Hverdagen med eksem

Det er den kløende hud, der generer dit barn mest.

Af Bonnie Jensen

“Annonce”

Det starter en kløecirkel, hvor jo mere barnet klør, jo værre bliver eksemet, og jo mere klør det. Børn med børneeksem er ofte meget aktive, urolige og foretagsomme, fordi den kløende hud irriterer dem hele tiden.

Hvordan påvirker børneeksem dig og dit barn?

Alle mennesker er forskellige, og der kan være stor forskel på, hvor meget børns eksem påvirker familiens hverdag. Der er dog ofte en sammenhæng mellem sværhedsgraden af barnets eksem, og hvordan sygdommen påvirker barnets, og familiens, hverdag. Mangel på søvn grundet kløe, når eksemet er i udbrud, kan gøre et mindre barn træt og pjevset. Barnet er uroligt og græder og huden er varm, øm og svier.

Større børn bliver irritable og ukoncentrerede, når eksemet er i udbrud, og skolebørn kan have svært ved at komme op om morgenen grundet den forstyrrede nattesøvn, og får dermed svært ved at koncentrere sig i timerne.

Det kan være sæsonbetonet

Hos de fleste børn er eksemudbruddet værst i efteråret og om vinteren, og der er perioder med meget eksem og perioder helt uden eksem. Børn med børneeksem har en hud som – i selv eksemfri perioder – meget nemt bliver irriteret. Huden kræver konstant opmærksomhed i form af pleje og behandling, når du skal forsøge at holde eksemet i ro.

For nogle kan det være vanskeligt at være forældre i de dårlige perioder, når ingen i familien har fået nok søvn. Overskuddet til søskende og partner bliver mindre, og der opstår måske lettere uenigheder i familien. Forældre oplever måske at blive vrede og irriterede på barnet som græder og klør sig i en uendelighed.

Det er meget vigtigt, at forældrene skal være omhyggelige med barnets hudpleje. Det er en opgave der kræver tid, overskud og konsekvens, for hvis behandlingen springes over, hævner det sig hurtigt ved, at eksemet blusser op. Eksem kan dog sagtens blusse op af sig selv, da det er sygdommens natur at svinge mellem perioder med eksemudbrud og eksemfrie perioder.

Selvom man passer den daglige behandling nøje, kan barnet alligevel have tør hud og perioder med eksem.

Forældres dårlige samvittighed

Ofte leder forældre med eksembørn efter en årsag til deres barns sygdom og stiller sig selv spørgsmål som: Gjorde jeg noget galt i graviditeten? Er der noget galt med det sted, vi bor? Er det, fordi jeg ikke kunne amme mit barn? Andre kan plage sig selv med dårlig samvittighed: Hvad er det, jeg gør forkert, siden mit barn skal pines med eksem? Det fører til, at nogle forældre overbeskytter barnet og lader det bestemme for at få fred i familien. Resultatet kan blive, at barnet sætter dagsordenen i familien, og det er ingen tjent med.

Velmente råd

Med et eksembarn i familien får man ofte mange “gode” og velmente råd om, hvad man skal gøre for at kurere sygdommen. Det er umuligt
at følge alle råd, og det kan være svært at vide, hvad man skal tro på. Men børneeksem kan ikke kureres, kun lindres og behandles. Derfor er det vigtigt med en god viden om sygdommen og behandlingen, så man på den måde bedre kan vurdere, hvilke råd man vil prøve at følge.

Hvordan behandles eksem?

Fugtighedscreme med høj fedtprocent

Det er vigtigt at bruge en fugtighedscreme med høj fedtprocent, da det ved eksem er hudens øverste lag, hornlaget, som er nedbrudt, og dette kan til dels repareres ved at påføre fugtighedscreme. Cremer med høj fedtprocent og uden parfume er derfor en vigtig del af både behandling og forebyggelse af eksem. Fugtighedscreme påføres mindst to gange om dagen på eksemhud, og man kan med fordel vælge en creme med højt fedtindhold i vintermånederne og en lidt tyndere creme om sommeren. Dette kan købes i håndkøb på apoteket eller i dagligvarebutikker.

Binyrebarkhormon som creme eller salve

Når behandling af atopisk eksem med fugtighedscreme ikke er nok, er førstevalget af egentlige behandlingsmidler altid binyrebarkhormon som creme eller salve. Binyrebarkhormoncremerne skal oftest anvendes i mindst et par uger for at få eksemet helt væk, men hvor langvarig behandlingen skal være, afhænger af hvilken type eksem, det drejer sig om. Dette aftales med familiens læge, som også udskriver en recept på cremen eller salven med binyrebarkhormon.

Hormonfri creme eller salve

Hvis eksemet ikke kan holdes nede med binyrebarkhormoncremer, findes der nogle hormonfri cremer/salver som også virker effektivt mod eksem. Disse produkter medfører undertiden irritation og er en del dyrere at købe end binyrebarkhormoncremerne. Hormonfrie cremer eller salver er også på recept.

Antibiotika

Hvis der er tegn på infektion, er det vigtigt at få dette behandlet med antibiotika, som lægen udskriver på recept.