Hvis dit ene barn kom hjem efter skole med hovedpine dagligt og tomme livløse øje, og blot kunne ligge i sin seng med nedrullede gardiner, hvad ville du så gøre?
Hvis dit andet barn kom hjem efter skole og slog ud efter dig, ville slå dig ihjel og var ekstremt aggressiv og nærmest var “uden for pædagogisk rækkevidde”, hvad ville du gøre?
Af Pernille Neess Blix
Jeg så at der var to muligheder: man kunne kigge på barnet, som den der havde problemet, og som den der “skulle fikses”. Eller man kunne kigge på noget i den ydre verden omkring barnet, som var problemet og “skulle fikses”.
Jeg møder og ser familier, hvor de vælger at anskue det med metode et. Børn der for diagnoser og medicin. Børn der bliver sendt på rektors kontor eller til børnepsykolog. Børn der bliver gjort forkerte eller sygeliggjort. Jeg har valgt den anden metode. Helt bevidst. Og som helt sikkert kan vække undring eller uforståenhed.
Er det systemet eller barnet?
Flertallet jo vælger metode et uden at stille spørgsmål til det andet. Men i mine øjne er det aldrig barnets skyld. Børn reagerer langt ofte med helt sunde reaktioner og symptomer på noget der blot er usundt for dem. Det er sjældent barnet der skal laves om, men det omkring dem. Og jeg behøver vel ikke sige, at ved at tage mine børn væk fra deres “ydre verden” i skolen, har jeg fået to helt nye børn. I bedre trivsel, både fysisk, psykisk og mentalt.
I og med at vi så har skabt denne forandring for vores familieliv og hverdag, følger nedenstående spørgsmål ofte med. Enten sagt via verbale ord eller usagt og helt lydløst, men med en forundring indefra, med kropssprog som signalerer:
Hvorfor har du valgt at hjemmeskole, Pernille? Ja, hvorfor har du valgt folkeskolen? har jeg så lyst til at svare igen.
Folkeskolen ikke et bevidst valg
Da mine børn gik i folkeskolen, havde jeg ikke bevidst valgt skolen til. Ment på den måde, at “børn skal jo i skole og sådan er det jo”. Jeg fulgte flertallet, flokken, normen – uden at stille spørgsmålstegn ved mit valg. Stemte skolens værdier eller mangel på samme, overens med mine? Blev mine børn kommunikeret med og til, på samme måde som jeg værdsætter? Bliver mine børn respekteret for egne behov og grænser? Hvordan foregår undervisningen egentlig? Hvad er indholdet og “metode?”
Jeg anede det ikke. Og da jeg fandt ud af det, brød jeg mig bestemt ikke om det. For det var i virkeligheden kontrasten til alt hvad jeg kæmpede for. I vores familie. I min virksomhed. Mit menneskesyn. Mine værdier. Alt strittede imod. Og modarbejdede alt hvad jeg prøvede at lære og vise mine børn. At de har en stemme – deres egen.
Så det at ens børn skal være et sted i så mange timer, hvor man jeg faktisk var imod måden hvorpå de timer foregik på, var at modarbejde mig selv og det vores familie stod for. Og stadig gør. At børns stemme er lige så meget værd, som de voksnes.
Fravalg og tilvalg
I starten tog jeg mine børn ud af skolen som et FRAVALG af folkeskolen. Uden at vide hvad der så helt skulle ske. Men nu, 3 måneder efter, har jeg mine børn i hjemmeskole som et TILVALG. Fordi det giver os en enorm stor frihed og fleksibilitet. Ikke kun i vores hverdag, men som mennesker. Nu HELE mennesker.
Jeg ser ikke det ene bedre end det andet. Der findes ikke kun én sandhed. Ikke kun én vej. Vi skal bare alle have lov til at følge ens egen.
