Hvad skal du bruge til en nyfødt?

Der er mange ting, man skal bruge, når babyen melder sin ankomst. Her er en huskeliste til de mest nødvendige ting.

Af Henriette Rosenthal

Bedside crib, vugge eller seng

Til den nyfødte kan en bedside crib, der er en lille seng med tre sider, som sættes helt tæt op din egen seng, være en rigtig god løsning. Så sover du helt tæt med din baby, uden at ligge i samme seng. Du kan også vælge en vugge eller tremmeseng, alt efter hvilke behov du og din baby har. Du får også brug for lagen, babydyne og sengetøj.

Babydyne

Hvis du vælger en temperaturregulerende dyne, har din baby mulighed for at komme af med varmen, hvis den lille har det lidt for varmt. Omvendt varmer dynen, hvis det er koldt. Mange vælger en økologisk babydyne, og kan derfor føle sig sikker på, at der ikke er brugt kemikalier eller skadelige stoffer i produktionen af dynen.

Tøj

Der er forskel på, hvilket tøj man kan vælge, alt efter om man har en forår/sommerbaby eller en efterår/vinterbaby. Men som udgangspunkt er det smart at have et udvalg af body´er med forskellige længder på ærme og ben, strømper, trøjer, hue og strømpebukser.

Barnevogn eller kombivogn

Man kan vælge enten en barnevogn eller kombivogn. Kombivogn er en kombineret barne- klapvogn, der kan bruges fra fødslen, og senere som klapvogn.

Hvis man har en have og intention om at baby skal sove middagslur udendørs, er det en god idé at vælge en barnevogn af den klassiske slags, som har et stort liggemål.
Hvis man bor i en storby, kan det være svært at komme omkring med en stor barnevognsmodel, så her er det en fordel at vælge en af de mindre kombivogne, hvor man starter med barnevognsoverdel, og derefter skifter til en klapvognsdel, i takt med at barnet vokser.

Sutter

Måske er jeres baby en af dem, der finder ro ved at få en sut. Prøv jer lidt frem og køb et udvalg af sutter, i forskellige størrelser og former. Så I kan finde netop den, der får jeres barn til at falde til ro.

Stofbleer og klude

Man kan få brug for mange stofbleer, for man bruger dem til stort set alt. Både når babyen bliver ammet, i løbet af dagen. Hvis du har en baby der gylper, og til at lægge under den lilles hoved som en slags helt flad hovedpude.

Autostol

Hvis I har en bil, får I brug for en autostol, så barnet er godt beskyttet under kørslen. I tilfælde af kollision er sikkerheden størst, hvis babystolen er fastspændt med ryggen mod kørselsretningen.

Puslebord

Et puslebord er ikke strengt nødvendigt, for man kan sagtens pusle den lille på sengekanten eller på et håndklæde på spisebordet. Dog er det en fordel at have en sikker pusleplads, hvor de nødvendige ting er inden for rækkevidde. Børn kan være meget livlige, lige fra de bliver født. Når du pusler din baby, har du rig mulighed for at knytte bånd til den lille både gennem øjenkontakt, fysisk kontakt og pludder fra begge sider.

Babyalarm

Hvis I lader babyen sove middagslur udendørs, eller jeres bolig er i flere plan, er det måske svært at høre babyens gråd eller pludren. Hvis I er usikre på, om I kan høre, når babyen vågner, kan en babyalarm være en god hjælp.

Badekar

Et badekar er praktisk at have, når babyen skal vaskes. Vælg et der passer til jeres bolig alt efter, hvor meget plads I har til rådighed. Til mindre badeværelser findes der smarte sammenklappelige modeller.

Til mor

Hvis du ammer din baby er det en fordel, hvis du har en amme-bh og ammeindlæg til at lægge i bh´en. Vær opmærksom på, at det kan være svært at vurdere, hvilken størrelse der er den rigtige, inden mælken er løbet rigtigt til.

Læs evt. også artiklen: www.bornogfritid.dk/babys-psykologiske-udvikling/