i førerhuset på lastbilen, så børnene skulle lære, hvordan de passer på sig selv, når de møder lastbilerne ude i trafikken. Det er med til at skabe trygge og sikre rammer om det aktive liv, som mange børn har, hvor cyklen spiller en central rolle i forhold til at komme rundt.

Færdselslære

I løbet af 4.-6. klassetrin i folkeskolen, bliver eleverne undervist i Trafikal adfærd. Her arbejdes der med følgende kompetencemål, der skal sikre at eleverne kan:

  • Færdes sikkert i trafikken.
  • Cykle alene i trafikken og kender færdselsreglerne.
  • Færdes opmærksomt i trafikken og vide hvad de kan distraheres af.
  • Forudse situationer i trafikken og tilpasse deres færden dertil.
  • Få øje på de risici der er forbundet med andre trafikanttyper, f.eks. store lastbiler.