Hvad skal vi i sommerferien?

Ja, det er et spørgsmål om temperament og størrelsen på familiens feriebudget. Hvis kassebeholdningen ikke er så stor, er der nu fine muligheder for, at familien kan få en hyggelig ferietid, hvis man bare tænker lidt kreativt. Her er en håndfuld idéer, til hvordan familien får strikket en hyggelig ferie sammen.

Af Bonnie Jensen

Den “næsten” gratis ferie

Bare det at have fri sammen er vidunderligt, men kan også være lidt af en udfordring, hvis man ikke skal nå at bruge lige så mange penge, som hvis man havde valgt en dyr rejse. Igen er det et spørgsmål om at forventningsafstemme ønskerne for ferien, og faktisk også om planlægning, hvis ikke feriedagene skal smuldre og forsvinde i hverdagsaktiviteter. Nu vil nogle tænke; jamen ferie handler jo om at slappe af sammen, og det er sandt, men det er bare stadig vigtigt, at få puttet nogle dejlige oplevelser i familiens fælles ferierygsæk. Hvis budgettet er begrænset, gælder det om at være kreativ og finde de gratis fornøjelser.

Hvis man bor i nærheden af København er det oplagt, at snuppe ”storbyferiedag” i København med børnene. Der er masser af gratis seværdigheder, så det behøver ikke at koste alverden.

✱ Hver dag klokken tolv, er der vagtskifte på slotspladsen ved Amalienborg, og det er et imponerende syn, som alle børn vil elske.
✱ Gå en tur ned ad Strøget, for her er ofte både gadegøgl og musikanter.
✱ Må turen det koste lidt, så er en tur i Rundetårn hvor udsigten over Københavns tage, giver kriller i maven, også altid et hit.
✱ Hvis solen skinner fra en skyfri himmel, så er en tur til strand eller friluftsbad, en oplagt mulighed. Pak en madpakke og friske drikkevarer og tag dem med i en termotaske, så det er friskt og køligt hele dagen. Der findes glimrende termotasker til rimelige priser, og som fint kan rumme forplejning til en dag på stranden.

Hvad skal vi i sommerferien? ferie på cykel

Ferie på to hjul

Afhængigt af dine børns alder er det en stor oplevelse, at se nærmere på Danmark fra en cykelsaddel. Hvis man vælger en cykelferie, er der fine muligheder for at booke plads til overnatning på et vandrehjem, og på den måde møde andre glade feriegæster. Bed & Breakfast er en anden mulighed, hvor prisen også som regel er overkommelig, og hvor atmosfæren er både varm og hjertelig. Man har lov til at snyde lidt, og skære turens længde ned til det overkommenlige, ved at tage toget noget af vejen. Det skal være hyggeligt undervejs.

Derfor er det smart at forventningsafstemme med hele familien, så ikke far fejlagtigt tror, at dagens distance er mellem 100-200 kilometer og lille Frederik på syv år er en tøsedreng, når han piver allerede efter 17 kilometer. Tegn ruten på et kort, så man hver dag kan se hvor langt man har nået, og hvad man kan glæde sig til at opleve dagen efter.

Ferie i det fri

I Danmark findes flere steder, hvor det er muligt, at overnatte under åben himmel, i telt eller i ly af et shelter, nogle steder er det sågar tilladt, at overnatte i en hængekøje. Måske bare for en enkelt overnatning, men hvilket barn vil ikke elske tanken om, at have prøvet at have overnattet i det fri. Man kan jo lige for en sikkerheds skyld smøre sig ind i myggebalsam og ikke honning, og håbe at myggene ikke lige er på de kanter den nat. Tag ikke fejl, mange der troede at det var en engangsforseelse, er kommet til at elske disse udflugter, hvor man oplever naturen helt uden filter.

Bilferie

Frihed til at stoppe op og evt. overnatte spontant, er en af de største fordele ved kør-selv-ferie. Familien kan selv sammensætte ferien, herunder rejserute samt udflugter undervejs og fra rejsemålet.

Når en bilferie planlægges, er det en god idé at overveje børnenes alder, og om det er realistisk med bilferie – og hvor langt. Det er altid en god idé at planlægge en rejse-/aktivitetskuffert sammen med det større barn. Kufferten kan indeholde opgaver, bøger, musik eller evt. oplysninger/opgaver, I sammen har udarbejdet omkring destinationen og vejen dertil.

Tal med barnet inden afrejse om, hvad man kan få tiden i bilen til gå med, og planlæg det hjemmefra. Det forbereder barnet til turen. Husk at holde jævnlige pauser undervejs og planlæg realistiske strækninger. Det er vigtigt ikke at presse barnet for meget. Ligesom det er vigtigt, at alle får meget væske under køreturen, og husk at børn har brug for mere væske end voksne.

Det kan være en rigtig god idé at planlægge indlogering til natten hjemmefra. Det kan være svært at booke undervejs, specielt i højsæsonen. Ved at booke hjemmefra sikrer man sig, at familien ikke presses til at køre en ekstra time eller to. Samtidig kan man spare mange penge ved at undersøge priserne på forskellige overnatningsmuligheder hjemmefra, i stedet for at køre ind et tilfældigt sted.

Gode råd til bilferien:

✱ Husk at udstyre din bil med gode dæk.
✱ Kontroller bilen inden afrejse, så du har det korrekte dæktryk (skal tilpasses til pakning), gode vinduesviskere og nok sprinklervæske i bilen
✱ Sørg for at være udhvilet, før rejsen påbegyndes
✱ Pak ekstra tøj og sko, gerne også et stort tæppe
✱ Husk også vand og noget at spise
✱ Pak også startkabler, værktøj, stik og advarselstrekant.