For mange er sommerferien årets højdepunkt. Flere uger i træk hvor man rystes godt sammen som familie – eller driver hinanden til vanvid. Det sidste kan undgås, hvis man planlægger ferien sammen, og alle får lov til at give deres besyv med. Daseferie på en strand eller ved kanten af en pool, vandring i naturen, sport og aktiviteter i alle afskygninger. Den optimale ferieoplevelse afhænger af forventninger, og om man har afstemt dem med resten af familien inden ferien.
Af Henriette Rosenthal
Spontane indfald eller planlægning?
Ferieplanlægning findes på mange niveauer. I nogle familier er sommerferien tegnet og tilrettelagt til mindste detalje. Andre synes, at ferien bliver bedst med lidt mere improvisation og spontanitet. Måske tænker du nu, at det er lidt tidligt at begynde forberedelserne til ferien, men hemmeligheden bag en vellykket ferie er en vis portion forberedelse hjemmefra.
Først er der selvfølgelig feriebudgettet, som hurtigt giver et praj i retning af, hvorvidt det er en telttur i Danmark eller en rejse til fremmede himmelstrøg, der er en mulighed.
Det gode er, at den ene ferie ikke nødvendigvis er bedre for familiens sammenhold og glæde over at være sammen, end den anden.
Hvad gør I?
Nogle familier foretrækker at improvisere, når ferien står for døren, andre synes bedre om planlægning i god tid med dertilhørende forventningens glæde.
Fjerne lande
Charterferie er en dejlig nem løsning, hvis feriebudgettet tillader sådan en. Ofte har rejsebureauerne fine tilbud på rejser til familieegnede destinationer med gode familierabatter. Hvis man har brug for at vide, hvad ferien samlet set kommer til at koste, er All Inklusive et oplagt valg. Her betaler man for både rejse og fuld forplejning hjemmefra, og kan på den måde forhindre feriebudgettet i at løbe løbsk.
Et land som Thailand, mener mange udelukkende, er en vinterdestination. Intet kunne være mere forkert. Nuvel, hvis man helt vil undgå regntiden er der et gran af sandhed i påstanden, men hvis man ikke lader sig skræmme af en byge eller to, kan man sagtens vælge at lade turen gå til Thailand. Måske er der endda noget særligt eksotisk i at tage en svømmetur i det krystalklare havvand, mens det drypper fra himlen, for luften bliver ikke kold. Selv en børnefamilie med ”charterrejsebudget” kan ofte skrue lidt på knapperne og finde særligt gode sommerpriser til disse lidt fjernere destinationer, og altså opleve en helt anden del af verden.
Frisk luft og øm bagdel
Hvis budgettet peger i retning af cykelferie i sommerferien, er der fine muligheder for at booke plads til overnatninger på vandrehjem. Her er ofte andre børnefamilier indlogeret, og prisen er til at komme i nærheden af for de fleste. En anden mulighed for overnatning til en fornuftig pris er at finde et af de mindre Bed & Breakfast.
Husk at børn ikke nødvendigvis kan klare at cykle så lange strækninger som voksne. For at det skal være en fornøjelse, er det altså en god idé at forventningsafstemme med hele familien.
Skab overblik, også for familiens yngste, ved at tegne ruten på et kort. Så kan man, hver dag, se hvor langt man har nået, og hvad man kan glæde sig til at opleve dagen efter. Og så er der jo ingen der siger, at man ikke kan tage toget, lidt af vejen, hvis man gerne vil lidt længere omkring.
Har i en rejseforsikring?
Kuffeter der forsvinder i lufthavnen undervejs til feriemålet og akut sygdom. Ikke lige hvad man planlægger hjemmefra, men desværre sker det nu og da. Det er møgærgerligt at få ferien ødelagt, af en eller begge dele, men det kan være et lille plaster på såret, hvis du får kompensation for de dage, du har ligget i sengen og får erstattet kuffert og indhold.
Find et vandhul
Hvis solen skinner fra en skyfri himmel, så er en tur til strand eller friluftsbad, en oplagt mulighed. Pak en madpakke og friske drikkevarer og tag dem med i en termotaske, så det er friskt og køligt hele dagen. Der findes glimrende termotasker til rimelige priser, og som fint kan rumme forplejning til en dag på stranden.
Ferie i Danmark
Der er masser af familier, som af den ene eller anden årsag, vælger at holde ferie hjemme i Danmark. De heldige har måske mulighed for at låne et sommerhus. De kreative bytter bolig med en anden familie, og kan på den måde få set andre egne. Og så er der dem der holder ”hjemmeferie”.
Bare det at have fri sammen er vidunderligt, men kan også være lidt af en udfordring, hvis man ikke skal nå at bruge lige så mange penge, som hvis man havde valgt en dyr rejse. Det handler ofte om at planlægge. Hvis ikke feriedagene skal smuldre og forsvinde i hverdagsaktiviteter. Nu vil nogle tænke; jamen ferie handler jo om at slappe af sammen, og det er sandt, men det er bare stadig vigtigt, at få puttet nogle dejlige oplevelser i familiens fælles ferierygsæk. Hvis budgettet er begrænset, gælder det om at være kreativ og finde de gratis fornøjelser.