Sommerferien nærmer sig. Og med den, kommer også planlægningen af, hvad vi skal lave i ferien. Men kender du det? At forældrene gerne vil rejse til et nyt og spændende land og se alt det kulturelle. Men børnene vil til det samme sted som sidste år, for det kender de. Og de vil bare lege i poolen hele dagen. Så hvordan finder man balancegangen i mellem oplevelsesferier og børneferie? Vi gør det, ved at planlægge en aktiv ferie i børnehøjde.
Af Henriette Krog-Andersen
Vi er en familie, der godt kan lide at rejse. Og vi elsker at opleve nye steder. Det gælder både for os voksne og vores børn på 5 og 6 år. Vi tager gerne på rundrejser, så vi kan se så meget som muligt af det land, vi er i. Derfor bliver vores ferier tit fyldt med aktiviteter, som f.eks. sightseeing og transport.
Vi skifter overnatningssted flere gange under ferien. Og der er masser af nye oplevelser undervejs. Men hvordan gør vi så, så både børn og voksne får en god ferie? Hvor vi føler, at vi virkelig har tid til at være sammen, og få opfyldt alles behov – og ikke kun render rundt fra turistsight til turistsight?
Planlæg ferier i børnehøjde
Vi sørger for at tage hensyn til børnene, i alle elementer af vores planlægning af ferien!
Først skal man jo vælge, hvilket land man vil rejse til. Der skal være noget sjovt at opleve for børnene i landet (det kan man jo heldigvis finde i alle lande, hvis man kigger lidt efter). Det kan helt sikkert være interessant at se en masse UNESCO sites. Men det er nok ikke lige det, børnene har lyst til at bruge hele deres ferie på. Så sørg for at finde et land, hvor der både er noget, børnene synes er interessant, og noget som I voksne gerne vil opleve.
De ting, vi tager ud og ser, skal selvfølgelig også være så børnevenlige som mulige. Børnene synes, at det er sjovere at sejle end at gå. En safari er noget sjovere end at se et tempel. Det er sjovere at være på byvandring med en is i hånden. Sådan gælder det om at sætte sig i børnehøjde, når man planlægger ferien.
Hvilke oplevelser vil være sjove for dem? Eller hvad med at lave en skattejagt rundt i byen til børnene? Så de synes, at det er sjovt at finde de sights, I voksne gerne vil se. Er der nogle voksne ting, som vi meget gerne vil opleve, så må vi bare tænke os om, og planlægger på forhånd, hvordan vi kan gøre det sjovt for børnene at se det sted.
For der vil næsten altid være noget, som vi voksne ikke vil gå glip af, men som vi godt ved, ikke er rigtig børnevenligt.
Men så handler det som sagt om at tænke sig om på forhånd, og gøre det sjovt for børnene. F.eks. var Sri Lanka stort hit hos vores børn. Her var der masser af anderledes dyr som elefanter, aber og havskildpadder, som børnene gik meget op i at se. Og så havde Sri Lanka lækre bounty strande, som vi kunne boltre os i.
Det var rigeligt til, at børnene syntes, at det var en fantastisk ferie. Også selvom vi selvfølgelig en gang i mellem lagde nogle ”voksen” turist oplevelser ind i vores oplevelses program.
Gør transport og overnatning børnevenligt
Når vi vælger transport, gør vi det også børnevenligt. Vi foretrækker at rejse rundt i bil. For når vi har den samme bil med rundt i landet, så det bliver børnenes ”hjem”. Bilen bliver det genkendelige, når vi flytter rundt hele tiden. Og det er dejligt for børnene med et fast holdepunkt på sådan en tur. Vi planlægger altså selv transporten, evt. i samarbejde med en chauffør.
Det er i det hele taget en stor fordel at planlægge ferien selv, frem for at købe grupperejser igennem et rejsebureau. At planlægge selv, kan gøre ferien en hel del billigere. Og samtidig slipper man for rejsebureauets planlagte ture i større grupper, hvor der ikke altid er tid til at tage hensyn til børn, der skal tisse eller bare trænger til en pause.
Når vi vælger overnatning, vælger vi ofte Airbnb lejligheder, frem for hotelværelser. For os er det vigtigt, at der er plads til at kunne være på. Det er ikke sjovt, hvis børn skal ind i et lille værelse uden plads til leg. Og desuden er det jo tit billigere, hvilket vi også vældigt godt kan lide.
I lejlighederne vil vi også meget gerne have et køkken. Det er ikke altid, at vi gider at lave mad selv. Men nogen gange gør vi. Det giver en mere afslappet og hjemlig stemning, hvor vi samtidig kan lave noget mad, som vi ved, børnene kan lide. At bo i en lejlighed kan give en rolig start på dagen, hvor børnene kan sidde i nattøj og spise velkendte cornflakes, frem for at de skal stå ved en stor buffet og tage stilling til, hvilken mad, der ser en smule bekendt ud, så de tør spise det.
Det eneste børnene bedre kan lide end disse dovne morgener, er hvis vi bor på et sted med en strand, så de bare kan skynde sig at spise noget mad, inden de hopper i vandet. Vi prøver så ofte som muligt at finde et overnatningssted med pool eller strand. Når børnene kan starte og slutte dagen med en tur i poolen, kan de pludselig bedre se det sjove i at skulle se en turistattraktion i løbet af dagen.
Til gengæld vasker vi aldrig tøj på ferien. Vi slæber store, tunge kufferter med, fyldte med tøj. Vi er absolut ikke typen, der går op i at ”travel light”. For forældrene skal også have ferie. Det er rigeligt, at vi nogle gange køber ind, laver mad og vasker op i ferien. Der skal ikke også vaskes tøj.
Så bliver det for meget som at være hjemme i den hektiske hverdag. Og sådan kan man jo prioritere, hvad man gider og ikke gider i en ferie, så forældrene også føler, at de slapper af.
Der skal være tid til afslapning
Mest af alt sørger vi for, at vi ikke får planlagt for meget. Vi vil gerne have et par overnatninger hvert sted, så vi ikke skal flytte hver dag. Og der behøver ikke være planlagte aktiviteter hver eneste dag. Der skal i hvert fald ikke være heldags aktiviteter hele tiden. For der skal være tid til sløve morgner og afslappende eftermiddage. Der skal være tid til spil og opgavebøger. Og en hel dag på stranden.
Imellem oplevelserne sørger vi for tid til almindelig hygge, som børnene kender hjemmefra. Når man er på en ferie fyldt med nye oplevelser af en ny kultur og sådan, er det vigtig også at have tid til ”bare” at lave noget af det, vi også gør derhjemme. For det er netop det samvær, som børnene virkelig sætter pris på.
Vi spiller helst spil og tegner i opgavebøger/malebøger sammen. Malebøger og kortspil er også guld værd, når man sidder og venter på maden på en restaurant. For det er ikke sjovt at skulle beskæftige sultne børn, hvis man ikke er lidt forberedt. Men med en malebog eller et spil, kan ventetiden blive til en hyggestund. Bøger, som de kender hjemmefra, er rigtig godt til godnat læsning.
Børnene har nemmere ved at falde i søvn, oven på den dag fuld af spændende oplevelser, når de slutter dagen med en velkendt historie og et velkendt putningsritual.
Og så sørger vi for masser af tid til at være på stranden eller i swimmingpoolen. For alle børn elsker jo at bygge sandslotte og bade og lege i vandetmed deres forældre. Faktisk leger drengene sjældent med legetøj, når vi er på ferie. Det er leg i pool/strand, spil og tegning, der bruges tid på. Og så skal der selvfølgelig også være plads til en tablet en gang i mellem, synes vi. Det er jo ferie.
Involver børnene i ferien allerede hjemmefra
Vi har lært, at vi får rigtig meget ud af at fortælle børnene på forhånd, hvad det er, vi skal på ferien. Det skal selvfølgelig fortælles på en måde, så det er til at forstå i deres verden. De er stadig lidt for små til, at vi lader dem være med i planlægningen. Men det er vigtigt, at de ved, hvad vi skal. Så de kan glæde sig til det.
Før ferien laver vi en lille bog til børnene. Deri beskriver vi hver dag af ferien i billeder. Vi viser billeder af det sted, hvor vi skal overnatte, så det ikke er fremmed, når vi kommer frem. Og vi viser billeder af oplevelserne, så vi også kan snakke om dem hjemme fra. På den måde kan børnene få noget at forholde sig til og glæde sig til. Men vi ser også gerne film og læser bøger om stedet sammen med børnene.
Da vi skulle til Oman, så vi Disneys ”Aladdin”. Så da vi en dag stod i en bazar i Nizwa i Oman, sagde benjamin, at her kunne han lige forestille sig, Aladdin komme svingende ned fra tagene. For stedet var som taget ud af Aladdin.
Jeg ville ønske, at jeg havde opdaget den Asterix film, hvor de er i Colosseum. Før vi var i Rom. For det var svært at forstå for en (dengang) 3-årig, hvad denne ”ruin” var for noget. Lige gyldigt hvor meget man prøver at forklare det.
Billeder og film gør det meget nemmere for børn at forstå, hvad de skal opleve. Børnebibliotekerne har også tit gode bøger om lande, skrevet til børn. Til sidst skal ferien rundes af på en god måde. Vi afslutter helst ferien med nogle badedage ved pool eller strand, hvor vi kan slappe af, kigge på billeder og fordøje indtryk sammen med børnene, før vi kommer glade og mættet af ferie tilbage til den hektiske hverdag.
Efter sådan en ferie føler vi virkelig, at vi er været meget sammen. Og børnene er meget glade for vores ferier. Vi er sammen om oplevelserne, men har også tid imellem oplevelserne til at hygge os og slappe af sammen. Vi kommer alle glade hjem fra sådan en ferie. Og føler, at vi alle har fået opfyldt vores ønsker og behov for ferien. Og så et sidste lille råd: Gå aldrig ned på snacks (uden sukker selvfølgelig). Et sultent barn synes aldrig, at det er sjovt at lege turist…
Psst… Vil du læse om mere om, hvordan vi rejser med børn, så læs med på vores rejseblog www.enfamiliederrejser.dk